Skal statens aftale fra 2003 med Dansk Undergrundskonsortium, DUC, om nordsøolien genforhandles? Det spørgsmål er blevet rejst, efter at klimatænketanken Concito i går præsenterede en ny rapport om olieøkonomien.
- colourbox.com
Henrik Hoffmann-Hansen |
17. november 2011
Nordsøaftalen fra 2003 bør genforhandles frivilligt
Skal statens aftale fra 2003 med Dansk Undergrundskonsortium, DUC, om nordsøolien genforhandles? Det spørgsmål er blevet rejst, efter at klimatænketanken Concito i går præsenterede en ny rapport om olieøkonomien.
Den viser, at VK-regeringens nordsøaftale fra 2003 ikke har været ideel for staten.
LÆS OGSÅ: Energiminister blev advaret mod olieaftaleDe tre selskaber bag DUC, Shell, A.P. Møller – Mærsk og Chevron, har derimod fået en svimlende ekstra gevinst på 75 milliarder kroner, som staten er gået glip af. Pengene kunne man have fået ind i ekstra skat, hvis regeringn havde fulgt det forslag til en aftale, som embedsmænd i det såkaldte kulbrintebeskatningsudvalg kom med i 2001.
Det gjorde regeringen bare ikke, og nu mener den radikale energi- og klimaminister Martin Lidegaard – der indtil for nylig selv var formand for Concito – at aftalen fra 2003 skal underkastes et ”serviceeftersyn”. De borgerlige afviser på forhånd at stramme beskatningen af olien.
En aftale er en aftale, og nordsøaftalen har ført til, at der bliver investeret meget mere i olieefterforskning end før, anføres det. Begge dele er rigtigt.
Når afkastet af en olieinvestering er helt op til 28 gange større end af andre erhvervsinvesteringer, skal det give travlhed på boreriggene. Måske endda lige lovlig meget travlhed. Kommende generationer kan få mere brug for olien end vi, og det er en begrænset ressource, som med tiden bliver mere værd.
Men Nordsøaftalen fra 2003 er underlig, for ikke at sige urimelig, og bør genforhandles. Et er, at den baserer sig på en forventet oliepris, som i dag synes latterligt lav. På det punkt er det trods alt for let at være bagklog. Men at aftalen skal løbe helt frem til 2042, det vil sige i 39 år, er ubegribeligt. Og endnu mere besynderligt er, at man har sat en såkaldt kompensationsklausul ind. Den indebærer, at hvis politikerne inden for de næste 30 år vil ændre aftalen, skal olieselskaberne kompenseres for eventuelle skattestigninger. Dermed har man i virkeligheden sagt, at olieselskaberne må have en eller anden form for ejendomsret til Danmarks undergrund. Det har de bare ikke. Undergrunden og olien tilhører det danske samfund.
Derfor kan man heller ikke tale om ekspropriation, hvis skattereglerne strammes, fordi oliepriserne er femdoblet på få år.
Grundlæggende løser selskaberne en samfundsopgave med at hente olien op, og det skal de have en rimelig betaling for, som dækker deres risiko og investeringer samt giver et rimeligt afkast. En aftale er stadig en aftale, men forudsætningen for enhver god handel er, at både køber og sælger er tilfreds, også i det lange løb.
Det må selskaberne bag olieudvindingen vide bedre end andre, og derfor bør de frivilligt genforhandle Nordsøaftalen med regeringen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad