Læg pengene i det gamle støvleland

OMGIVET AF et østjysk kystlandskabs novembertåge er det godt at indlede dagen med at tænde for DR 1’s genudsendelse af den svenske Bo Hagströms tv-serie ”Solens mad”. Han er en af de få, der kan friste mig til at se tv i dagtimerne.

Det er en musikalsk fornøjelse. Som en tandløs vinbonde fra Toscana udtrykte det: ”For mig er livet Puccini.” Og Giacomo Puccini samt flere andre gåsehudsfremkaldende italienske tonesættere, er, hvad der krydrer Hagströms tudesentimentale madprogrammer.

Maleriske bjerglandskaber med vinmarker og olivenlunde, samt først og sidst en storsmilende befolkning af tit godt slidte land- og bjergbyboere giver et hjertevarmende anderledes positivt indtryk af et Italien, der i denne tid ellers er nationaløkonomisk mørklagt.

Positivt er det at gense de gamle interview med lederen af den internationale slow food-bevægelse. En reaktion mod al vitaminfattig fast food, såvel i konkret som i overført forstand. Han hedder Piero Sardo: Det handler om at skabe fremtiden med respekt for fortiden.

Hvordan man kan genopdage og videreudvikle værdier, vi er ved at miste, kan appetitligt anskueliggøres via folkelig madkultur, sådan som netop italienerne forstår det: De omhyggeligt fremavlede, friske råvarer skal håndteres så enkelt og godt som muligt.

Tænk at gå på ”Smagens Universitet” for at blive både belæst og beruset (der er 200.000 flasker i universitetets vinkælder!). Det koster cirka 175.000 svenske kroner om året at studere dér i Toscana. Heldigt at ”Solens mad” forudsætter langt færre midler!

Og dog, fordringerne er på et andet niveau langt rigere. Det gælder om at bevare og udvikle sansen for en oprindelig levevis for stædigt at afvise det uægte og forfalskede. Der er tale om et opgør med netop det, der alt for længe også har plaget italiensk politik. Og her kan P1’s serie ”Italia terra est” passende anbefales. En såkaldt radio roadmovie gennem Italien på fem programmer. Jeg har med stort udbytte ladet mig provokere af de første tre. Det næste sendes på mandag.

Hvor Bo Hagströms idylliserende madserie både er en dygtigt informerende og stærkt forførende turistreklame, dér er radioens ”Italia terra est” af en helt anden rå og til tider desillusionerende støbning. Misforstå nu ikke. ”Italia terra est” har også mange indslag, der bekræfter de mest romantiske forestillinger om et sydeuropæisk ferieparadis med tenorer og gondoler: pizza, pasta og Puccini, samt drømme om et bondeliv i toscanske rødvinståger.

Som det hævdes i foromtalen: ”Italien er en bananrepublik, et mafiøst edderkoppespind, en anarkistisk abstraktion. Et kulturelt slaraffenland, et ruineret imperium, en opfindsom industristat, et tilbagestående bondeland. Mandariner, mandoliner og milanesisk møbelkunst.” Alt i alt en indirekte opfordring til at lægge feriepengene i det gamle støvleland. Det trænger mere end nogensinde til en håndsrækning!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder