Palle Schantz Lauridsen |
17. november 2011
Nogle former for humor krydser grænser, og vi kan grine med folk fra andre lande. Men af og til forbliver humoren national, fordi den refererer til lokale forhold, man som udlænding ikke har en chance for at kende til.
LÆS OGSÅ: Jagten på den forsvundne mand
Denne dobbelthed bliver meget tydelig i Michael Winterbottoms britiske ”The Trip”, der følger to midaldrende mænd på en tur rundt i det nordlige England, hvor de skal anmelde gourmetrestauranter.
Noget af humoren går rent ind, og de lynhurtige pingpongspil er rigtig sjove. Andre gange føler man, at man simpelthen ikke er klædt på til at forstå, hvad der foregår.
Den fornemmelse bliver kun stærkere, når man på efterteksterne opdager, at de to karakterer, Steve Coogan og Rob Brydon, hedder det samme i virkeligheden. De er altså en slags engelske Frank og Casper, og man skal ikke have set meget ”Klovn” for at vide, at serien kun bliver sjovere, når man ved, at skuespillernes virkelige liv spiller med fra kulissen. Det gør det formentlig også i ”The Trip”. Jeg kender det bare ikke.
”The Trip” er en nedklippet version af en komedieserie i seks afsnit, der blev sendt på BBC2 for et års tid siden. Rob har indvilget i at tage på anmelderturen for at imponere sin amerikanske kæreste, og filmen begynder, da han ringer til Steve for at invitere ham med i stedet for kæresten, der mener, at deres forhold trænger til en pause.
Rob har på overfladen meget store tanker om sig selv, mens Steve er en mere jordbunden type. Men de er begge skuespillere og bruger masser af tid på at kappes om, hvem der er bedst til at sige berømte filmreplikker med den helt rigtige accent. Selvom det er både sjovt og groft, er det også ret indforstået.
Med baggrund i filmens oprindelse i en tv-serie er der mange gentagelser, men dog også en overordnet historie, nærmest som en udviklingsroman i det små: hjemme, ude, hjem.
Der er øjeblikke af ubetalelig komik, men også længere stræk, hvor i hvert fald denne anmelder følte sig koblet fuldstændig af.
The Trip. England 2011. Instruktion: Michael Winterbot-tom. 104 min. Premiere i otte biografer.