Det Teologiske Fakultet i Aarhus flytter til Nobelparken i 2012
Foto
- Scanpix.
Anne-Mette Grønborg Sørensen |
22. november 2011
Teologisk fakultet i Aarhus skal flytte. Og det er blevet besluttet, uden man har drøftet det med medarbejdere eller studerende. Men økonomien bør ikke styre alt, mener Anne-Mette Grønborg Sørensen
Teologisk fakultet i Aarhus skal flytte! Det er en realitet, vi som teologistuderende og medarbejdere er blevet informeret om. Tilsyneladende uden nogen som helst forudgående drøftelser med de implicerede parter har universitetsledelsen besluttet, at teologi flyttes til Nobelparken i 2012.
LÆS OGSÅ:
Teologistuderende raser over flytning i AarhusEn besynderlig måde at kommunikere på og tage beslutninger omkring store ændringer i en levende arbejdsplads med stærke resourcer, sunde og åbne samarbejdstraditioner. Meget ”smart” måske, for så er man fra ledelsens side fri for indvendinger og spildt tid på at drøfte og finde løsninger.
Undskyld, men det minder temmelig meget om forældre, der vælger at vente med at fortælle børnene om flytning, efter det er besluttet. Det er pædagogisk set det bedste, det mest beroligende og afklarende – for børnene!
De ”nye tider” omkring sammenlægningen af fakulteter til store enheder på Aarhus Universistet skabte bekymring for nogle af os, mens det for andre positivt gav udsigt til ”nye muligheder” for vidensudveksling mellem flere fagområder.
Sammenlægningen blev en realitet, og vi må alle være med til at finde og se mulighederne på en positiv måde. Det lader sig kun gøre i en ramme af tryghed og integritet for studie- og forskningsmiljøet. Nu flytter man så denne ramme!
”... TEOLOGI ER IKKE bundet til en bestemt bygning og skal profilere sig på forsknings- og uddannelsesaktiviteter. Det kan man sagtens fortsætte med i de nye bygninger,” siger dekan Mette Thunø.
Men dén udtalelse overser noget centralt: at kende sin særegenhed og sine faglige muligheder som værende en del af en større sammenhæng er ikke ligegyldigt og uafhængigt af rammer, men er bundet til nogle grænser for rum, kultur, tradition – og sandelig også for medindflydelse på forandringer.
Teologisk Fakultet som en levende organisme har måttet se sig som en del af en overordnet størrelse og vil gerne fortsat bevare sin særegenhed deri. Men for at kunne det er det afgørende at medinddrage de implicerede parter i tankerne om, hvordan teologi profilerer sig – også i fremtiden. Teologi står nu i stor fare for at miste synlighed og identitet, når ledelsen betragter fakultetes særegenhed som en flyttekasse.
Man kan tale om flytning som en konkret sag ud fra økonomiske betragtninger. Men en flytning drejer sig altså om mere end økonomiske beregninger. Fakulteters daglige arbejde med forskning, formidling og studiemiljø brydes nu ned. Hvor er det ærgerligt. Det koster dyrt af menneskelige og faglige ressourcer at opbygge miljø og identitet. Mon universitetsledelsen har gjort det regnestykke op?
Anne-Mette Grønborg Sørensen,
stud.theol.,
Hedevej 7,
Dørup,
Skanderborg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad