Den svære exit fra Afghanistan

Herudover kan Obamas evne til at mobilisere demokratiske kernevælgere til næste års præsidentvalg meget vel afhænge af, at tilbagetrækningen fortsætter, fordi han allerede har svigtet dem i forhold til eksempelvis den lovede lukning af fangelejren i Guantanamo. Endelig har Obama-administrationen klart markeret, at den ønsker at frigive ressourcer fra Afghanistan, der i stedet skal bruges til at matche Kinas udfordring længere mod øst.

MEN DET VÆRSTE ER, at det langtfra er sikkert, at en forsinket tilbagetrækning af tropperne vil have en positiv indflydelse på sikkerhedssituationen i Afghanistan. Det handler altså om meget mere end blot timing. År efter år er ekstra Nato-soldater blevet sendt til Afghanistan, og år efter år er sikkerhedssituationen blevet dårligere.

Eksempelvis blev 1523 civile afghanere dræbt i 2007, mens 2777 blev dræbt i 2010. I samme periode steg antallet af dræbte vestlige soldater fra 232 til 711. Samlet set kostede de første seks måneder af i år 15 procent flere civile livet end samme periode i rekordåret 2010. Og alene i juli måned blev yderligere 450 civile dræbt.

For afghanerne har der således hverken været en målbar positiv effekt af det stigende antal vestlige soldater eller af, at afghanske styrker i større grad har deltaget i oprørsbekæmpelsen.

I nogle dele af det sydlige Afghanistan er oprørerne ganske vist blevet trængt i defensiven, men ifølge både FN og tænketanken International Crisis Group har oprøret til gengæld spredt sig til andre dele af landet, hvor der tidligere var roligt. Det gælder ikke mindst provinserne rundt om hovedstaden, Kabul, og oprørerne har i løbet af de seneste måneder haft held til at angribe flere velbevogtede mål i centrum af Kabul.

Under sidste års store Nato-offensiv, der skulle vende udviklingen, inden tilbagetrækningen startede, havde ikke mindst vestlige specialstyrker og bombefly succes med at dræbe et stort antal højtstående oprørere. Men Taleban har svaret igen med en effektiv bølge af attentater mod politikere, politichefer og embedsmænd.

I det hele taget går udviklingen på mange områder den forkerte vej. Opiumsproduktionen stiger for andet år i træk, og korruptionen er helt ude af kontrol. Både præsidentvalget i 2009 og parlamentsvalget i 2010 var præget af lav valgdeltagelse, massiv valgsvindel og efterfølgende politisk kaos.

Herudover har de seneste års hårde kampe atter sendt flere hundrede tusinde civile på flugt, og tre millioner afghanere bor nu som flygtninge i nabolandene foruden et stort antal internt fordrevne. Ifølge den tyske Konrad Adenauer Stiftelse ser 56 procent af den afghanske befolkning Nato som en besættelsesmagt, og kun 39 procent mener, at Nato garanterer for sikkerheden i landet. Der en nedgang fra 45 procent sidste år.

I takt med, at ansvaret for oprørsbekæmpelsen overdrages til afghanske sikkerhedsstyrker, vil vestlige befolkninger blive stillet over for svære moralske valg. Skal vi opgive kampen mod Taleban – på trods af alt, hvad vi ved om deres menneskerettighedskrænkelser – eller skal vi fortsat støtte en dybt korrupt regering med ringe legitimitet i befolkningen, der forsvares af sikkerhedsstyrker med et næsten lige så anstrengt forhold til menneskerettigheder?

For nylig fastslog en rapport fra FN, at næsten halvdelen af fangerne i de afghanske fængsler udsættes for tortur, og danske tropper har også været vidner til mishandling af fanger. Der er desuden meget stor sandsynlighed for, at danske tropper er med til at pågribe afghanere, der senere udsættes for tortur og idømmes hårde straffe på baggrund af falske tilståelser.

Det er nemlig tidligere kommet frem, at danske tropper gør sig store anstrengelser for ikke at pågribe afghanere. Det overlades i stedet til de afghanske politifolk og soldater, som kæmper sammen med danskerne. Ifølge FN-rapporten omfatter torturen blandt andet piskning, slag med jernrør, elektriske stød, forskellige former for vold mod kønsdele samt udtrækning af skæg og negle.

SAMTIDIG ER DER store problemer med menneskerettighederne på andre områder. I juni genoptog regeringen brugen af dødsstraf, da to fanger blev hængt i Kabul.

Det fik FN’s højkommissær for menneskerettigheder til at opfordre Afghanistan til at indstille eksekveringen af dødsdomme, så længe landets retssystem er i så miserabel en forfatning, som tilfældet er.

Endelig er andre dele af landets sikkerhedsstyrker også involveret i grove forbrydelser mod den afghanske civilbefolkning. I flere områder har regeringsvenlige militser ansvaret for sikkerheden, og de har ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch stået bag både mord, voldtægter og kidnapninger.

Sidste år stod USA bag oprettelsen af et nyt afghansk lokalpoliti, der skal fungere som en form for landsbyværn. Den tidligere chef for Nato-styrkerne i Afghanistan, general David Petraeus, kaldte lokalpolitiet for ”måske det mest afgørende element i udviklingen af Afghanistans evne til at sikre sig selv”, men det er ifølge Human Rights Watch ansvarlig for både tvangsrekrutteringer, voldtægter og kidnapninger. Det er desuden mistænkt for tortur, som blandt andet omfatter en dreng, der fik søm hamret gennem fødderne, og en 13-årig dreng, der blev gruppevoldtaget. De fire mistænkte blev imidlertid ikke arresteret på grund af deres forbindelser til Afghanistans regering og sikkerhedsstyrker.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) forsikrer, at vi ikke har tænkt os at svigte afghanerne. Men i længden vil det næppe være nok til at afværge stigende kritik af en krig, der reelt aldrig har været den sort-hvide kamp mellem de onde talebanere og den gode, vestligt støttede demokratiske regering, som man længe forsøgte at fremmane.

Mikkel W. Kaagaard er historiker og forfatter