Demonstrationer uden løsningsforslag og opslutning bag rene protestpartier er typiske reaktioner på Europas krise. Her protesterer italienere den 17. november mod nye nedskæringer i uddannelsesbudgettet.
- ANDREAS SOLARO/Scanpix Denmark
Tim Knudsen |
23. november 2011
Demonstrationer uden løsningsforslag og opslutning bag rene protestpartier er typiske reaktioner på Europas krise. Den danske politiske klasse har også et medansvar for at inddrage befolkningen
Den krise, som truer Europa, er ikke kun økonomisk. Den truer også demokratierne. Vi er udfordret af ikke-demokratiske lande som Kina både økonomisk og politisk. Vi skal tilbage til 1930’erne for at se større udfordringer. Her blev en finanskrise fuldt op af demokratiets krise i hele Europa.
LÆS OGSÅ: Demokrati er større end græsk afstemningEU er centralt for krisens udfald. Voldsom statsgæld og økonomiske trængsler i en række stater truer valutaunionen og hele EU’s arkitektur. Statslederne forsøger dog igen og igen at finde løsninger. Tyskland står i spidsen i kampen for at redde, hvad reddes kan. EU-optimister finder, at Tyskland har gjort en stor indsats, og meget tyder på, at i al fald samarbejdet i de EU-lande, som er med i valutaunionen, styrkes. Nu taler tyskerne om en traktatreform. Pessimister mener, at Tyskland som nøglestat i udviklingen har handlet for sent og kritiserer, at Tyskland ikke vil gå med til at udstede euro-obligationer. Og man hefter sig ved, at de kræfter blandt briterne, som ønsker isolation fra Europa, nu synes at stå stærkt.
Danmark kommer i centrum i denne udvikling, når vi i første halvår af 2012 får formandskabet i EU. Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) gør en stor indsats for at forberede sig – hvis ellers hun kan få ro mellem hjemlige småtingsdebatter om Ole Sohns kommunistiske fortid, Henrik Sass Larsen og Politiets Efterretningstjeneste samt hendes mands for længst afsluttede skattesag. Regeringens store udfordring bliver at bygge bro i Europa på en måde, som både demokratisk og økonomisk tilfredsstiller.
Det bliver svært. Belgien har i over et år ikke haft andet end et forretningsministerium. Grækerne og italienerne foragter den politiske klasse i deres samfund. Grækenland og Italien har fået teknokratregeringer, og det vakte rædsel, da den tidligere græske regering ønskede en folkeafstemning om, hvorvidt Grækenland skulle modtage den støtte fra det øvrige Europa, som statslederne med stort besvær havde forhandlet sig frem til. Der var økonomisk uacceptabelt at lade alt sejle i ugevis, mens man ventede på en folkeafstemning. Men at undlade en folkeafstemning giver ikke den græske befolkning større ejerskab til kriseløsningen.
De afgørende beslutninger i den senere tid i EU er taget af Tyskland med Frankrig på slæb. I samspil med lidet demokratiske organer som Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond. Beslutninger, som er helt afgørende også for os, træffes af nogle, som borgerne i et land som vores ikke kan stille til ansvar.
Mange i Europa føler, at de står uden for demokratiet. To reaktioner karakteriserer de, som ikke længere føler, at traditionelle politiske partier kan repræsentere dem. Enten tilslutter de sig protestpartier. I nogle tilfælde stærkt nationalistiske og fascistoide partier som Jobbik-partiet i Ungarn. Eller også afviser de alle politiske partier og protesterer underligt retningsløst, som vi har set det i blandt andet Grækenland, Spanien og Storbritannien. I Spanien opfordrede protestbevægelsen vælgerne til at blive hjemme fra valget i søndags. Valgdeltagelsen blev dog heldigvis ikke lavere end 72 procent.
De danske politikere skal klare vore egne økonomiske problemer og forebygge, at det danske samfund brækker over, så en del af befolkningen træder tilbage fra demokratiet for at protestere uden at pege på løsninger.
Som kommende EU-formandstat må regeringen også styrke økonomi og demokrati i Europa. Europaminister Nikolaj Wammen (S) vil styrke Europa-Parlamentet. Hvis han kan. I EU kunne man også overveje at vedtage love i åbenhed på baggrund af dokumenter, som i det mindste kunne rekvireres af medlemmer af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. De nationale parlamenter kunne inddrages mere i den europæiske lovgivningsproces.
Men samtidig burde den danske politiske klasse tage det mere alvorligt, at vort eget demokrati har voksende problemer med at inddrage folk, som ikke er uddannet i statskundskab, nationaløkonomi eller jura, i politik. Ellers ender det med en politisk klasse, hvor politikere og teknokrater glider i et.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad