”Jeg ser ikke fangerne som forbrydere”

Kaare Grue ved, hvad fangen i gården er dømt for. Han kender mere end halvdelen af de indsatte i fængslet og ved, hvilke forbrydelser de har begået. Det skal han vide som besøgsleder, så han kan matche fangen med den bedst egnede besøgsven. For at blive besøgsven skal man være over 25 år, have ren straffeattest, tid og overskud til at besøge en indsat hver 14. dag, være udadvendt, god til at snakke, acceptere andre mennesker, som de er, kende egne grænser og overholde tavshedspligten.

Det er reglen, at besøgsven og indsat kun er på fornavn med hinanden. Alligevel fortæller de fleste indsatte ved et af de første besøg, hvad de sidder inde for. Besøget foregår i særlige besøgsrum, men der er ingen kameraovervågning eller aflytning. Kaare Grue sidder altså ansigt til ansigt med de indsatte.

Lysten til at beskæftige sig med indsatte opstod, da Kaare Grue som 20-årig blev militærnægter. Han ville ikke lære, hvordan man slår mennesker ihjel. I stedet blev han frivillig i Landsforeningen Krim, der arbejder for indsattes vilkår. Han tog rundt i fængsler for at tale med indsatte og fængsels-personalet og holdt utallige foredrag. Da han senere læste samfundsfag på Roskilde Universitet, skrev han speciale om den franske filosof Michel Foucault, der beskæftigede sig med indsattes vilkår i fængsler. Sidenhen har Michel Foucaults tanker om straf og forbrydelse ligget i baghovedet på Kaare Grue. Derfor søgte han for seks år siden stillingen som besøgsleder i Røde Kors.

I søndagens tekst bliver fårene skilt fra bukkene. De, der står ved kongens højre side, er de velsignede, mens de, der står på kongens venstre side, er de forbandede. Kaare Grue bryder sig ikke om afsnittet i teksten, hvor man bliver dømt på sine gerninger, og de gode bliver skilt fra de onde. I sit mangeårige arbejde har han set en anden virkelighed end den, teksten beskriver.

Han har mødt mange skæbner, men særlig én af de indsattes historier står klart på hans nethinde. En meget venlig og behagelig fange gemte på en forbrydelse så voldsom, at Kaare Grue stadig får tårer i øjnene af at fortælle om det:

”Da jeg sad over for fangen, ville han ikke fortælle, hvorfor han var blevet dømt. Han var sky af person, men bortset fra det virkede han helt velfungerende. Han havde skrevet sin historie ned, og gav mig den på papir. Det var en voldsom oplevelse, for han skrev i detaljer, hvordan han havde slået sit lille barn ihjel.”

På trods af at de indsatte har begået nogle forfærdelige ting, formår Kaare Grue altid at se ind bag personen.

”Jeg skræller på en måde forbrydelsen væk, og så sidder jeg pludselig over for en helt almindelig mand. Jeg ser ikke fangerne som forbrydere,” siger han og tilføjer:

”Ingen mennesker tilstræber det grusomme. De fleste forbrydere herinde i fængslet har følt sig sindssygt presset i et øjeblik af deres liv, hvor fornuften slog fra. Langt de fleste af fangerne er ikke stolte af, hvad de har gjort, og har vanskeligt ved at tilgive sig selv, så ingen praler med deres forbrydelser. Alligevel er de fordømt og dømt ude, og de er nogle af samfundets mest ildesete borgere,” siger han.

For Kaare Grue er søndagens prædiketekst vigtig, fordi den siger noget helt grundlæggende om, hvordan mennesker bør opføre sig over for hinanden. Selvom man begår en kriminel handling, er der altid et menneske inde bag forbrydelsen, og det er det, Kaare Grue har fundet hos utallige indsatte. Ligesom Jesus færdedes blandt prostituerede, spedalske og udstødte, har Kaare Grue dedikeret sit liv til at være blandt kriminelle.

”Søndagens tekst siger, at der skal fastsættes normer for, hvad der er rigtigt og forkert. De retfærdige skal belønnes, og de uønskede skal straffes. Samtidig får den også nævnt, at det er vigtigt at vise nåde og næstekærlighed over for de fordømte, som har trådt ved siden af. Teksten rammer lige ned i et eksistentielt dilemma om straf eller tilgivelse, som berører besøgsvenner,” siger han.

Som besøgsven taler han med de indsatte om musik, hvad der sker politisk rundt omkring i verden, og så snakker han med dem om deres drømme. Selvom mange af dem sidder inde på ubestemt tid, har de brug for at tale om deres drømme om fremtiden. Ofte oplever han også, at de taler om tro og stiller spørgsmål om tilgivelse og håb.

”De religiøse spørgsmål dukker typisk op, når vi taler om de meget følelsesbetonede områder. Når man sidder i et fængsel, melder der sig naturligt spørgsmål om skyld og straf. Mange fanger stiller spørgsmålene: Hvorfor sidder jeg her, hvad kan jeg bruge afsoningen til, og er det rimeligt, at jeg sidder i fængsel for det, jeg har gjort?”, siger Kaare Grue.

Og han lytter ikke kun. Han fortæller også om sit eget liv, og hvad han er optaget af. Dog er der grænser for, hvor meget han vil fortælle.

”Jeg vil ikke blotlægge alt ved mig selv og mit liv. Jeg vil sikre, at jeg fastholder en nogenlunde integritet. En analyse af mit liv holder jeg for mig selv, for det er for personligt, og så bliver jeg sårbar,” siger han.

Interviewet er slut, og snart står vi igen på den anden side af fængselsmuren. Disen er lettet, og Kaare Grue skynder sig ned mod S-toget for at komme ind på arbejde. Han er ansat i Københavns Kommune, hvor han hjælper arbejdsløse i job.

”Jeg har brug for at beskæftige mig med noget helt andet i mit professionelle liv. Jeg er glad for ikke at være fedtet for meget ind i selve fængselssystemet, for det er samtidig et trist sted, og derfor er det bevidst, at jeg kun er her som frivillig,” siger han.

marianne.knudsen@k.dk