Peter Dürrfeld |
22. november 2011
Prokofjevs fjerde symfoni var hovedretten
En kort ouverture, en klaverkoncert og en længere symfoni. Det er et velafprøvet koncept for en klassisk koncert – omtrent lige så traditionelt som at servere suppe, steg og is ved et guldbryllup. Man møder frem med en tryg fornemmelse af nok at skulle blive mæt. Men indrømmet, sammenligningen halter med hensyn til rækkefølgen, for man plejer jo at servere stegen midt i måltidet, mens hovedretten ved en klassisk koncert, symfonien, normalt klinger til sidst.
Sådan var det også ved torsdagskoncerten i sidste uge, hvor en gammel kending af DR SymfoniOrkestret, den 71-årige russiske maestro Dmitrij Kitajenko, stod for menuen.
Han begyndte med Carl Maria von Webers indtagende ”Oberon”-ouverture med det romantiske ”Zauberhorn”, tryllehornet, der allerede i de første takter med sine lokketoner kalder skovånder, gnomer og elverpiger frem til dans – det har jeg hørt spillet mere forførende end under Kitajenkos taktstok.
Beethovens første klaverkoncert havde den teknisk kompetente brasilianske pianist Cristina Ortiz som solist. Tempoet var ikke rabiat hurtigt i førstesatsens allegro con brio, men Ortiz gav den til gengæld fuld skrue i tredjesatsen. Beethoven har betegnet den som ”rondo, allegro scherzando”, men noget af det sprudlende humør (og enkelte af noderne) gik tabt i den rasende fart, og orkestret var jo nødt til at følge med.
Heldigvis ventede hovedretten i form af Prokofjevs fjerde symfoni, som blev spillet med fuld bemanding inklusive klaver, stortromme, harpe og hele pibetøjet. Man havde valgt at fremføre den store version fra 1947, der er halvanden gang så lang som den oprindelige, som Prokofjev havde færdiggjort 17 år tidligere.
I slutningen af 1940’erne levede komponisten i Stalin-tidens kunstnerisk betændte atmosfære, og selv var han ved at falde i unåde. Den nye udgave af 4’eren skulle bevise, at han kunne skrive folkeligt og storladent, og dermed sikre ham en plads i solen. Og den lyder da også i lange stræk betydeligt mere sovjetisk end russisk. Men trods en del bombastiske passager er det et spændende værk, og det rummer helt sikkert mere begavet musik alene i den korte tredjesats (moderato, quasi allegretto) end hele symfonier af de nulliteter, der modsat Prokofjev var i kridthuset hos kunstdommerne i Kreml.
DR SymfoniOrkestret viste her sin høje klasse, og Kitajenko var tydeligvis på hjemmebane med denne musik. Man fik en sjælden oplevelse at gå hjem på, og det sjældne lå ikke alene i det bragende flotte spil, men også i, at det er en symfoni, man kun sjældent får lejlighed til at høre i en koncertsal – i modsætning til Prokofjevs 1’er og 5’er. Det var et tankevækkende bekendtskab, tæt på at være overvældende.
Torsdagskoncert: Weber, Beethoven og Prokofjev. Dirigent: Dmitrij Kitajenko. Solist: Cristina Ortiz. DR SymfoniOrkestret.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad