Handlen med brugte varer vokser eksplosivt i Danmark. Det mærker blandt andre Folkekirkens Nødhjælp
- Henning Bagger/Scanpix
Af Mads Christensen, Ritzau |
18. november 2011
Handlen med brugte varer vokser eksplosivt i Danmark. Det mærker blandt andre Folkekirkens Nødhjælp
Genbrugsting var engang noget, folk købte, fordi de ikke havde råd til andet. Nu er danskerne blevet vilde med at købe brugt på nettet og strømmer til loppemarkeder og genbrugsbutikker.
Landets største handelsportal Den Blå Avis forventer, at handlen med brugte ting mellem private i år lander på en værdi af cirka 95 milliarder kroner. I 2010 var tallet 71 milliarder kroner.
LÆS OGSÅ: En dansker er hverken københavner eller jydeDen økonomiske krise er en del af forklaringen, men det hænger også sammen med det voldsomme overforbrug før krisen, mener professor i forbrugeradfærd Søren Askegaard fra Syddansk Universitet.
- Når så mange handler brugt, er det jo ikke, fordi folk mangler penge. I stedet handler det om, at vi som forbrugersamfund er ude over mantraet om, at det at købe nyt er at købe godt. Vi er der, hvor de, som handler brugt, er smarte shoppere, fordi de får den samme vare til billigere penge, siger han.
Søren Askegaard peger også på, at hvor der tidligere blev set ned på folk, som købte genbrug, giver det i dag respekt i omgangskredsen, hvis man har fundet en unik genbrugsting på nettet.
- Det er ligesom en trofæjæger, som stolt viser sit bytte frem for vennerne. Det er jo ingen kunst at gå ned i H&M og finde en trøje, siger Søren Askegaard.
Landets frivillige genbrugsbutikker mærker også den store interesse for at handle brugt.
Folkekirkens Nødhjælp glæder sig over de flere kunder i butikkerne, men oplever samtidig en negativ side ved tendensen.
Der bliver simpelthen længere mellem de sorte plastiksække med aflagt tøj i deres containere.
- Vi hører fra flere butikker, at det kniber med at få de gode ting ind, fordi folk er blevet mere optaget af at sælge deres ting på nettet, siger Bent Ole Pedersen, konsulent for genbrug i Folkekirkens Nødhjælp.
I Den Blå Avis indrykkede private 5,4 millioner annoncer i 2010 - et tal der er vokset til cirka 7,3 millioner i 2011.
Også blandt de andre store basarer for brugtvarehandel på nettet - Gul og Gratis, Lauritz.com og Trendsales - oplever man stigende omsætning.
Alene på Trendsales er der for tiden 735.009 aktive annoncer.
Ikke overraskende er der stor glæde hos Den Blå Avis over udviklingen.
Kommunikationschef Simon Karsø er ikke i tvivl om, at de gode tider for branchen vil fortsætte, selv når den økonomiske krise er passé - ikke mindst fordi det bliver endnu nemmere at handle brugt i fremtiden.
- Her bliver mobilen en meget vigtig brik. Forestil dig at tage et billede af en designerstol med din iPhone, og efter bare 60 sekunder er annoncen indrykket på nettet. Det bliver simpelthen på mobilen, de fleste danskere handler brugt om ganske få år, siger Simon Karsø.
Det skriver professor Søren Askegaard gerne under på, og han påpeger, at man heller ikke skal underkende den stadig stigende miljøbevidsthed blandt danskerne, når man spår om brugthandlen de kommende år.
- At købe brugt er jo en måde at forbruge miljøbevidst på uden at give afkald på noget. Og så får man endda selv noget økonomisk ud af det, siger han.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad