Sorgarbejdet efter tragedien i Norge

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Norge

flexblock

Emneord for denne artikel

Norge | sørg | problematisk | bogen | Utøya

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Elisabeth Dons Christensen | 19. november 2011

Per Arne Dahl har skrevet en udbytterig bog med bud til den, der sørger og vil finde fodfæste igen. Men bogens ramme – massakren på Utøya – er problematisk

Den begynder med en lang fredag på Utøya i sommeren 2011, og hvad deraf følger, og den slutter samme sted med henvisning til en anden langfredag i verdenshistorien. Så er rammen sat.

Og ind i den ramme kommer en præst og sjælesørgers mange gode erfaringer, tanker, møder og samtaler med sørgende mennesker og hele den række af litterære og bibelske henvisninger, som vi præster nu engang er eksperter i at samle op – alene fordi vi hele tiden prøver på at finde nye gode og trøstende, forløsende ord og formuleringer til den, der står med en elsket i en kiste og slet ikke kan finde udveje for sit liv.

Så de er der alle sammen lige fra Søren Kierkegaard, Johannes Møllehave, Haruki Murakami, Martin Luther King, Vaclav Havel, Victor Frankl, Albert Schweitzer, Dietrich Bonhoeffer og kirkefaderen Augustin. Og mange flere. Citatet fra Augustins prædiken om håbets to smukke døtre, fornuft og mod, angiver tonen og det opbyggelige i bogens anliggende: ”Fornuft, så det, der ikke bør ske, ikke sker. Og mod, så det, som kan ske, kan blive en realitet.”

Annonce

Set i dette perspektiv er bogen varm, gennemtænkt og konstruktiv. Og målet med denne lille sjælesørgeriske bog er da også at give mennesker ”noget at klamre sig til, noget, som kan give en fornemmelse af lys i mørke”. Her kommer bogens styrke frem, for der gives ingen letkøbte forklaringer på død, ulykke og lidelse. ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”, kan være en forfærdelig uartighed sagt op i et fortabt menneskes åbne ansigt. Her er ingen forklaringer på lidelsen, ingen forklaringer på, om nogle har ”englevagt” og andre ikke, når de store ulykker sker, intet kristeligt selvplageri, ingen Gud, der skalter og valter med menneskeliv i en uforståelig blanding af skæbne og skyld, intet forsøg på at kigge Gud i kortene.

I stedet prøver forfatteren at lægge kortene på bordet med mange gode råd om, hvordan man møder mennesker, der lider: ved at følge dem på vejen. Ved, at der skal skabes rum for den gode samtale – den kommer ikke af sig selv. Og ved frem for alt ikke at kvæle den sørgende og lidende i alle vore mange – ofte bedrevidende – forklarende ord. Der er også et par huskekager om floskler: Hvorfor taler vi latin, når vi kondolerer i stedet for at tale dansk? Forfatteren pointerer også vigtigheden af en god begravelse, mindesamvær og et sted at gå hen. Gode råd i en travl tid, som gerne bevæger sig med lynets hastighed til næste oplevelse eller begivenhed. Hastværk ved gravens rand dur ikke.

Og bogen er med sine letlæste korte afsnit om både at give sorgen og håbet plads bestemt læseværdig og udbyttegivende, både for den sørgende, der trænger til et sprog, der kan hjælpe til at finde fodfæste i livet igen, og for den, der gerne vil lære at være mere nærværende og bedre til stede, når andre mennesker sørger. Herunder de præster, der trænger til at repetere, hvordan de møder mennesker i sorg.

Men alligevel – der er noget, der ikke stemmer med dansk teologi og situation. Måske er det Utøya-rammen, der virker påklistret. Forfatteren lægger ikke skjul på, at bogen har været planlagt længe, og så kommer Utøyamassakren ind og danner for- og bagtæppe.

Måske er der brug for det i Norge. Måske har vi også brug for det i Danmark, vi er jo nogle hårde hunde med en voldsom retorik fra både venstre- og højrefløj, politisk og teologisk, hvad hele Sørine Gotfredsen-debatten har vidnet om.

I Norge vil man læge alle sårene, og det er al ære værd, men den fornemmelse jeg sidder tilbage med, er, at forfatteren ikke bare vil læge sårene, men også vil have os til at glemme, at vi lever i syndens verden, og at vi mennesker ikke, uanset hvor mange anstrengelser vi så end gør os, ender i det paradis, hvor alle de menneskeskabte lidelser, vanvidshandlinger og uhyrligheder er fjernet fra jordens overflade.

Helt fremtrædende bliver denne fornemmelse, når jeg til slut, lige der, hvor jeg var kommet til den mand, der langfredag tog al den skyld og synd og lidelse på sig, som jeg ikke selv kan bære, sættes til at skulle læse kampsangen til ungdommen: ”Kringsat af fjender”. Forfatteren kalder den endda en salme. Men der er ikke meget Gud i den.

Må jeg bede om ”Hil dig, frelser og forsoner”, for her er der også plads til håb og tilgivelse, der, hvor alt håb er ude.

kultur@k.dk

Elisabeth Dons Christensen er biskop over Ribe Stift.

Per Arne Dahl: At rejse sig efter en rystelse. Når det værste er sket. 196 sider. 199 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag

Af pladshensyn bringes lørdagsklummen ”Liv og litteratur” i næste uge

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock