Under mindehøjtidligheden for den blodige demonstration i oktober blev de koptiske demonstranter igen angrebet i denne uge i Kairo. 32 blev såret af ukendte gerningsmænd
Det skulle være en stille mindehøjtidlighed til ære for de 26 personer, der omkom den 9. oktober, da de egyptiske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod de koptiske demonstranter. Men også denne gang gik det galt. I torsdags vandrede flere tusinde koptere på den berømte Tahrir-plads i Kairo med lys i hånden for at mindes de døde.
Denne gang kom de under angreb fra uidentificerede gerningsmænd, der kastede sten og flasker ned blandt de marcherende fra hustage. I løbet af kort tid blev 32 personer såret. Nogle af dem hårdt såret med dybe sår og flænger. Og kun da det egyptiske politi brugte tåregas mod de angribende, hørte kampene op.
LÆS OGSÅ: "Det er nu eller aldrig, hvis de kristne i Mellemøsten skal beskyttes" Mina Sabet, der er aktivist i en af de koptiske ungdomsorganisationer, siger at det var salafister, der stod bag angrebet på den koptiske march.
”Nogle af dem holdt saudiarabiske flag og råbte, at de ønsker at oprette en islamisk stat,” siger Mina Sabet til det egyptiske dagblad al-Ahram.
Siden den tidligere præsident, Hosni Mubaraks fald i februar 2011 har Eguptens koptiske befolkning, der udgør omkring ti procent af den samlede befolkning på 84 millioner, udtrykt bekymring for stigningen i antallet af angreb på koptere og kirker.
LÆS OGSÅ: Koptere faster sig gennem kriseTonen fra salafisterne, der står til at vinde omkring otte procent af stemmerne ved det kommende valg den 28. november, har været meget direkte og voldsom over for de kristne koptere de seneste måneder. Ved flere lejligheder har ledende salafister sagt om kopterne, at de er uønskede i Egypten, og at de bør konvertere til islam. Det Muslimske Broderskab står til at vinde mellem 30 og 40 procent og har i løbet af de seneste dage erklæret, at man ønsker et vist samarbejde med salafisterne.
allan@k.dk