Kristian Østergaard |
24. november 2011
”The story of your life is not your life, it’s your story.” Sådan lyder den amerikanske forfatter John Barths mest kendte formulering, der vanskeligt lader sig oversætte, men som handler om, at det er ens personlige fortælling, der tæller, og ikke dagliglivets detaljer fra alle årene.
Livsfortællingen er som en musik-cd, der gennemspiller de begivenheder, der satte sig så bemærkelsesværdige spor, at den vældige, formløse masse, som udgør et langt liv, finder sin form.
LÆS OGSÅ: Selvbiografier er rettet mod fremtidenDet har den gjort for Emma Martensen, der i samtaler med Dorte Elmbæk Nielsen fremdrager træk og tildragelser, som har præget hendes 80 år lange liv, hvoraf hovedparten kom til at finde sted i den katolske kirkes tjeneste.
Allerede som barn blev Søster Emma klar over, at hun ville arbejde for kirken.
Oprindeligt gik tankerne i retning af at blive martyr, men som hun tørt bemærker, så var chancerne for at blive martyr jo ikke alt for store i Danmark. Eller som salig chefredaktør Børge Outze konstaterede, så bliver man hertillands ikke slået ihjel for sine meninger – man bliver kvalt i dyner af velvilje og ligegyldighed!
Talrige mennesker fik da også glæde af, at Søster Emma har fået et langt liv i stedet for en brat død. Hun uddannede sig nemlig også som psykolog og specialiserede sig i at behandle børn, hvilket lå godt for hendes natur: ”Hele mit liv har jeg bevaret den lille Emmas evne til at genkende udstødelse og lidelse hos andre og forsøgt at skabe rum for, at specielt børns smerte kan blive sat i tale og forløst. Vi ved aldrig, hvad oplevelserne i vores liv skal bruges til.”
Den sidste sætning dækker også meget godt Søster Emmas egen livsfortælling, for som ganske ung kom hun i kloster i Frankrig og skulle begå sig i en kultur og på et sprog, hun ikke kendte. Morsomt var det ikke, men morsomt er det at læse om – især hvordan hun lærte sig fransk ved at høre præsten prædike!
Sprogfærdighederne fik Søster Emma i øvrigt stort udbytte af sidenhen, idet hun blev leder for Sankt Joseph-søstrene i Danmark og rådgiver i ordenens råd i Rom. Søster Emma står ved sine holdninger uden at smukkesere billedet. Hun understreger, at en leder skal vare sig for at knytte sig for meget til sine medarbejdere, så arbejdet ikke forplumres af venskaber, og man skal som leder være villig til at acceptere samme forhold, som man byder sine medarbejdere.
Søster Emmas sind rummer en kompakt følelsesfuldhed, og hun bekendtgør da også uden mærkbar tøven, at hendes liv har været en religiøs totalentreprise, der krævede samtlige energier, herunder også de erotiske, men at det for hende ikke har været noget offer: ”Jeg var så forelsket i Gud og sikker på at tilhøre ham eksklusivt.”
Søster Emma ejer med sin stilfærdige fremtræden og sit ukoleriske gemyt en egen autoritet, som nok taler om sig selv, men aldrig gør det på en abstrakt eller teoretisk facon, og dermed bliver man under læsningen klogere på et usædvanligt kvindeliv i det 20. århundrede.
Emma Martensen og Dorte Elmbæk Nielsen: Søster Emmas liv – at blive elsket frem. 171 sider. 150 kroner. Katolsk Forlag.