Danskerne er verdens lykkeligste folk. Det viser en international undersøgelse nu for anden gang i træk. Så man fristes til at tro, at der er noget om snakken.

Er der det? Hvis man tøver med at svare ja, behøver det ikke være, fordi man mener, at danskerne lyver. Men når det handler om noget så i grunden dybsindigt og eksistentielt som lykke, er der stor forskel på, om man udbreder sig om det i enten telefoniske eller skriftlige opinionsundersøgelser, som på det nærmeste har ramt dette lille land som en galopperende epidemi. Eller man i nær samtale med en fortrolig naturligt delagtiggør hinanden i, hvordan man har det – hvorvidt man trives og får dagligdagen til at hænge sammen.

Som følge af denne store forskel tillader jeg mig sammen med mange andre at sætte spørgsmålstegn ved, om man uden videre kan udlede noget for alvor dybtgående om danskernes lykketilstand i en international undersøgelse. I det hele taget kan man sætte berettiget spørgsmålstegn ved, om ”et folk”, som i den grad insisterer på at være hyperindividualister, som vi gør, overhovedet lader sig diagnosticere som lykkeligt fra et sådant akademisk-ophøjet fugleperspektiv.

Vi er statistisk lykkelige! Det nærmer sig det skinbarlige vanvid og det pureste vrøvl. Og gad vide, både hvem der har interesse i en sådan undersøgelse – og hvilke motiver de har. Vi bør være meget mistænksomme.

Såvel undersøgelser som erfaringer fortæller os imidlertid, at lykke blandt andet er nært forbundet med muligheden for at tilrettelægge sit eget liv. At man med andre ord har indflydelse på, hvordan ens liv skal være, så man i sit eget liv kan forfølge sine egne drømme og fantasier. Så langt har vi alligevel allieret os med individualismen. Og den skal også have sit.