En fortælling i sten

En særlig rolle i bogen spiller borgen, der troner over byen, og det er oplagt at indlede en byrundtur deroppe med en flot udsigt over Drinos-dalen neden for byen og ikke mindst de særprægede stentage, der er Gjirokastras varemærke.

Borgens rolle i bogen skyldes, at den i det 20. århundrede blev brugt som fængsel af en lang række skiftende magthavere startende med den albanske kong Zog I i 1920’erne. Den funktion blev ikke ændret, da italienerne i april 1939 besatte det lille Balkan-land, ej heller da grækerne senere fortrængte italienerne, der dog kom tilbage, indtil tyskerne satte sig på byen frem til 1944, hvor lokale kommunistiske partisaner befriede byen – og lod borgen fungere som fængsel frem til 1971.

Dele af fængslet står fortsat som en trist påmindelse om menneskers evne til at knægte hinanden. Samme funktion har de mange våben i borgens våbenmuseum strengt taget også haft. Våbenmuseet rummer også diverse propagandamateriale af kommunistisk tilsnit, blandt andet en statue inspireret af Kadares debutroman, ”Den døde hærs general”, fra 1963, hvor en italiensk general og en præst drager til Albanien med det formål at grave de jordiske rester af de italienske soldater, der døde under Anden Verdenskrig, op og sende dem hjem.

De fleste italienske soldater blev i den virkelige verden sandsynligvis dræbt af de tidligere nævnte kommunistiske partisaner, der fremstod som den stærkeste guerillabevægelse i kampen mod de udenlandske besættere.

I romanen ”Chronicle in Stone” efterlyser den italienske besættelsesmagt da også ”den farlige kommunist Enver Hoxha. Alder omkring 30 år. Høj. Bærer solbriller”, hvilket fører til en herlig dialog i bogen, hvor de lokale ikke kan forstå, hvordan Enver Hoxha kan være en del af krigen, for ”han var jo så velopdragen en dreng”.

For Enver Hoxha, der som landets diktator fra 1944 til 1985 udviklede sig til at være mere stalinistisk end Stalin, er født i samme by som Kadare – og Hoxha-familiens hus, der nu er etnografisk museum, er derfor næste oplagte mål på byrundturen.

Huset nedbrændte i 1960’erne, men blev straks genopført og giver nu et interessant indblik i, hvordan den albanske overklasse levede i tiden før kommunismen. Og selvom det ikke er det originale hus, er det lidt kuldegysende at få udpeget netop det rum, hvor en af Europas værste diktatorer blev født.

En brand er også skyld i, at Kadare-familiens hus længere nede ad bjergsiden nu er under renovation. Det er planen, at huset fremover skal rumme et museum.

Netop renovation er et stort emne i Gjirokastra, for de gamle huse er rasende dyre at vedligeholde, og selvom byens status som verdenskulturarv har betydet, at flere penge til vedligehold er begyndt at strømme ind i byen, så er flere af husene i en tilstand, hvor det er tvivlsomt, om de står til at redde. Unesco har da også i år udtrykt organisationens bekymring – uden dog endnu at true med at stryge Gjirokastra fra verdensarvslisten.

Liste eller ej, så er byen en særegen fortælling i sten eller med Ismail Kadares ord:

”En rejsende, der så byen for første gang, var fristet til at sammenligne den med noget andet, men fandt det hurtigt umuligt, da byen var uden for enhver sammenligning.”

andreasen@k.dk

Alle citater er oversat til dansk fra Ismail Kadares bog ”Chronicle in Stone”, der udkom på Canongate Books i 2007.