Man nægter at tro det

Det sidste halvandet år af krigen skrev og redigerede hun modstandsavisen ”Set og hørt”. I præstegårdens pulterum havde familien skjult en radio, hvor de hørte nyheder fra London, som Beate Højlund refererede i den illegale avis, som i dag findes på biblioteket i Bergen.

”Krigen har præget mig kolossalt meget, og i hvert fald lært mig ikke at gå på kompromis,” siger hun.

Præget af krigen og med stor udlængsel takkede hun ja, da hun og et par andre fra en kristen akademisk forening i Bergen fik mulighed for at besøge Danmark i 1946.

”Det var mit livs første udlandsrejse. Jeg husker, at jeg kom til København, og min vært spurgte, om jeg havde lyst til at deltage i et middagsselskab hos en dansk familie. Jeg syntes, det var meget eksotisk at komme på besøg i et dansk hjem,” siger Beate Højlund, der den aften mødte den teologistuderende Asger Højlund, som hun siden blev gift med.

”Det var ikke kærlighed ved første blik fra min side, men jeg indbød ham til et genvisit i Norge. Og ligesom jeg havde stor udlængsel, så ville han også mægtig gerne opleve Norge, og uden at tænke over, hvad min mor mon ville sige, så inviterede jeg ham til at bo i vores hjem, og her begyndte så vores romance.”

Kort efter mødet rejste Beate Højlund til England, hvor hun havde en plads i huset og fulgte forelæsninger på London University. I to et halvt år skrev parret dagligt breve til hinanden, og da de blev viet i Bergen i 1950, havde de allerede lagt et fundament til en fælles mental verden. Parret slog sig ned i København, hvor Asger Højlund fik sit første embede som hjælpepræst. I en trang lejlighed med skrå vægge i Valby kom deres første barn til verden.

Eventyrlyst fik dem til Nordstrømø på Færøerne, hvor de flyttede ind i en gammel, sorttjæret præstegård med græstørv på taget. Den unge præst betjente otte kirker og begav sig til fods over fjeldet til kirkerne. Men familien trivedes, nød de udstrakte vidder, og yderligere fire børn blev føjet til flokken.

Den nordatlantiske idyl blev i 1960 skiftet ud med et præsteembede i Kingos Kirke i København, som Asger Højlund blev opfordret til at søge.

”At bo i København var en stor omvæltning efter årene på Færøerne, men vi tænkte det lidt som at aftjene vores værnepligt, inden vi igen kunne slå os ned på landet,” siger Beate Højlund, der i København født tvillinger.

Efter seks år i København kom familien Højlund og deres syv børn til Hirtshals. Her var al den plads og luft, som de havde savnet i hovedstaden. Den nye sognepræst nåede at fylde kirken, men efter fire et halvt år blev livet ændret drastisk for familien.

”Efter jul kunne min mand mærke, at han ikke havde det så godt. Lægen undersøgte ham, men fandt ikke noget. Hans hjerte var sundt, og i det hele taget var han stærk som en bjørn.

Den sidste uge, han levede, arbejdede han hårdt, for han skulle færdiggøre en bog. Bogen blev færdig, og vi aftalte, at han måtte få tid til at komme til lægen. Men da politiet bad ham gå ud med et dødsbudskab til en kvinde, hvis mand var druknet på havet, så kom det naturligvis i første række. Han faldt om ved vores bil, da han havde været inde ved kvinden med beskeden.”

Byens læge, som samtidig var familiens gode ven, kom forbi og så den bevidstløse præst, som han gav førstehjælp.

Han blev indlagt på hospitalet i Hjørring. Beate Højlund tilbragte dagen sammen med sin trætte mand, som var ved fuld bevidsthed. Hun spejdede efter håb, men lægerne lovede intet. Næste dag var han forfærdelig træt, og inden aften havde en blodprop i lungen kostet den 48-årige præst livet.

”Man nægter at tro, at det kan ske. Da jeg fik at vide, at han var død, så var min første reaktion, at nu kunne de godt smide mig på lossepladsen. Jeg følte, at al saft og kraft forsvandt fra mig. Det var et chok, og sorgen over at have mistet fyldte alt i mig, og samtidig skulle jeg være der for vores børn. De seks yngste boede hjemme, og det var en enorm opgave at være deres mor, samtidig med at jeg kæmpede med min sorg. Men havde jeg ikke haft børnene, så tror jeg, at jeg var kravlet ind i et hul og bare blevet der. Jeg skulle også tænke praktisk, men kunne det ikke.

Jeg skulle være ude af præstegården tre måneder efter Asgers død, så jeg vidste, at jeg skulle finde et sted at bo, men jeg kunne slet ikke tænke så langt,” siger Beate Højlund, som fik god hjælp af parrets lokale venner, ligesom Asger Højlunds bror Jakob hjalp i den følgende tid.

Daglig bibellæsning var en del af livet i familien, og det holdt hende fast efter tabet af ægtefællen. Hun ville læse nogle vers fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente, som hun huskede som trøsterige. Hun tog dog fejl af kapitlerne, men de ord, som hun læste i Esajas’ bog, kapitel 54, ser hun i dag som sin åndelige redningskrans efter dødsfaldet.

 "Ja, Herren har kaldt på dig, en forladt og bedrøvet hustru;skulle en hustru fra ungdommen forkastes? siger din Gud. Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig,men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig." (Esaja' Bog, kapitel 54, vers 6-8).

”Du hjælpeløse, du stormhærgede, du, som ikke finder trøst, se, jeg sætter din mur af malakit og lægger din grundvold med safirer. Jeg sætter dine murtinder med rubiner, dine porte med karfunkler, og hele din ringmur med ædelsten. Alle dine sønner skal være oplært af Herren, dine sønner får stor lykke.” (Esajas’ Bog, kapitel 54, vers 11-13).

”De ord ændrede min virkelighedsopfattelse. Efter tabet af min mand oplevede jeg Gud som fjern. Jeg tvivlede ikke på min kristne overbevisning, men jeg oplevede mig som et ligegyldigt fnug i universet, som ikke kunne være genstand for Guds omsorg. Ordene fra Esajas gjorde det tydeligt, at der var en Gud, som havde omsorg for mig. Gud var ikke fjern, men tæt på.”

Beate Højlund er flere gange blevet spurgt, hvordan hun kunne bevare troen på en skabende og opretholdende Gud. Hun afviser, at sorgen såede tvivl eller vrede i hendes sind.

”I dag er det nærmest moderne at skælde ud på Gud. Det kan have sin plads, men jeg har ikke haft behov for at være vred på Gud, men har holdt fast ved en tro på, at vi ikke er overladt i tilfældighedernes vold. Jeg tror på, at der er en mening med Asgers død, om ikke andet så den, at vi skal opleve, hvem Gud er, og hvad han kan.”

De senere år har Beate Højlund ofte tænkt på en kvinde, som hun lærte at kende, mens familien boede på Færøerne.

”Hun var enke og boede i et sorttjæret hus. Hun var meget fattig, for hun ejede kun en ko. Hun sagde ofte, at hun var glad, fordi hun var fattig, fordi hun mente, at det gav hende bedre mulighed for at opleve Guds velsignelse. Tabet af min mand har vist mig, at når vi fratages alle ting, så kan vi meget håndgribeligt få lov at opleve Guds hjælp. For mine børn var tabet af deres far naturligvis en sorg, som har formet dem, men samtidig er de blevet præget af, at vi sammen har set, hvordan Guds støtte kunne opleves som en realitet.”

”Da jeg havde mistet min mand, var jeg frataget alt det, som ellers giver glæde i et menneskes liv. Jeg skal ikke forklejne, hvad vores børn betød, men min mand havde været en stor kilde til glæde i mit liv, og nu var han væk. I den situation oplevede jeg, at mit forhold til Kristus ændrede sig. Vi skal ikke glorificere lidelsen, men når man bogstavelig talt er hjælpeløs og på bar bund, så oplever man, hvad Gud kan, og kilden til glæde kommer mere udelt fra Kristus,” siger hun.

Den lave eftermiddagssol sender tilpas meget lys ind gennem stuens vindue til, at vielsesringen på Beate Højlunds højre hånds ringfinger glimter. Ringen har hun båret i mere end seks årtier.

De sidste 40 år er hun gentagne gange blevet spurgt, hvorfor hun ikke har giftet sig igen. Hun husker, hvordan hendes omsorgsfulde svoger sagde til hende, at hun efter tabet af ægtefællen skulle knytte an ved det, som havde været hendes udgangspunkt, da hun blev gift.

”Jeg havde stor respekt for ham, men jeg så på ham og udbrød, at han ikke var rigtig klog. Man kan ikke trevle en trøje strikket i to farver op. Det er ikke muligt at trevle den ene tråd ud, når man strikker i to farver. For nogen kan det være et rigtigt valg at blive gift igen, men vi havde et ualmindelig godt ægteskab og kendte hinanden på et meget dybt niveau, så jeg har aldrig antydningsvis ønsket at blive gift igen. Jeg er fortsat med at strikke i to farver og oplever stadig, at jeg er gift med ham. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg ser ham igen. Hvordan det bliver, ved jeg ikke, men jeg glæder mig og er spændt.”