Jeg kan fortælle, at vi for kort tid siden blev ringet op af en søster til en koreansk pige i USA. Vi talte i lang tid sammen, og hun græd og fortalte, at hendes koreanske søster havde slået hånden af hele adoptivfamilien. Det var en tragisk historie, og de ønskede ligesom vi, at de kunne få kontakt til nogen, der kunne forstå og gøre noget for de stakkels adoptivforældre.Venlig hilsen

Jette og Hans

SVAR:

Kære Jette og Hans

Tak fordi I giver adoptivforældre den røst, som I selv kan savne i medierne. Det er helt forståeligt, at det er forbundet med stor sorg og utallige spørgsmål, når en voksen søn eller datter slår hånden af en efter mange års fællesskab. Det er det, uanset om det drejer sig om et barn, som er kommet ind i familien ved fødsel eller adoption.

Hvordan vi anskuer eksempelvis vores fortid, vores relationer og vores liv, handler altid om en subjektiv vurdering eller forståelse. Derfor er det heller ikke muligt at finde en objektiv sandhed i de sager, som I fortæller om. Heller ikke selvom man for eksempel fik fortællingen fra den adoptivmor, som I nævner i jeres brev. I de landskaber må begge fortællinger tages alvorligt og tages til efterretning, for det er den oplevede virkelighed, der bestemmer den enkeltes følelser og valg.

Det er ikke ensbetydende med, at man ikke, som I skriver, skal sætte et større fokus på hele tematikken omkring adoptivforældre. Det ville være et helt relevant område at blive mere indsigtsfuld omkring. Men tingene kan ikke vejes eller gøres op som rigtigt eller forkert som i en retssal. I det landskab, som I beskriver, er det trist og sårbart for alle parter. For alle lider som regel, når vigtige, nære relationer er komplicerede eller ender med brud.

Når I skriver, at disse piger ofte har et hårdt sind, så tænker vi, at det ikke er muligt at kategorisere på den måde. Man skal have in mente, at mange adoptivbørn – og det gælder ikke blot børn fra Korea – i deres helt tidlige leveår måske har måttet beskytte sig og gøre sig lidt hårde. For de har alle skullet løsrive sig fra og forlade et menneske, de var allermest knyttet til, og mange af disse børn har i tillæg måttet midlertidigt forsøge at knytte sig til et børnehjemspersonale for så at komme til Danmark og starte forfra igen. Denne proces har for nogle børn varet mange måneder og år. Det kan give en indre naturlig sårbarhed, og når man er sårbar, så forsøger man at beskytte sig, ikke mindst imod flere svigt. Derfor er det helt forståeligt, at adoptivbørn, der er sårede tidligt i deres liv, kan være ekstra følsomme og på vagt mod nye skuffelser i deres voksenliv.

Den familie, de kommer til i Danmark, er som alle andre hjem vidt forskellige, og sammensætningen mellem barn og voksne og eventuelle søskende og udviklingen gennem 20-30 år i samspillet med andre mennesker, kærester, skole og livets sorger og udfordringer er af vidt forskellig karakter. Så det samlede billede kan være meget komplekst.

Vi kender af gode grunde ikke til jeres helt særlige familiefortælling. Vi kender ikke jer, og vi kender ikke jeres datter. Men vi kunne ønske for jer, at I med imødekommenhed og visdom kunne få kontakt med jeres datter og barnebarn igen. Skal det lykkes, så tror vi, at den eneste vej ind til hende er at nærme sig med ægte ydmyghed og nysgerrighed med et ønske om at opdage, hvordan verden og livet ser ud fra hendes ståsted. Hvis hun ikke møder denne spørgen, vil ønsket om at beskytte sig sikkert opstå hurtigt igen. Måske skal I tilbyde at mødes alle tre med en neutral person. Måske skal I skrive, at I så gerne vil være lydhøre over for hendes fortælling og spørge, om hun mon ville skrive den til jer? Og om hun ville skrive, hvad hun kunne ønske sig, at I forstod, så hun igen kunne have en kontakt med jer under en eller anden form.

Hvis hun kommer jer i møde på et tidspunkt og svarer, er det vigtigt, at I ikke er optaget af, at hun så også skal forstå jeres ”version”. Det handler ikke om, hvem der har ret – og I er forældrene, hun er barnet, som ganske vist er voksen nu. Det handler mere om at lytte og forstå og finde veje, hvor man kan være sammen i forskellighed og med respekt. Det handler derfor ikke om, hvem det er mest synd for, men om at være lydhør over for et andet menneskes livsfortælling.

Mange hilsener