JA, mener Knud Aarup, Randers Kommunes direktør for Social og Arbejdsmarked, der har skrevet bogen ”Frivillighedens Velfærdssamfund”
DILEMMA Både den tidligere og den nuværende regering vil styrke frivilligheden i Danmark – flere skal være frivillige, så enderne i velfærdssamfundet kan nå sammen. Det er store dele af det frivillige Danmark dog ikke begejstret for, og i dag holder Rådet for Socialt Udsatte konferencen ”Grænser for frivillighed”. Men er frivilligheden virkelig under pres, og kræves der for meget af de frivillige? Eller er der blot tale om, at enhver borger skal bidrage med sit i en økonomisk presset tid, der snart også vil mangle arbejdskraft?
”Vi kommer for det første til at mangle hænder, og hvis det fortsætter, som det plejer, så vil det være den store, brede middelklasse, der lægger beslag på hænderne. For det andet er vi nødt til at bruge de frivillige til at hjælpe der, hvor de kan, så vi kan bruge de offentlige ressourcer bedre på dem, der slet ingen ressourcer har. Det er simpelthen af hensyn til den sociale omfordeling, at vi er nødt til at bruge flere frivillige.”
Hvor går så grænsen mellem, hvad de frivillige og det offentlige skal tage sig af?
”Blandt andre FOA og Socialrådgiverforeningen har defineret, at grænsen går der, hvor en ydelse er liciteret. Og det, mener jeg, er en fin grænse – så længe, der står i lovgivningen, at man har krav på noget, så er det ikke de frivillige, der skal løse opgaven. Men den største grænse ligger mellem ørerne på de frivillige, for man skal netop huske, at det er det, de er.”
Det ligger i ordet, at man ikke kan tvinge frivillige. Er det ikke usikkert at forlade sig på frivillighed?
”Vi skal blive bedre til at få et samspil mellem det offentlige og de frivillige, hvor de frivillige organisationer spiller en stor rolle. De beskytter de frivillige mod at blive misbrugt, så dem skal vi i langt højere grad lave aftaler med. Men frivillighed forpligter også i sig selv. Jeg tror ikke, vi skal være så bange, for i forhold til de mest udsatte voksne, de psykisk sårbare og misbrugerne, har vi alligevel i rigtig mange år forladt os på, at vi havde de frivillige.”
Hvordan sikrer man den samme kvalitet i de opgaver, de frivillige påtager sig?
”På mange områder skal vi træde nyt land og prøve ting af for at finde ud af, hvad der virker. Og vi skal samtidig passe på ikke at overvurdere, hvor god den offentlige sektor er i forhold til eksempelvis ældre og udsatte, for vi ser dagligt eksempler på dårlig kvalitet, selvom der er professionelle inde over. Derfor skal vi være bedre til at se de frivilliges ressourcer. Om 15 år får vi over 300.000 flere danskere over 65 år, og det skal vi ikke gøre til en byrde, men en styrke, vi mobiliserer. En 65-årig, frivillig sygeplejerske kan bidrage med præcis lige så meget som en ansat 62-årig eller 46-årig. Vi mennesker vil grundlæggende gerne bidrage, og hvis man har det udgangspunkt, så kan vi også finde nye måder at bruge de frivillige på.”
dalsgaard@k.dkNEJ, mener Hanne Thomsen, formand for Missionen blandt Hjemløse, general-sekretær i Diakonissestiftelsen og medlem af Rådet for Socialt Udsatte”Det er vigtigt, at vi organiserer os, så vi som civilsamfund kan tage større ansvar. Men jeg vil gerne skelne mellem, at man som samfund kan bestille frivillige og frivillighed, og så at man som civilsamfund kan organisere sig, så det ansvarlige samfund ser og påtager sig samfundsopgaver og på den måde bliver en del af løsningen. Men det skal være med den indfaldsvinkel, at vi viser nye veje, konstruktive, men også kritiske i forhold til, hvordan samfundet i øvrigt går ind i opgaverne.
Principielt mener jeg, at man ikke kan bede folk om at være frivillige. Frivillighed skal tage udgangspunkt i en social indignation eller en særlig faglighed, så det frivillige arbejde ikke bare bliver en billig, uprofessionel erstatning for de professionelle.”
Hvor går grænsen mellem, hvad de frivillige og det offentlige skal tage sig af?
”Grænsen går ved, at vi har en offentlig forsyningsforpligtelse, der ikke kan afløses af frivillighed. Der skal være plejehjemspladser, dagsinstitutioner og så videre, men vi kan som frivillige forskønne og supplere tilbuddene. På plejehjem arrangerer man eksempelvis typisk aktiviteter i samarbejde med frivillige, men baserer dem ikke alene på frivilligt arbejde. På Kollegiet (for hjemløse, red.) på Gammel Køge Landevej har vi eksempelvis en massør, der bidrager med sin professionalisme, men det offentlige ville aldrig betale for, at hjemløse fik massage.”
Forpligter det ikke også, når frivillige organisationer også ofte får statsstøtte?
”En frivillig organisation får typisk statsstøtte til et konkret projekt eller via en driftsoverenskomst til en opgave, der normalt ville være statens. Vi er selvfølgelig forpligtede til at gøre noget, der er relevant og realistisk, når vi får penge til det, men jeg vil meget nødigt komme i en situation, hvor man kan bestille frivillige i bundter og bede organisationerne om at stille med 100 ekstra besøgsvenner.”
Så de frivilliges hjælp kan godt bruges til noget?
”Det er vigtigt, at vi hverken efterspørger eller yder frivilligt arbejde blot for at lave frivilligt arbejde. Vi skal gøre det, fordi der er en opgave, der kan løses bedre, når vi også inddrager frivillige ressourcer.”
dalsgaard@k.dk