Kærlighed som besættelse og vanvid

Tre personer. Mere skal der ikke til. Og den ene af dem har nok en vigtig funktion, men stor er rollen ikke. Så to personer, og dramaet er i gang.

LÆS OGSÅ: En film om film

Og drama er der i Christoffer Boes femte spillefilm med den engelske titel ”Beast”. Filmen foregår på dansk i Københavns dyreste kvarter, Bermudatrekanten mellem Amalienborg, Bredgade og Esplanaden. Det er ikke penge eller andre praktiske forhold, der er problemet. For ”Beast”s fokus er ikke socialrealisme. Karaktererne er renset for hverdagsproblemer, så deres kærlighedshistorie fremstår i helt ren form som den besættelses- og vanvidshistorie, den er. Eller i hvert fald bliver.

Christoffer Boe har igen allieret sig med Nicolas Bro, som han har arbejdet sammen med før. Denne gang spiller Bro manden Bruno, der sygeligt elsker sin kone, Maxine (Mirijana Jankovic). I det ildevarslende anslag køber de en fantastisk lejlighed, og da hun stikker sig på et søm, suger han blodet fra hendes finger og siger, at nu er hun inden i ham. Derfra begynder det at gå galt.

Bruno er insisterende i sin altfortærende kærlighed, men mærker også, at den ikke bliver gengældt. Da han får vished for, at hun har en affære med hans bedste ven (Nikolaj Lie Kaas), begynder hans skinsyge kærlighed at æde ham op indefra. Han bliver syg og veksler i Bros fremragende spil psykopatisk mellem den indladende og charmerende ægtemand og ven og den uforudsigelige og truende voldsmand.

”Beast” er en voldsom kærlighedshistorie, der genremæssigt læner sig kraftigt op ad den psykologiske gyser i traditionen fra Alfred Hitchcock og Roman Polanski. Men den åbner sig ikke mod et bredt publikum. Dertil er den for egensindigt fokuseret på kammerspillet og skuespillerne. Men for folk med nerver af stål giver ”Beast” et rystende bud på, hvordan kærligheden ser ud i de grufulde aspekter, den også kan rumme.

Beast. Danmark 2011. Instruktion: Christoffer Boe. 83 minutter.