En vanskelig kulturpolitisk fornyelse

Uffe Elbæk erklærede sig imidlertid efter finanslovforslaget som en glad mand. Han havde nemlig forhindret, at den afgåede regerings ”brændte jords taktik” var blevet til virkelighed på kulturområdet. Og som Elbæk også udtalte til Politiken den 3. november, havde han ”sikret, at der ikke sker nedskæringer på kulturområdet og løst de akutte problemer”.

At der ikke sker nedskæringer kan unægtelig diskuteres. For når man ser bort fra den særlige teaterpulje, som tilfører i alt 44 millioner i forhold til den gamle regerings finanslov, står de årlige rationaliseringskrav på 0,5 procent til kulturlivets institutioner fortsat ved magt. Årlige stramninger, som har medført, at flere af de mest erfarne institutionsledere nøgternt har gjort opmærksom på, at der ikke kan skæres mere, uden at det medfører markante kvalitetstab – både i forhold til brugerne og til faglig ekspertise.

Men der har ikke løftet sig et skuffelsens brøl af den obligatoriske slags fra kulturlivet. Også dér har man nemlig forstået, at landet står i en uhyre vanskelig økonomisk situation, og at det ikke har nogen gang på jorden blot at kræve flere penge til området. Dertil kommer, at den nye kulturminister er en person, som nyder ganske udbredt tillid og respekt i kulturlivet. Hans livslange engagement i forskellige sider af kulturpolitikken er indiskutabel, og hans ofte uortodokse tilgang til problemerne har gentagne gange aftvunget respekt.

I modsætning til regeringen som helhed er Uffe Elbæk altså på linje med for eksempel udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i den situation, at han inden for sit område får de berømte 100 dage i relativ fred og ro til at udarbejde en politik og træde i karakter.

Uffe Elbæk havde især lagt op til, at der skal ske noget inden for musikkens område, hvor den rytmiske musik virkelig trænger til et løft. I kølvandet på finanslovforslaget har han meldt ud, at det fortsat er hans førsteprioritet, hvorfor der kommer et stort musikudspil til januar. Ganske som han fastholder, at den rytmiske musik vil blive prioriteret i dette udspil.

Nu begynder det at blive spændende. Eller farligt. For når et område skal opprioriteres i en situation, hvor der ikke er flere penge til rådighed, betyder det uundgåeligt, at noget andet skal nedprioriteres. Det har da også vakt en del opsigt, at Uffe Elbæk før valget luftede tanken om, at man jo kunne nedlægge et symfoniorkester for at skaffe flere penge til den rytmiske musik.

En sådan tænkemåde er nu slet ikke ny. Da ”verdens første musiklov” trådte i kraft den 1. oktober 1976, kom det til at stå lysende klart, i hvor høj grad det offentlige favoriserede symfoniorkestre og kammermusik, som på forhånd var sikret 76 procent af den nye lovs budget. I de følgende år var der ikke mangel på ”symfonislagtere” i musikdebatten, men efterhånden vandt det synspunkt hævd, at den rytmiske musik måtte kæmpe for at opnå forbedringer uden at være på konfrontationskurs med kollegerne inden for kompositionsmusikken.

Forbedringer for den rytmiske musik er der også kommet ved hver ny revision af musikloven, senest med etableringen for en halv snes år siden af regionale spillesteder og honorarstøttede spillesteder.

Men uanset de fremskridt, der er sket, er der ikke for alvor rokket ved, at den offentlige støtte til musik – ganske på samme måde som DR’s musikbudget – først og fremmest går til kompositionsmusikken.

Uffe Elbæk har derfor en god sag. Også fordi det først og fremmest er den rytmiske musik, der kommer bredt ud i landet og er med til at løfte kulturlivet uden for de store byer. Det skal blive spændende at se, om han kan lave et politisk svendestykke, hvor man undgår, at rytmisk glæde skabes på bekostning af symfonisk raseri.

Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder