Der er modbevægelser som Skralderne. Det er mennesker, som cykler rundt efter lukketid og fisker madvarerne op, som supermarkederne har diskvalificeret. ”Adr,” vil mange sige. Og lige netop den fordom gik udsendelsen i flæsket på. En ung studerende skulle leve som skralder en uge, en familie skulle lære at lave mad af rester, og et panel på fire sarte sjæle skulle spise et Price-måltid bestående af madvarer, panelet selv ville have smidt ud for længst.

Det, der slog mig allermest igennem udsendelsen, var den indre mangel på logik i vores adfærd. At vi kører til Tyskland for at købe billig øl og vin og samtidig smider mad ud for rundt regnet 10.000 kroner pr. familie om året. At supermarkederne hellere sætter lås på deres fyldte madcontainere udenfor end at sælge varerne til nedsatte priser indenfor.

Vi er blevet så hovskisnovski i vores syn på mad, at et supermarked helst skal ligne en kirkegård med grusbelagte grave, hvor ethvert tegn på forgængelighed er fjernet, så vi lige så lidt kan se skyggen af en orm i graven som skyggen af en plet på en agurk.

Noget skyldes dovenskab, og resten bunder i fordomme, som de medvirkende, hvad enten de prøvede at leve som skraldere eller blev tilbudt et måltid mad lavet af ”skraldemad”, fik fjernet nogle af.

Budskabet var enkelt: Se at få lidt sund fornuft ind i dagligdagen. Omgås jordens ressourcer respektfuldt. Kompostér grøntaffaldet. Spis kaninen, når ungerne bliver trætte af den. Lav måltider af det, du har. Det er mormorlogik – og ikke bare for burhøns.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder