Kirken efter tragedien

Mere end en million mennesker har siden tragedien på Utøya og angrebet på regeringsbygningen i Oslo besøgt domkirken i Oslo. Hvad siger det dig om nordmændenes forhold til kirken?

”Tilstrømningen til kirken siger ikke nødvendigvis noget om et ændrede gudsforhold, men er et udtryk for et ønske om at tænde lys og mærke fællesskab.

LÆS OGSÅ:  Håbets fristed

Hvis det at være i kirken opleves godt, når man har oplevet noget ondt, så har det en værdi i sig selv. Når jeg ser tilbage på det, som er sket i Norge siden tragedien, så har det på flere måder været en nærmest gylden tid med mere venlighed og fornyet respekt for andres tro og meninger, hvor der er blevet ført vigtige og nødvendige samtaler. Der påhviler kirken et stort ansvar i at bruge den anledning. I de lutherske kirker i Norden har vi haft en tendens til at lede efter forskellighederne og tolke dem som fjendtligheder. Jeg håber, at vi må være mere optaget af det, som forener.”

Hvordan kan man bedst fastholde noget af det gode, som er sket på baggrund af det onde?

”Man skal netop være sig bevidst om at fastholde det, for det eneste, som sker af sig selv, er, at det forsvinder. Som kirke er det vores opgave at lave gudstjenester, som bliver på livets side og konkret opleves som en hjælp til at føre det bedste af det, vi har set de seneste måneder, videre.”

nygaard@k.dk