lotte kirkeby hansen |
24. november 2011
Monica Ritterband har sine meningers mod og lufter dem glad og gerne i sin udmærkede erindringsbog, der dog har professionel slagside
Monica Ritterband var engang kæreste med forfatteren Henrik Stangerup. Han tilegnede hende bogen ”Retten til ikke at høre til”. Og den titel kunne lige så godt have været Ritterbands egen, for hun har livet igennem følt et skæbnefællesskab med Ahasverus, den evigt vandrende jøde, selvom hendes jødiske opvækst ikke har været præget af en stærk tro.
Som hun skriver: ”Jeg hører til alle ingen vegne. Det er min ret, det er min skæbne.”
LÆS OGSÅ: "Jeg har meget svært ved at forstå tolvtone-musik"Allerede som barn var Monica Ritterband anderledes, født ind i en flintrende og forførende jødisk familie med en holocaust-overlevende mor, der fyldte det meste af horisonten og fordelte sol og vind uhyre ulige mellem Monica og hendes søster, samt en flamboyant far med store armbevægelser, der efter Ritterbands eget udsagn levede i den forkerte familie.
Men det gjorde de alle. Og måske derfor den evige vandring, der har været et nøgleord i Monica Ritterbands privatliv, der tæller tre ægteskaber, såvel som i det professionelle.
Her har hun bevæget sig fra sensationssøgende journalist med speciale i lig, lår og prinsesser på Ekstra Bladet til seriøs ditto på Weekendavisen og TV-Avisen over informationschef og senere underdirektør på Carlsberg A/S for siden i en alder af 41 at sige den journalistiske karriere ret farvel for at hellige sit et liv som kunstner med udtryk så forskellige som mini-mosaikker, kongeligt porcelæn og Morsø-brændeovne.
”Livtag og lykketræf” er delt skarpt op, så den private del er placeret i bogens sidste halvdel sammen med den kunstneriske løbebane, mens journalistikken og ikke mindst Carlsberg har sat sig tungt på den første.
Den skildrer, hvordan Monica Ritterband hurtigt bliver en af de himmelstræbende ølbassedrenge, der bider skeer med Poul Svanholm og Ole Andreasen, og selvom det er interessant at betragte en virksomhedsstruktur af den gamle hierarkiske skole, hvor den frejdige og fregnede Monica kommer som en frisk hvirvelvind, fylder det for meget. Og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de private kampe burde have fyldt mere end magtkampene på Carlsberg om alt fra firmabiler til frokostsalater.
Vægtningen af stoffet og vinklingen på personen kan man altid diskutere, når der bliver skrevet selvbiografier, og hvis man læser Monica Ritterbands mod hårene, kan man hævde, at det professionelle liv skygger for det private – og at det positive billede af den portrætterede løber med pladsen.
Ritterband er ikke bange for at tolke andres styrker og svagheder i et temmelig pseudo-psykologisk lys, men hun går mestendels selv ram forbi, og det påvirker troværdigheden, men ikke underholdningsværdien: Monica Ritterband er en charmerende meningsmaskine, der har skarpe vinkler på alt fra drikkepenge over singler til danskernes enorme trang til at blive kendte – og så er hun desuden en ganske glimrende fortæller.
Monica Ritterband: Livtag og lykketræf. 261 sider. 249,95 kroner. Gads Forlag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad