Grænser for frivillighed! Eller?

”Velfærdsydelserne er blevet mere tekniske, målrettede, resultatorienterede og mindre omsorgsfulde. Derfor må vi spørge os selv, om de frivillige kan levere det, der skaber sammenhængen,” sagde hun.

Men det synspunkt blev senere på dagen modsagt af formanden for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post.

Indledningsvis satte hun spørgsmåltegn ved, om det overhovedet er realistisk at forvente mere personligt ansvar og frivilligt engagement af en generation, der skal starte tidligere på studierne, færdiggøre dem hurtigere, arbejde mere, trække sig senere tilbage og samtidig tage sig mere af børnene og de ældre i familien. Og hun så tilbage til farerne ved at lade de frivillige indgå i offentlige institutioner:

”De frivillige beskæftiger sig ofte med en afgrænset gruppe, hvilket de er i deres gode ret til. Som Kræftens Bekæmpelse, der bistår med rådgivning på hospitalerne. Men hvis hospitalet så vælger at spare den ansatte socialrådgiver væk, fordi det går så fint, hvem skal så rådgive alle dem uden kræft?” spurgte hun, men blev senere modsagt af et retorisk dilemma opstillet af Frivilligrådets næstformand, Mia Sørup.

For hvad er værst – at et kommunalt, ikke lovpligtigt ældrecenter lukkes, eller at det drives videre af frivillige?

Som en af de sidste debattører kom chefkonsulent i Gribskov Kommune, Elsebeth Kirk Muff, på banen med en opsang om åbenhed og færre absolutter.

”Der er for mange udråbstegn og for få spørgsmålstegn i debatten om grænser for frivillighed. Lad os have tillid til, at når socialrådgivere går i dialog med frivillige, så er det ikke for at tørre opgaver af,” sagde hun.