Eurogeddon. Det store dyr i Åbenbaringen

Hver generation har sine dommedagsvisioner, men det er unægteligt nyt, at noget så spektakulært kedeligt som de europæiske finansmarkeder spiller hovedrollen. Vi har endnu til gode at se den første film, hvor verdens undergang begynder med et bankkrak i et centraleuropæisk land, men den skal nok komme. De seneste fire år har lært os, at den vækst og tryghed, Europa har taget for givet, langtfra er en selvfølgelighed.

Og økonomisk kaos avler ufred. Når den tyske kansler, Angela Merkel, siger, at hvis euroen splintrer, vil også Europa splintre, og at det kan true freden, er det en foruroligende påmindelse om, at fraværet af krig er en historisk undtagelse i Europa.

Men samtidig klinger det hult, når hun og de andre europæiske ledere peger på et endnu mere centraliseret økonomisk samarbejde som vejen ud af krisen. Efteråret 2011 er ikke det mest oplagte tidspunkt at ville sælge mere EU til borgerne, og det bliver ikke bedre af, at salgstalen består af dystre dommedagstrusler.

Mange borgere – ikke kun dem på Syntagmapladsen i Athen – har en fornemmelse af, at deres fremtid i stigende grad afgøres af personer, som de ikke har valgt: groteskt overbetalte direktører i banker og finansieringsselskaber, magtfulde embedsmænd i centralbanker og overnationale valutafonde og handlingslammede politiske ledere i lande langt væk.

Sådan har det måske altid været, men skulle EU ikke netop have sikret demokratisk indflydelse på tværs af de europæiske landegrænser? I stedet har vi først set hæmningsløst uansvarlige banker blive reddet af astronomiske milliardbeløb, som skal finansieres af skatteyderne. Og nu tvinger det økonomiske pres regeringer til at træde tilbage uden forudgående folkeafstemninger.

Ikke siden mellemkrigstiden har der været så udbredt mistillid til både banker og politikere i Europa. Da Yeats skrev ”The Second Coming”, stod Weimarrepublikken på tærsklen til tre års hyperinflation, som betød, at mange i den tyske middelklasse mistede hele deres formue – en økonomisk katastrofe, som var med til at bane vejen for den nazistiske magtovertagelse et årti senere.

Nu rumler det igen under Europa, og det er svært at få øje på den politiker, der kan overbevise befolkningen om, at det ikke er det store dyr i Åbenbaringen, der rører på sig nede i maskinrummet.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade