Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Eurogeddon. Det store dyr i Åbenbaringen til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Eurogeddon. Det store dyr i Åbenbaringen

Emneord for denne artikel

euro | EU | Merkel | Yeats | Weimar
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Lørdagsrefleksioner

DET RUMLER så skæbnesvangert under Europa, at medierne har fundet de bibelske metaforer frem. ”Slouching towards Bethlehem” lød titlen på en leder i det britiske dagblad The Guardian forleden. Det er et citat fra digtet ”The Second Coming” af W.B. Yeats, som i 1919 brugte billedsproget fra Johannes’ Åbenbaring til at beskrive stemningen i Europa umiddelbart efter Den Store Krig.

”Tingene falder fra hinanden, midten kan ikke holde sammen, rent anarki slippes fri i verden,” skrev Yeats. Han beskrev det apokalyptiske bæst, som i 20 århundreder har ventet på, at dets time skulle oprinde, og som nu ”kryber imod Bethlehem for at blive født”. Verdensdommen kommer ikke med et brag, men som et ludende, mareridtsagtigt dyr, der dovent nærmer sig bag horisonten.

Yeats’ digt står i dag som en profeti over den europæiske kulturs – Aftenlandets – undergang i en afstumpet fascisme, som selv kun alt for villigt lånte af det apokalyptiske billedsprog. Det Tredje Rige indvarslede virkelig en dom over verden, da endnu en alt- ødelæggende krig brød ud og forvandlede Den Store Krig til blot et nummer i rækken.

For mange, der har oplevet Murens fald og set Europa komme ud af mørket, har EU stået som garant for fred og demokrati. Mon ikke de fleste af de vælgere, som gennem de seneste to årtier har stemt for mere integration mellem medlemslandene, har gjort det af idealistiske snarere end af økonomiske årsager? De færreste har kunnet gennemskue teknikken bag samarbejdet, og langt ind i selv de mest helhjertede EU-tilhængeres rækker har der været ubehag ved bureaukratiet, hierarkiet og pamperiet. Men trods alle forbehold måtte samhandel, åbne grænser og økonomisk integration vel være det bedste værn mod endnu en krig?

Annonce
Når Yeats-citater nu løber ellers pro-europæiske lederskribenter i pennen, udtrykker det en voksende ængstelse for, at det samarbejde, der skulle holde sammen på tingene og værne mod kaos, i virkeligheden nærer det næste store anarki ved barmen. At den fælles valuta, euroen, som vi troede var vejen til velstand, viser sig at være vejen til Armageddon – eller Eurogeddon, som det økonomiske slowmotion-kollaps fantasifuldt er blevet døbt.

Hver generation har sine dommedagsvisioner, men det er unægteligt nyt, at noget så spektakulært kedeligt som de europæiske finansmarkeder spiller hovedrollen. Vi har endnu til gode at se den første film, hvor verdens undergang begynder med et bankkrak i et centraleuropæisk land, men den skal nok komme. De seneste fire år har lært os, at den vækst og tryghed, Europa har taget for givet, langtfra er en selvfølgelighed.

Og økonomisk kaos avler ufred. Når den tyske kansler, Angela Merkel, siger, at hvis euroen splintrer, vil også Europa splintre, og at det kan true freden, er det en foruroligende påmindelse om, at fraværet af krig er en historisk undtagelse i Europa.

Men samtidig klinger det hult, når hun og de andre europæiske ledere peger på et endnu mere centraliseret økonomisk samarbejde som vejen ud af krisen. Efteråret 2011 er ikke det mest oplagte tidspunkt at ville sælge mere EU til borgerne, og det bliver ikke bedre af, at salgstalen består af dystre dommedagstrusler.

Mange borgere – ikke kun dem på Syntagmapladsen i Athen – har en fornemmelse af, at deres fremtid i stigende grad afgøres af personer, som de ikke har valgt: groteskt overbetalte direktører i banker og finansieringsselskaber, magtfulde embedsmænd i centralbanker og overnationale valutafonde og handlingslammede politiske ledere i lande langt væk.

Sådan har det måske altid været, men skulle EU ikke netop have sikret demokratisk indflydelse på tværs af de europæiske landegrænser? I stedet har vi først set hæmningsløst uansvarlige banker blive reddet af astronomiske milliardbeløb, som skal finansieres af skatteyderne. Og nu tvinger det økonomiske pres regeringer til at træde tilbage uden forudgående folkeafstemninger.

Ikke siden mellemkrigstiden har der været så udbredt mistillid til både banker og politikere i Europa. Da Yeats skrev ”The Second Coming”, stod Weimarrepublikken på tærsklen til tre års hyperinflation, som betød, at mange i den tyske middelklasse mistede hele deres formue – en økonomisk katastrofe, som var med til at bane vejen for den nazistiske magtovertagelse et årti senere.

Nu rumler det igen under Europa, og det er svært at få øje på den politiker, der kan overbevise befolkningen om, at det ikke er det store dyr i Åbenbaringen, der rører på sig nede i maskinrummet.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​