Hvad er det egentlig, tågen, der dækker himlen i Beijing?
- JASON LEE/Scanpix Denmark
Ming Ou Lü skriver fra Kina skriver fra Kina |
19. november 2011
De fleste kinesere har kaldt fænomenet for tåge. Det er den betegnelse, som de har brugt lige siden 1980’erne, hvor den mørke, gullige dis for første gang begyndte at blive en tilbagevendende begivenhed i Beijing. Den mere korrekte betegnelse er smog. De seneste par uger har der været meget smog i Beijing. Beijings borgere, der normalt plejer at være ganske hårdføre, mener nu, at der er noget helt galt med forureningsniveauet i hovedstaden.
”Tyk tåge fortsatte med at skygge for Kinas nordlige og østlige regioner (…). Landets førende meteorologiske myndighed (…) bad folk i tågeramte områder om at være opmærksomme på, at luftkvaliteten ville være forringet på grund af tågen,” skrev det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Den engelsksprogede kinesiske avis, China Daily, var dog ude næste dag med en artikel, som afviste landets meteorologiske centers påstand om, at det blot var tåge.
”Tåge (…) burde være farvegennemsigtig. Den dunkle dis, som vi lider under, er smog, der er en kombination af forurenende stoffer og tåge,” forklarede Ma Jun, direktør for den kinesiske miljøtænketank Institut for Offentlige Miljøanliggender.
Andre offentlige myndigheder mente også, at den mørklødede himmel var et resultat af forurening. Ifølge det kinesiske miljøbeskyttelsesministerium var Beijing den by i hele Kina, hvor luftkvaliteten var dårligst den 31. oktober i år. Forureningen medførte, at der kom en mærkbar stigning i antallet af mennesker med åndedrætsproblemer.
”Vi oplevede en 13 procent stigning i patienter, der havde åndedrætsproblemer fra lørdag til mandag i forhold til samme tidspunkt sidste uge,” fortalte Li Jianren, talsmand for Beijings 120-skadestue, til den kinesiske avis Global Times.
”Der har dog været 13 procent nedgang i trafikuheld, sandsynligvis fordi flere mennesker valgte ikke at gå ud.”
Den amerikanske ambassade i Kina foretager sine egne uafhængige målinger af luftkvaliteten i Beijing, og målingerne fra ambassaden viste PM-værdier på over 300, hvilket ifølge den officielle betegnelse fra amerikansk side er direkte skadelig for mennesker. Til sammenligning viste en undersøgelse fra det danske miljøministerium i 2003, at luften i indre København gennemsnitligt havde en PM-værdi på 33,8. EU har som mål tilkendegivet, at den gennemsnitlige årlige PM-værdi må være på 25 i 2015.
De kinesiske målinger af PM-værdierne viste sig dog at være fuldstændig anderledes i forhold til de amerikanske målinger. Ifølge de kommunale myndigheder i Beijing var PM-værdien på 132 den 31. oktober, da forureningen var værst. Samtidig forsikrede Beijings myndigheder borgerne om, at luftkvaliteten i Beijing var meget bedre end i 2008, hvor byen havde værtsskabet for De Olympiske Lege. Det tiltrak kun en storm af hån fra de kinesiske borgere på Sina Weibo, den kinesiske pendant til Twitter.
China Daily kastede lys over affæren ved at citere Wang Yuesi, en anerkendt kinesisk miljøforsker, for, at de kinesiske myndigheder brugte PM10-målinger, mens den amerikanske ambassade brugte PM2,5-målinger.
Mens PM10-målinger er af grove partikler i luften som for eksempel støv fra jord og bygningskonstruktioner, er en høj måling af PM2,5 i luften et resultat af for mange små partikler, som kommer fra biludstødning og afbrænding af fossile brændstoffer.
Al den pressedækning, som sagen fik i Kina, gjorde, at de lokale myndigheder i Beijing den 8. november besluttede at åbne for centret, der overvåger luftkvaliteten i byen.
”Åbningen er beregnet til at give almindelige borgere mulighed for at se, hvordan luftkvaliteten i Beijing er overvåget,” sagde Hua Lei, vicedirektør for Beijings overvågningscenter til miljøbeskyttelse, til Xinhua.
”Med deres stigende livskvalitet, er Beijing-beboere i stigende grad bekymret for miljøet. Vi håber, at initiativet kan imødekomme befolkningens frygt.”
ming@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad