kristine kabel |
21. november 2011
Forlaget Vandkunsten udgiver nyoversættelse af den fremragende italienske krigsklassiker ”Kaput”
Den italienske forfatter Curzio Malaparte udgav i 1944 kultromanen ”Kaput” om et ruineret og ødelagt Europa. Den trækker delvist på forfatterens erfaringer som krigskorrespondent blandt gesandter og generaler langs Østfronten, men iblandet eventyrlige elementer og højlitterært sansede beskrivelser.
LÆS OGSÅ: Et ensomt dyr under solen
Første kapitel henviser ikke tilfældigt til Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid” med overskriften ”Le côté de Guermantes”. Romanen udkom allerede kort efter krigen i en række europæiske lande, herunder Danmark, og blev en succes. Nu udsender forlaget Vandkunsten krigsklassikeren i en ualmindelig fin nyoversættelse.
”Kaput” er både et mesterværk og et til tider kvalmt kontrastfuldt møde mellem på den ene side krigens menneskelige rædsler fortalt tilbagetrukket, nøgternt og på den anden side dvælende og stærkt malende beskrivelser af uhyrlige begivenheder. Ofte trækkes bildende kunstnere ind som en måde at forstå og formidle på. Under en fortælling om progromer i de første krigsår i byen Iasi i Rumænien er det Chagalls jødiske violinister, der svæver over myrdede lig på gaden.
Romanen har karakter af en associativ fortællekreds, delvis løsrevet tid og sted. Kompositionen er interessant. Fortælleren har samme navn som forfatteren, er også krigskorrespondent og deler samme historie. Under middagsselskaber og andre sociale begivenheder blandt den tyske koalitions intellektuelle magtelite fortæller han historier.
Vi starter i det neutrale Sverige, på Waldemarsudde med prins Eugen, og bevæger os herefter på kryds og tværs gennem Polen, Rumænien, Italien, Finland og Ukraine. Historierne er samlet under seks overskrifter: Hestene, Rotterne, Hundene, Fuglene, Renerne og Fluerne.
Dyrene skal forstås symbolsk og er med til at samle de mange historier tematisk. Det er sansninger, der sætter jeget i gang med at fortælle. I Stockholm er det lyden af heste, der vrinsker, som leder til en historie om en død hoppe i Ukraine. Senere associeres fra lugten af døde heste til lugten af et dødt Europa.
Rottehistorierne har jødernes skæbner som omdrejningspunkt og er grusomme, det mest kvalmende helt fysisk. Hvordan forholder jeget sig til det, der fortælles? Han deltager også i uhyrlige antisemitiske middagsjokes sammen med Warszawa-ghettoens tyske generaler, men udstiller dem samtidig med en chokeret afstandtagen.
En historie om en lille russisk dreng står stærkt frem også som et udsagn. Han bombes ud som en af de sidste partisaner i en lille og ellers øde landsby. Den tyske general giver ham mulighed for at overleve, hvis han kan udpege, hvilket af generalens øjne der er et glasøje. Drengen peger uden tvivl og fortæller: Det er det eneste, der er noget menneskeligt over. Romanen gengiver undervejs også intellektuelle samtaler om styreformer og former for vold, men der reflekteres ikke over tyskernes handlinger på anden måde, end at de som folk er styret af angst.
Når Vandkunsten nyoversætter romanen nu kan det ses som en del af en litterær tendens, hvor særligt den intellektuelle tyske magtelite er i fokus i romaner som Jonathan Littells ”De velvillige” og Kjartan Fløgstads ”Den yderste grænse”, hvilket der delvis peges på i et fint efterord.
Men ”Kaput” er ikke som disse en moralsk interesseret roman og kan derfor også placeres inden for en helt anden tendens, hvor krigens rædsler formidles i markante kunstneriske formudtryk som for eksempel i Kevin Vennemanns ”Nær Jedenew”.
For ”Kaput” er først og fremmest en særegen blanding af smukke visuelle tableauer, pointerende fortællinger stedvis med eventyrtræk som guldkareter og hvide heste, rædselsvækkende beretninger og mat træthed. Den er uafrystelig og en stor oplevelse.
Curzio Malaparte: Kaput. Oversat af Conni-Kay Jørgensen. 462 sider. 349,95 kroner. Vandkunsten.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad