Øjet i kastanjen

Det ser mere end det, man blot kan sanse. Det ser dybest set – ja, netop dybest set – ind bagved; det skuer, men altså uden at gennemskue på en kold måde. Det ser uden at se igennem trivialiseringens filter, det ser, som var det for første gang, som om verden bliver til netop nu for dets øje, det ser det mirakuløse ved verden, det mirakuløse ved, at verden er til.

For det almindelige blik er verden til med den selvfølgelighed, der kommer af, at man har set den igen og igen, men dette blik ser verden i dens uselvfølgelighed. Det er et blik, der ikke har den seende selv i centrum, der ikke ser for at hævde, bekræfte eller beskytte sig, ikke for at skaffe sig magt, det er ikke det vagtsomme blik, men det åbne blik, der ser verden som uerstattelig. Og den, der ser med det blik, forvandles af det og får en modtagende holdning til livet: selvforglemmende at kunne glædes over, at man selv og verden er til, med øje ikke for det, man præsterer, men for det, man får. Det er livsaligt.

Det kærlige blik på den elskede er et blik af samme art. Det hørte jeg for nylig en brudgom fortælle i sin tale til bruden: Hun kunne se på ham, fortalte han, med et blik, så han følte sig som verdens mest interessante menneske. Hun så ham som uerstattelig, og han kom så til at se sig selv med samme blik, som unik.

Hendes blik på ham blev hans blik på sig selv. Hendes blik var ikke det analyserende blik, slet ikke det vurderende elevatorblik, ikke det blik, der gjorde ham til et objekt. Men et blik, der gjorde ham fri og til et enestående subjekt med alle muligheder åbne.

Det kærlige blik gennemskuer på en helt særlig og livsalig måde, som for Benny Andersen i ”Gennemskuet” bliver til ”et eneste sikkert kriterium/ for senere kærlighedsforhold/ … piger der ikke var til at besnakke/ … kvinder der så lige igennem mig/ kvinder der aldrig lagde skjul på hvad de så”.

Kærlighed gør blind, siger vi, men det kærlige blik, for eksempel brudens kærlige blik, er ikke det blik, der bilder den seende selv og den sete noget ind. Med det kærlige blik ser man fejlen hos den elskede, men man identificerer ikke den anden med fejlen, og man accepterer den. Under det kærlige blik krymper man sig ikke. Det er det livsalige.

Blikket rummer en etisk fordring. Den franske filosof Lévinas har beskrevet det sårbare i den andens blik på mig, den andens totale nøgenhed, der appellerer til mig om at vise beskyttelse, om ”ikke at slå ihjel”. Det åbne, helt forsvarsløse og hengivne blik viser den andens udleverethed.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,” som den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup formulerede det. Det kan være ”en lede man uddyber eller hæver” eller en lykkefølelse som i den norske forfatter Karl Ove Knausgårds ”Min kamp 2”: ”Jeg møtte blikket hennes. Jeg er lykkelig, sa det. Jeg smilte til henne.” Hvor sårbart er ikke hendes blik? Hvor let kan man ikke få hendes følelse til at visne? Det ene menneske har magt over og dermed ansvar for det andet; det skal udtrykke sig i omsorg for den, der er udleveret til en; det er den etiske fordring. Den udgår fra blikket.

K.E. Løgstrup har beskrevet, hvordan hovedpersonen i Jørgen Nielsens novelle ”Hinsides helligdommen” beslutter sig for at myrde sin kone, da hun står i vejen for, at han kan elske stort. Men da det kommer til stykket, kan han ikke. Deres blikke mødes nemlig, han kan ikke flytte sine øjne bort, i hendes øjne vokser angsten, og hun hvisker ”Du vil slå mig ihjel”. Løgstrup skriver: ”Da sprænges hans vilje. Han opgiver sin hensigt, og han opgiver sig selv. Hans kraft er taget fra ham, og han tilstår alt.”

Løgstrup tolker hændelsen sådan, at ”det er livet selv, det andet menneskes liv, der rejser sig i dets urørlighed”, og han kan ikke dræbe hende ”uden at begå helligbrøde (…). Livets egen urørlighed melder sig i hans gru, i hans totale sjælelige sammenbrud”.

Blikket rummer en etisk fordring. Det er iføle Løgstrup ikke ”bare” et moralsk bud, der vækkes af blikket, ikke en menneskeskabt moralsk konstruktion, der tårner sig op og stopper ægtemanden, men blikket åbner ind til noget førkulturelt, noget der er før moralen, et vilkår i tilværelsen selv, der kalder på medmenneskelighed. Blikket afslører, hvad der gælder dybest set.

Blikket er virksomt, det er stærkt. Skønt man med blikket ikke vover sig frem, sådan som man gør med ordene eller med kroppens handlinger, og skønt man kan gemme sig, er blikket udtryksfuldt og kan forandre alt – på den, der ser, og på den, der bliver set.

Et destruktivt blik kan trænge helt ind i den, der rammes, så alt lukker til, som Josefine Klougart beskriver det i ”Hallerne”, hvor mandens øjne ”truer med at kvæle hende, en efeu, som forhindrer murværket i at ånde (…). Mandens øjne kryber, han findes i hende og uden på hende (…) der er ingen grænser længere”.

Helt anderledes er det kærlige blik. Ordet ”elske” kommer af ”aliska”, der oprindelige betyder at nære eller give vækst. Med det kærlige blik kan et menneske opbygge et andet og give det vækst. Det er det livsalige at kunne se med og blive set af det blik, der – med en omskrivning af den evangeliske tanke fra Lukasevangeliet, kapitel 6 – virkelig ser splinten i den andens øje, men altså ser den som splint uden at gøre den til en bjælke.

Det kærlige blik kan lukke alt op, som Benny Andersen beskriver det i ”Gennemskuet”, da jeget modtager ”det smil/ der gjorde min frostklare hjemfærd hurtig og varm/ der gjorde mig fri og åben mod solen og sneen og fremtiden”.

Preben Brock Jacobsen er gymnasielektor emeritus