For mange mænd er karrieren lykken

Fotobyline: ILLUSTRATION: RASMUS JUUL

Læs også

flexblock

Tema

Børn

flexblock

Emneord for denne artikel

skyld | køn | børn | familie | karriere

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Nanna Schelde | 19. november 2011

Trods store ligestillingsforventninger har flere mænd større lykkefølelse på jobbet end hjemme i småbørnsfamilien. Og det gør mændene skamfulde, mener sognepræst

Du sidder bogstaveligt talt i en yndig ligusterhæk i Odense. Alt er succes. Og så er det altså du må væk, ud, af sted. Hvad er det, der går dig på?

Sådan spørger sognepræst Kathrine Lilleør virksomhedsleder Lars Nørby Johansen i sin nye interview-biografi ”Liv og ledelse”. På papiret havde den dengang 34-årige Nørby Johansen det hele. Et udmærket kærlighedsliv med sin kone, to dejlige unger, skønt hus centralt i Odense og et universitetsjob. Og som han selv konstaterer i bogen:

”Fremtiden lovede godt.”

Alligevel var der noget galt inden i den på tidspunktet unge familiefar. Han følte en klar trang til at realisere sig selv karrieremæssigt uden skelen til, at det kunne gå ud over familielivet. Trangen var så stærk, at den gjorde ham dårlig, og han endte med at flytte til København for at gå efter jobbet. I dag mange år senere og med et imponerende CV kan han føle sig plaget af, at hans lyst til karriere overskyggede lysten til livet med små børn.

Annonce

LÆS OGSÅ: Fædre med småbørn flygter på arbejde

”Jeg kan være lidt flov over, at den trang var der, på trods af at der var så meget, der fungerede. At hensynet til min familie ikke kunne stoppe mig, ikke kunne tæmme den trang stærkere.”

Netop denne stærke drivkraft til at udrette noget på jobbet og føle lykke over nærmest at glemme verden omkring sig er langt mere grundlæggende hos mænd, end mange går og tror, mener Kathrine Lilleør:

”Jeg tror, vi er inde i noget, som næsten er arkaisk maskulint, men som er komplet tabu i vores tid,” konstaterer hun.

”Man må sige, at kvindebevægelsen har sejret ovenud i privatlivet, idet at man forestiller sig, at far og mor har den samme adgang og følelse for de små børn, og at man skal dele alting lige over, og at det hele er ’en til dig og en til mig’. Der er nogle psykiske forskelle på mænd og kvinder, som er og altid har været der, og som ligger nedlagt i generne. Ingen ved hvor. Det er rigtig trist, at vi ikke har opnået lighed på arbejdsmarkedet endnu. Men til gengæld har vi fået en forestilling om, at vi skal fordele bleskift og have lige meget lyst til dem, når det er et faktum, at vi kvinder er biologisk forbundet på en anden måde med de der børn, og det er mændene bare ikke på samme måde.”

Hendes pointe er ikke at ophøje manden på bekostning af kvinden, men det er hendes klare overbevisning, at kvinders trang til selvrealisering bliver suspenderet for en stund, mens børnene er helt små, hvor mandens består, også selvom han ikke burde have det sådan.

”Der er en indre drift, som findes i os alle sammen, men som konstant er hos manden. En drift, der handler om, hvem jeg er, hvordan jeg er, og hvordanjeg kan udfolde mig bedst muligt,” uddyber Kathrine Lilleør.

Og disse følelser er altså blevet skamfulde for mændene at bære rundt på i 2011.

”Der er en drift i det maskuline, som giver en skam over omkostningerne i det private. Og den skam og skyld har en mand som Lars Nørby Johansen fået lagt ned på skuldrene, fordi vi lever i en tid, hvor man ikke bare må mose derudad, når man har små børn derhjemme. Men der er nogen, som ikke kan lade være. Og jeg synes, det er meget velgørende, at en mand tør sige det, for der er noget meget forløjet over det andet,” siger Kathrine Lilleør.

Tidligere på året kunne Rockwool Fondens forskningsenhed dokumentere, at mænd begynder at arbejde mere, når de får børn. Kathrine Lilleør er overbevist om, at det blandt andet handler om, at mændene simpelthen trænger til at komme lidt væk fra småbørnsfamilien.

”Den pæne måde at sige det på er, at der nu skal tjenes penge på grund af familieforøgelsen. Det andet er, at livet bliver småt, når man koncentrerer sig om yngelpleje. Og mændene løber, alt hvad de kan, hjemmefra, for de får knald i låget af at have bleer i ørerne. Arbejdet bliver et helle eller et fristed. Det samme kan være tilfældet for kvinder, der er færdige på barsel.”

Samfundsforsker Johannes Andersen er varsom med at skære alle mænd over én kam. Især fordi det i virkeligheden kun er en fjerdedel af befolkningen forundt at gøre karriere på et niveau, som kan sammenlignes med Lars Nørby Johansens.

Han erkender dog, at de biologiske forskelle på mænd og kvinder kan have indflydelse på, hvordan de reagerer på familieforøgelse.

”Der er også mange kvinder rundt omkring, der jagter en karriere, men de har nemmere ved at give op, og det er måske med til at illustrere, at de ikke nødvendigvis ser tilfredsstillelsen i en karriere, som mændene kan gøre. Mændene har et kampgen, der blandt andet kan føre til, at man kæmper for en karriere,” siger Johannes Andersen, der mener, at det bunder i kønsroller:

”Kigger man på arbejdsdelingen i familien, må man sige, at manden generelt sagt på et eller andet plan er mere orienteret i forhold til omverdenen end kvinden. Som jeg beskriver kønsrollerne, er manden blevet til konsulent i hjemmets muligheder. Hvor er de fede rejser og gode tilbud? Mens kvinden i stigende grad har fået rollen som den praktiske servicemedarbejder i hjemmet. Det er hende, der sørger for, at tingene folder sig ud. Har jeg ret i disse lidt stereotype beskrivelser, kan kvinden lettere blive motiveret til at give op i karrierejagten, fordi hun langt hurtigere finder ud af, at nu halter det derhjemme, og så har hun lettere ved at sige, at nu går jeg tilbage, så det kan hænge sammen igen.”

Tilbage til historien om erhvervslederen Lars Nørby Johansen, der brød ud for følge sit karrierehjerte.

To skilsmisser og et længere forhold senere er han blevet gift for tredje gang. Han har stadig gang i karrieren med en række bestyrelsesposter og som adjungeret professor ved Handelshøjskolen CBS.

Men han har også mere tid på kontoen til familielivet nu. Hvad skylden og skammen over de trufne valg angår, er den der stadig, men dæmonerne har sværere vilkår end tidligere, fortæller den nu 62-årige erhvervsmand til Kathrine Lilleør.

”Det er rigtigt, at de kommer frem, minderne. Dæmonerne. Fordi der er tid til, at de kan komme frem. Men derfor lader de sig også lettere beskue, og det kan de jo ikke lide. De kan ikke lide at komme ud i lyset. Så det er fint, de kommer frem og får lov at danse i solen...(.)”

schelde@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock