kristian østergaard |
24. november 2011
Det hedder sig, at hvis man inviterer 12 præster til middag, behøver man kun at dække op til de 11, for der er alligevel hele tiden én, der rejser sig og holder tale, og brevromanen ”Du må ikke fortvivle” virker umiddelbart som en satire over gejstlighedens taleiver.
Anledningen til, at pastor Morten skriver til sin nevø, er ellers alvorlig nok. Rasmus er en ambitiøs mand i midten af trediverne, hvor først parforholdet er kuldsejlet og siden karrieren.
Rasmus har derfor fået et nervesammenbrud, og han indleder en korrespondance med sin præsteonkel.
LÆS OGSÅ: Lutter sprog og sjælEn bestemt replik af den uforlignelige Storm P. melder sig under læsningen af Mortens rådgivning: Det er besynderligt, så let det er at bære andres problemer. Nej, andre menneskers problemer tynger ikke nær så meget som ens egne.
Og det er grunden til, at Morten nærmest kan lukke munden på Rasmus, ligesom Herren lukkede munden på Job, da han spurgte, hvor Job var, da Vorherre grundede Jorden. Rasmus bliver presset ind i en skabelon, som han bare har at høre hjemme i: ”Hos dig er der ingen hjertets renhed, og derfor er der heller aldrig nogen gennemført glæde ved livet.”
Bogen er ellers et tiltrængt og tiltalende opgør med tanken om, at man skal præsentere alle anskuelser som lige gyldige, men Mortens docerende og abstrakte måde bliver hurtigt enerverende. Gode iagttagelser er der dog undervejs, som når Morten skriver til Rasmus:
”Du ligner den mand, som Augustin et sted har beskrevet, der først gør sig forestillinger om den perfekte rundhed og derefter væmmes ved naturen, fordi han ikke kan finde den rundhed i naturen ... Opgaven er i stedet at begynde at se og ville livet, sådan som det er.”
Det er også godt, at Morten opfordrer til at være ubekymret, men det havde nu været bedre, om han også havde demonstreret, hvordan man så er det. Humor bliver også varmt anbefalet, skønt Mortens breve på ingen måde appellerer til smilebåndet.