Pastor Sebbelov er med andre ord af den formening, at den kristne kirke før 1054 var en enhedskirke, som var genuint ortodoks. Mage til forvanskning af de historiske kendsgerninger skal man lede længe efter.

Hvad var det nu lige, der skete i året 1054? Det er forresten en lystelig historie. Normannerne havde sat sig fast på Sicilien og truede med at erobre Benevent. Paven søgte at bekæmpe dem, men hans hær led et totalt nederlag i 1053. For at få militær hjælp vendte han sig derfor mod den byzantinske kejser og søgte at etablere en union mellem Byzans og Rom.

DET FORHINDREDE patriarken i Konstantinopel, Mikael Kerularios, ved at få den bulgarske metropolit til at sende et brev til Rom, hvori han angreb den vestlige kristenhed for indførelsen af ”filioque” (”og fra Sønnen”) i trosbekendelsen (herom senere), for at bruge usyret brød ved nadveren og for misforstået askese. Alt sammen som led i en begrundelse for, at den bulgarske kirke ikke ønskede at lægge sig ind under Rom, men under Byzans.

Paven sendte kardinal Humbert til Konstantinopel for at kræve Kerularios’ fuldstændige underkastelse. Det kunne han naturligvis på ingen måde gå med til, men han forstod at tirre kardinal Humbert, som var en ilter mand og i alle ting en yderliggående pavelig rigorist, så han blev så opbragt, at han den 16. juli 1054 nedlagde en bandbulle på Hagia Sofia-kirkens alter.

Heri bandlyste han Kerularios og stemplede den byzantinske kirkes afvigende liturgiske skikke som ulydighed mod paven. Kerularios offentliggjorde straks bullen og fik folkestemningen bag sig, så de pavelige legater skyndsomst og i al hemmelighed måtte forlade byen. Hermed var kristenheden definitivt spaltet i en vest- og en østkirke.

200 år tidligere have paven også søgt at blande sig i forholdene i Byzans. Han modsatte sig valget af Fotios til patriark og forlangte, at han skulle afsættes. Som modtræk hertil sammenkaldte Fotios til en synode i Konstantinopel i 867. I den rundskrivelse, der ledsagede indbydelsen, anklagede han den vestlige kirke for at afvige fra traditionen ved at forbyde præsteægteskab, indføre konfirmationen som en eksklusiv biskoppelig handling og ved, hvad læren angik, at afvige fra den ortodokse tro, når man i Vesten hævdede, at Helligånden udgik både fra Faderen og fra Sønnen ved at have indført ”filioque” i den nikænske trosbekendelse fra 451. Synoden bakkede Fotios op og bandlyste pave Nikolaus I.

Dokumentet er senere blevet kaldt ”grunddokumentet for kristenhedens tvedeling”. På den baggrund er det svært at se, at der var ret megen enighed i kirken før 1054. Den var for længst spaltet i en østlig og en vestlig kirke, hvor den vestlige kirke på punkt efter punkt i lære såvel som i praksis havde fjernet sig fra sit ortodokse udgangspunkt. Og den forskel går meget længere tilbage.

Og så nu til det dér med filioque (”og fra Sønnen”). Egentlig tror jeg, at den ortodokse kirke godt kunne leve med, at vi i den vestlige kirke havde udviklet os forskelligt fra den østlige kirke, for eksempel hvad gudstjenestepraksis angår, hvis vi dog blot havde kunnet lade være med at forlange, at de skulle gøre som os. Men med det berømte filioque er det anderledes. Her har vi i deres øjne begået kontraktbrud. Vi har fraveget det fælles bekendelsesgrundlag og er derfor at betragte som ”frafaldne brødre”.

I DEN FØRSTE NIKÆNSKE trosbekendelse fra 325 stod der ikke meget om Helligånden. Hele tredje trosartikel bestod kun af ”... og på Helligånden.” Færdig med den. Men i de følgende cirka 125 år kom Helligånden i fokus, og det blev nødvendigt at formulere, hvad den fælles tro havde at sige om den. Derfor blev tredje trosartikel udbygget med alle de led, vi kender i dag, og vedtaget på det økumeniske koncil i Konstantinopel i 451: om Helligånden, om kirken, om dåben, om opstandelsen og om den kommende verdens liv.

Men hermed var udviklingen af opfattelsen af Helligånden ikke slut i den vestlige kirke. I løbet af de følgende århundreder udviklede en række førende kirkefædre – hovedsagelig i den vestlige kirkehalvdel – tanken om Helligåndens ”dobbelte udgåen”, altså at Helligånden udgik både fra Faderen og fra Sønnen. Herfra var der ikke langt til at udvide den nikænske trosbekendelse med et ”og fra Sønnen”.

Vi møder tilføjelsen første gang officielt i Spanien, hvor den spanske katolske landskirke på en synode i Toledo i 589 anerkendte den nikænske trosbekendelse med filioque. I denne form brugtes den ved gudstjenesten for at vise, at spanierne ikke var arianere, som mente, at Sønnen var underordnet Gud og af et helt andet væsen, og ud fra den opfattelse også, at Helligånden var det. Herefter blev tilføjelsen en fast del af den nikænske trosbekendelse i hele den vestlige kirke, og til slut indførtes den som gudstjenestesymbol også i Rom i begyndelsen af det 11. århundrede.

I øvrigt kan man tilføje, at det tredje af den danske kirkes oldkirkelige bekendelsesskrifter, den såkaldte Athanasianske Trosbekendelse, ganske klart bekender sig til Helligåndens dobbelte udgåen. Bekendelsen må tidsbestemmes til anden halvdel af det femte århundrede og er en ren vestlig bekendelse, som ikke anerkendes af den ortodokse kirke.

Det er af det fremførte forhåbentlig klart fremgået, at spaltningen mellem den ortodokse og den katolske kirke går langt længere tilbage og var langt dybere såvel i lære som i gudstjenestepraksis end det, der blev udslagsgivende i 1054.

At den vestlige kirke og dens kirkeledere i den tidlige middelalder skulle have tilhørt en enhedskirke, der var ortodoks, som pastor Poul Sebbelev påstår i sin kronik, er historieforvanskning af værste skuffe og simpelt hen det rene vrøvl.

Knud Ottosen har undervist i kirkehistorie på Det Teologiske Fakultet i Aarhus i en menneskealder. Han udgav i 2006 ”Oldtidens og middelalderens kirkehistorie i dansk og nordisk perspektiv”.