Tyskland ordinerer ”mere Europa” som svar på krisen

Efter massivt udenlandsk pres, først og fremmest fra Berlin og Paris, har Grækenland nu fået en teknokratregering med bred politisk opbakning i Athen. Dermed er der for første gang politisk baggrund for at iværksætte den hårde velfærdsmæssige hestekur, uden hvilken pengehjælpen vil være kastet ud af vinduet.

DET SAMME ER på vej i Italien, hvor Silvio Berlusconis farverige – for ikke at sige pinlige – optræden i alt for lang tid skyggede for det faktum, at han selv og hans skiftende regeringer var ude af stand til at stå i spidsen for de strukturelle reformer, som landet må og skal gennemgå for at vende billedet.

Showmanden Berlusconi var immun over for begrebet reformer og havde ingen klar økonomisk ideologi, måske bortset fra behovet for at beskytte sit eget forretningsimperium. Han vil ikke blive savnet.

Lykkes det afløseren, Mario Monti, at få opbakning bag sin teknokratregering, vil der i hvert fald på papiret være banet vej for en oprydning i den offentlige sektor og for en serie af vidtgående arbejdsmarkedsreformer.

Den tredje politiske udvikling i den forløbne uge fandt sted i Leipzig, hvor Tysklands bærende borgerlige parti, CDU, holdt årsmøde med forbundskansler Angela Merkel i spidsen. Hun kom med flere meldinger, der vil få stor betydning.

For det første kaldte hun gældskrisen for Europas ”sværeste stund siden Anden Verdenskrig”. Hun betegnede den fælles mønt for helt afgørende for EU-samarbejdet og bedyrede, at konstruktionen vil blive forsvaret til sidste euro.

For det andet evakuerede Merkel sit parti fra den placering til højre i det politiske billede, hvortil hun selv bragte partiet for nogle år siden, tilbage til centrum i tysk politik. Og hun genetablerede CDU som det stærkt pro-europæiske parti, det var tidligere.

Og for det tredje erklærede hun, at krisen på længere sigt skal løses ”med mere Europa og ikke mindre Europa”. Visionen om en politisk union skal genskabes med mere europæisk integration som vejen til at nå målet.

Sidstnævnte bliver ifølge kansleren Tysklands pris for at være solidarisk med EU-partnere, som ikke har orden i økonomien. De må sørge for at få det og leve op til bestemte krav, hvis de skal regne med hjælp, og meldingen er tydeligvis et signal til de tyske vælgere om, at de kan regne med, at svage lande vil blive holdt i ørene.

MEN DER LIGGER sikkert også noget andet bagved. Som flere af sine forgængere har frau Merkel blik for, at det på længere sigt er uholdbart, at Tyskland med sin størrelse og ikke mindst sin forhistorie tager sine naboer i skole for at få dem til at føre en holdbar økonomisk politik.

Én ting er, at man i en spændt situation, hvor den globale økonomiske stabilitet står på spil, er med til at fremtvinge regeringsudskiftninger i Athen og Rom, men man kan ikke gentage det. Modsat kan Tyskland ikke bare lade stå til.

Løsningen på dilemmaet er – og Helmut Kohl kunne ikke have sagt det bedre – en europæisk ramme, der gør det muligt at indkapsle gældsproblemerne og skævhederne mellem Nord- og Sydeuropa og etablere nogle fælles instrumenter til at løse dem.

Et gammelt mundhed siger, at personer med store evner har pligt til at bruge dem fornuftigt. I den internationale politik gælder det, at med stor magt følger et stort ansvar. I den forløbne uge viste Angela Merkel, at hun føler ansvaret, og at Tyskland agter at bruge sin magt fornuftigt.

Visionen om ”mere Europa” vil i brede kredse fremkalde utryghed og bekymring. Men meldingerne fra Leipzig viser, at det er den vej, det går, hvis de europæiske lande skal bringes frelst gennem globaliseringen og de barske økonomiske tider, der ligger forude.