Var Kierkegaard antisemitisk?

OGSÅ JEG ER BLEVET sendt til helvede. Det skete, da jeg 15 år gammel tjente på en gård sammen med en missionsk forkarl, der blev klar over, at troende var jeg ikke. Han syntes vel, at han ikke kunne tage sin egen tro alvorligt uden at fordømme dem, der ikke delte den. Men han var nu ikke for klog.

Det samme kan man jo mildest talt ikke sige om Kierkegaard, men det ligger vel i den form for pietistisk farvet kristendom, som også han egentlig bekendte sig til, at den vil være den eneste vej til salighed. Som jeg skrev i mit divertimento (Tudvads betegnelse for mit indlæg den 8. januar): Set fra et kristent synspunkt er vel enhver, der ikke er nået til troen, fortvivlet. Helvede, fortvivlelse, fravær af samfund med Gud – you name it!

Men var det nu noget at sige til drengen i boghandlen, ja til hans principal, som straks må have følt flammerne slikke sig om ørerne? Næppe, men nu drejer det sig ikke længere om antisemitisme. Man må erindre, hvad Kierkegaards sekretær, Levin, netop en jøde, har skrevet om hans mundtlig ytringer: De var altid bestemt af hans stemning og situationen, og de egnede sig aldeles ikke til at blive citeret som statiske udsagn.

Fra sekretæren har vi også Kierkegaards skel mellem kristen- og jødedom set fra en anden side: ”Han sagde til Levin, at det var et Held for ham, L., at han (som Jøde)var fri for Christus. Dersom han, K. , var fri for Christus, saa vilde han helt anderledes nyde Livet og gjøre sig tilgode. Naar han undertiden oplæste noget af det N.T. for Levin, saa brød han ud i Taarer og Hulken” (Erindringer om SK, v. Steen Johansen).

Nej, vil vi placere Kierkegaard, også med hensyn til jøderne, så lad os holde os til hans skriftlige udsagn. Tudvad ironiserer over, at jeg kun har beskæftiget mig med to af hans bogs citater, andre har taget dem som udtryk for ”glødende antisemitisme”, men jeg trækker bare på skulderen. Det er nu ikke, hvad jeg gør. Derimod henfører jeg dem til deres kontekst og ser, at i deres oprindelige sammenhæng siger de noget ganske andet end, hvad Tudvad vil have dem til. Men det rager ham en papand.

Jeg frikender Kierkegaard (for antisemitisme), fordi det er Kierkegaard, mener han. Nej, han tager fejl af mine motiver – hvor skulle han også kende dem fra? Langt snarere anklager jeg Tudvad, fordi det er Tudvad, en irriterende frækkert, som har slået sin klo i et geni, ligesom den lille fugl, der hægtede sig på ørnens ryg og derfor fløj højere end alle andre, ja, blev fuglenes konge.

Jørgen Elbek er litteraturforsker og forfatter