Per Arne Dahl er præst i Stortinget i Oslo og samtidig en afholdt sjælesørger. Netop som sjælesørger, har han oplevet, at mødet med et navn, som er mejslet ind i en gravsten, kan have en forløsende effekt på mange.

”Vi høster det, andre har sået i vores liv, og mange af os kunne ønske at adressere noget mere til dem, som er gået foran os. Ved graven kan man både takke og græde. At tale højt om problemer og vanskelige følelser ved et gravsted kan gøre, at vi bliver friere i forhold til de bånd, som smerter os,” siger han.

Per Arne Dahl oplever, at der er sket et skifte i vores forhold til døden. Når han som yngre havde det svært med at besøge kirkegårde, så skyldtes det også en kultur, hvor døden ikke var noget, som blev talt om.

”Da jeg gik i skole, døde en af mine klassekammerater. Vi så, hvordan Geier faldt sammen, da han ville springe over bukken i idræt. På sygehuset blev han opereret for en hjernesvulst og døde. Han var en af mine gode kammerater, men det eneste, som blev sagt om dødsfaldet, var lærerens besked om, at han var død. Dengang levede man ud fra et ideal om, at man skulle tåle og tie. I dag forholder vi os generelt anderledes til døden og omfatter den med mange flere ord. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi på samme måde giver mindet plads. Vi skal nævne de dødes navne for at huske dem og ære dem for det, som de var,” siger Per Arne Dahl og fortæller om, hvordan han for nogle år siden besøgte den katolske forfatter Henri Nouwen.

”Jeg havde netop mistet en nær ven, og Nouwen udfordrede mig til ofte at nævne hans navn, for hver gang vi nævner den dødes navn, så høster vi nye frugter af dem. Jeg tror, det er vigtigt, at vi gør det for os selv, men det er også væsentligt, at vi gør det med vores børn og børnebørn,” siger Per Arne Dahl.

Han havde stort set skrevet bogen, da Norge den 22. juli blev ramt af den værste terrorhandling i fredstid, hvor 77 omkom. Den katastrofe og den nationale sorg fik Per Arne Dahl til at skrive bogen om, og i en måned i sensommeren sad han i familiens sommerhytte og forsøgte med digteren Hans Børlis ord at finde ”små nok ord til store nok følelser”.

”Jeg ville gerne gøre bogen til en trøstebog for mennesker, som har oplevet små eller store rystelser, så jeg har skrevet med varsomhed og kærlighed på baggrund af de spørgsmål om håb og sorg, den 22. juli aktualiserede,” siger han.

Lidelsens problem blev på en særdeles dyster baggrund sat på dagsordenen i Norge. Hvad gør det ved gudsbilledet i en nation, når så mange dør? Per Arne Dahl svarer på spørgsmålet ved at fortælle om en god vens 60-års fødselsdag, som han skal fejre i dag. Fra Danmark går turen til komponisten og organisten Per Tveits runde dag. Vennen vil af mange være kendt som komponisten, som tidligere ledsagede Sissel Kyrkjebø og Oslo Gospel Choir, men han spiller ikke mere, for han er ramt af multipel sklerose i svær grad.

”Per Tveit har udtrykt det således: ’Gud har aldrig lovet os fravær af lidelse, men har garanteret os nærvær i sorger og lidelse’. Billedet af Gud som en lykkeautomat holder ikke. Jeg tror på en Gud, som har mistet et barn. Vores Gud er en Gud med sår, og som det står i Hebræerbrevet: ’Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vores skrøbeligheder’. Vi tror på en Gud, som er prøvet i alle ting. Jesus kom ikke for at love os fravær af lidelse, men nærvær i lidelsen.”

Per Arne Dahl citerer den schweiziske teolog Emil Brunner, som har skrevet, at hvad ilt er for lungerne, det er håbet for meningen med livet. Men hvor finder man håb, når man som Per Arne Dahls ven rammes af svær sygdom eller har mistet? I kristendomment beskrives Gud som håbets og trøstens Gud, og Per Arne Dahl mener, at de seneste måneder af Norges historie har vist, at det billede er sandt.

”Kirken er vores håb. Jeg har set en søgning mod kirkerummet, som der har været håb i. Mennesker har båret deres ikoner med sig ind i kirkerummet og fastholdt, at de fandt trøst her. Kristus kommer til den sørgende, og som kirke er det vores opgave at formidle hans nærvær, så det bliver håbefuldt. Som mennesker er vi også skabt til at være hverandres håb. Gud er aldrig nærmere et menneske, end når du eller jeg berører et andet menneske og spørger: ’Er der noget, jeg kan gøre for dig?’. Da er Gud virkelig nær,” siger han.

I morgen, søndag, er det sidste søndag i kirkeåret, og med udsigten til advent og jul fremhæver Per Arne Dahl inkarnationen som håbets hjem.

”I den kristne tro er der en bevægelse fra det abstrakte til det konkrete, fra det fjerne til det nære og fra ord til liv, hvilket julen minder om. Du spørger ikke et menneske, som er dybt fortvivlet, om han vil have mad, men du dækker bord. Der er ikke noget mere meningsfyldt end at gøre ordene erfarbare og lade mennesker få lov at sanse og smage, at Gud er nær.”

Der har været talt meget om ondskab siden Norges lange fredag i juli, og Per Arne Dahl håber, at tragedien vil skabe en eftertanke om ondskabens anatomi.

”Du og jeg kan denne dag være landingsbane for det onde, hvis vi for eksempel bliver forført. Grænsen mellem det onde og det gode går ikke uden for os, men går tværs gennem hvert eneste menneske. Historisk har der været en periode, hvor man stærkt betonede mennesket som syndigt inderst inde, hvilket har ført til et selvplageri, der er ganske fremmed for evangeliet. I et nødvendigt opgør med dette sorte menneskesyn har vi hyldet mennesket som udelukkende godt inderst inde. Men gør du mennesket til kun godt, så lægger du op til, at menneskets følelser bliver dets kompas i en verden med grænseløse muligheder. Svaret er et både og,” siger Per Arne Dahl.

Ligesom kirkegården er et fristed for håbet, så oplever Per Arne Dahl, at den lutherske kirkes tradition rummer et mindst lige så vægtigt værktøj, som kan sætte mennesket frit: Skriftemålet.

”Skriftemålet er også et håbets fristed, hvor jeg spejler mig i De Ti Bud og ser sandheder om mit liv. Jeg vover at se på disse sandheder i nærværelse af et andet menneske, og dermed får jeg ansvar for mine fejl, men jeg får også lov til at høre et livets og tilgivelsens ord fra Gud gennem et menneske, som rejser mig op og udfordrer mig til at tage vare på både venligheden, varmen og alvoren i livet. Jeg ser skriftemålet som en uopdaget kraftkilde og et vigtigt beskyttelsessted både mod det onde og som værn for det gode.”

nygaard@k.dk