Spanien rutsjer fra mirakel til misere

LÆS OGSÅ: Systemskifte på vej i Spanien

Under byggeboomet for 5-10 år siden talte man om Spaniens nye rige. Nu taler man om Spaniens nye fattige, der ikke kommer fra de laveste sociale lag, men derimod fra middelklassen. Tidligere havde de parcelhus eller ejerlejlighed, bil og råd til at holde ferie. Men så mistede de deres job, og nu er de nødt til at bede hjælpeorganisationer og kirken om hjælp. Eller gå hen til supermarkederne ved lukketid for at fylde et par bæreposer med mad, der ikke længere kan sælges. Eller stille sig op i køerne ved folkekøkkenerne eller gå i universiteternes kantiner for at spare nogle kroner på et måltid mad.

Den folkelige organisation Rais-fonden, der til daglig hjælper 3000 hjemløse i Madrid, taler om ”en ny type fattige, pensionister og arbejdsløse, der ikke kan få pengene til at slå til, og som derfor er tvunget til at kigge efter mad i affaldscontainerne”.

Den katolske hjælpeorganisation Caritas beskriver dem som ”de skamfulde fattige”, middelklasseborgere, der nu føler skam over, at de er havnet i en situation, hvor de er nødt til at bede om et måltid mad.

”I 2009 søgte 109.000 personer hjælp hos os. I de første 10 måneder af 2011 er antallet 163.000, og vi når helt sikkert over 200.000 i år – næsten dobbelt så mange som for to år siden,” siger Concha García, leder i Caritas’ Madrid-afdeling.

Hun forklarer, at Caritas tidligere hjalp med mad og tøj, men nu kommer mange og beder om hjælp til huslejen og til at købe bøger til deres skolesøgende børn.

”Flere og flere søger Caritas og kirken om hjælp til det mest basale for at kunne overleve. Jeg har et eksempel med en enke, der bor i en social bolig på to værelser sammen med sin datter, hendes mand og deres tre børn. Ingen af dem har arbejde, og de få hundrede euro, de får i bistandhjælp, er de nødt til at bruge til mad og tøj. Så de er holdt op med at betale husleje, og nu har kommunen taget skridt til at smide dem ud. Enken er desperat, fordi hun ser sig selv og hele sin familie sat på gaden.”

Ifølge fagforeningen UGT må knap en million mennesker – mellem hver sjette og syvende indbygger i Madrid-regionen – klare sig for 7000 euro (cirka 52.000 kroner) eller mindre om året. Det svarer til mindstelønnen, som også er den absolutte fattigdomsgrænse. Beløbet er næsten umuligt at få til at række i en dyr storby som Madrid, hvor huslejerne er lige så høje som i København.

Madrids konservative regionalstyre vil imidlertid ikke anerkende, at fattigdommen er vokset med rekordfart, og sætter antallet af familier, der må klare sig for bistandshjælp, til kun cirka 15.000. Tillige vedtog det ligeledes konservative bystyre i 2009 en kommunal forordning, der truer med bøder på op til 750 euro (5500 kroner) til mennesker, der ”stjæler mad fra affaldscontainere”.

Madrid har 13 folkekøkkener, hvoraf langt de fleste drives af den katolske kirke. De har alle oplevet en voldsom stigning i antallet af brugere. Tidligere var det mest fraskilte mænd og immigranter, der tog mod et varmt måltid i folkekøkkenerne. I dag kommer familiefædre med deres små plastikbøtter og får maden med hjem, fordi børn er forment adgang.

”Spaniens bruttonationalprodukt pr. indbygger er 94 procent af gennemsnittet i EU-15 (de vest- og sydeuropæiske medlemslande fra før østudvidelsen i 2004, red.), men de sociale udgifter pr. indbygger er kun 74 procent. Nedskæringen i de offentlige sociale udgifter har en klar negativ indflydelse på velfærd og livskvalitet for store grupper af befolkningen. Og nedskæringerne kan ikke kompenseres af det hjælpearbejde, som kirken og de folkelige organisationer udfører. Disse organisationer har hverken midler eller infrastruktur til det. Det er som at vende tilbage til det 19. århundrede, når vi er i det 21.,” skrev Vicenc Navarro, professor i offentlig politik ved Pompeu Fabra-universitetet i Barcelona for nylig i en kritisk kommentar.

Også andre steder i Spanien er nøden synlig. For eksempel i Andalusien, hvor arbejdsløsheden i gennemsnit er næsten 10 procentpoint højere end i resten af landet. Og i Cádiz-provinsen i syd er den helt gal. I nogle småbyer er 40 procent uden arbejde.

For næsten halvdelen af Spaniens unge under 25 år er situationen nærmest håbløs. 45 procent er uden arbejde eller studier. Mange af dem havde tidligere let ved at finde vellønnede job i byggesektoren. Men da byggeriet gik i stå, stod de uden studier og uden alternative jobmuligheder.

For unge spaniere med højere uddannelser er situationen mindre kritisk, men stadig udsigtsløs. I hvert fald til at finde et godt job i Spanien. Derfor er mange begyndt at emigrere til Latinamerika og til Tyskland, hvor der er mangel på faglig arbejdskraft, ligesom deres forældre eller bedsteforældre gjorde i 1950’erne og 1960’erne.

Spanien går til valg i morgen, og den sandsynlige nye regeringschef, den konservative Mariano Rajoy, lover bedre tider, hvis han kommer til magten. Men måske lover han mere, end han kan holde. Ifølge IWO, den internationale arbejdsorganisation under FN, vil den spanske arbejdsløshed tidligst begynde at falde i 2016. Problemet er, at Spaniens økonomi ifølge både EU og IMF kun ventes at vokse mellem en halv og en procent i de kommende år, hvilket ikke er nok til at skabe beskæftigelse.

”Masser af 50-55-årige har mistet deres job. Og de har ikke udsigt til at finde et nyt, uanset om økonomien får det bedre, for hvem vil ansætte en ældre, når der er rigeligt med unge, der byder sig til,” siger Concha García fra Caritas.

Som for eksempel i sidste uge, da over 30.000 ansøgte om en af de 157 pladser som politibetjent.

”Vi ser ikke ud til at have nået bunden endnu. Men jeg håber, at det snart vender. For jeg oplever, at der i Spanien er flere og flere, der er så pressede, at de simpelthen ikke kan klare mere,” lyder det fra Caritas-lederen.

udland@k.dk