Bogen er et samarbejde mellem Jørgen Lange Thomsen (th.) og forfatteren Kristian Ditlev Jensen, og den består af ni interview samt fem tekster af hver af de to forfattere. –
- Scanpix.
Birgitte Stoklund Larsen |
17. november 2011
Selv en interesseret læser går død i døden, når retsmedicineren og forfatteren vil tale ud
Når man spørger en retsmediciner om døden, får man lig på bordet. Helt bogstaveligt. Han lægger snittet ned over brystkassen, udtager tarme, klipper ribben over, saver vandret gennem kraniekuplen og lægger kroppens organer på et metalbord med huller, så blodet kan løbe fra, og så videre.
LÆS OGSÅ: Fortiden er nær og heler savn
Det er retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, der i bogen ”Hvorfor må vi ikke tale om døden?” redegør for, hvad det egentlig er, lægerne gør, når de obducerer – alt det, man ikke ser på tv, før retsmedicineren i den grønne kittel aflægger rapport til detektiven om dødstidspunkt og -årsag.
Bogen er et samarbejde mellem Jørgen Lange Thomsen og forfatteren Kristian Ditlev Jensen, og den består af ni interview (i bogen kaldet samtaler, men det er Jensen, der spørger, og Thomsen, der svarer) samt fem tekster af hver af de to forfattere – om personlige og professionelle mellemværender med døden.
Her bliver talt konkret om døden. I alle dens afskygninger, naturlig og unaturlig – selvmord, fedtlever og overdosis, død ved hængning, død ved sygdom, død ved tsunami og trafikulykker, død af arbejde.
Jeg indrømmer blankt, at jeg fik nok af døden, da jeg kom et stykke ind i bogen. Min ellers ret omfattende interesse for emnet slog ganske enkelt ikke til her. Hvad skal den til for al den snak om døden, hvis den ikke er snak om livet? Når man taler om overdødeligheden blandt rygere og alkoholikere, handler det selvfølgelig også om det liv, vi lever.
Men når det ikke rækker til også at være en refleksion over, hvorfor Jeppe drikker, så bliver det – undskyld udtrykket – et underligt amputeret liv, man får adgang til gennem obduktionerne.
I sidste interview introduceres en passant et fænomen som ”psykologisk obduktion”, som det ville være interessant at høre mere om for at få knyttet liv og død sammen ved andet end fysiske skavanker med døden til følge.
Man fristes til at give Grundtvig ret, når han et sted skriver, at man bestemt kan lære noget om det menneskelige legeme ved dissektion af lig – men det er kun, hvis man mener, at døden er menneskelivets højeste triumf, at man kan lære noget om menneskelivet ved at skære lig op.
Hvis man tror, at livet er mere end biologi – så får man med andre ord for lidt i bogen. Her er ikke meget ånd – og selvfølgelig slet ingen, der ler ad banesår og springer over grave. Det er jo sådan set er en ærlig sag, men også lidt ærgerligt, fordi hele perspektivet bliver noget jordgående.
Hvis man altså vil lære noget om det menneskelige legeme, er det en interessant bog.
Noget får man også med om livet, sådan som det for eksempel især sker i Kristian Ditlev Jensens artikler, hvor man blandt andet finder en beskrivelse af hans korte tid som vikar for kirketjeneren Boris, der dækker skrammer på kister med hvid rettelak og i øvrigt lærer forfatteren, som vist ellers nærmest er hel- eller halvbuddhist, ”hvad kristendom egentlig går ud på”.
Eller essayet om Kira, en veninde, der dør som 36-årig – for tidligt, men også et komplet liv.
Det er disse korte essay, der står stærkest i bogen. De såkaldte samtaler kunne godt have fortjent en ordentlig redaktion, løse påstande og manglende viden får lov at stå og flagre, som om det er imod konceptet at tjekke fakta.
Og når nu bogen i lange stræk virkelig er meget medicinsk-faglig, hvorfor så ikke stå ved det?
Jørgen Lange Thomsen og Kristian Ditlev Jensen: Hvorfor må vi ikke tale om døden? Retsmedicineren og forfatteren taler ud. 254 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad