lotte kirkeby hansen |
24. november 2011
Bjørn Bredal blæser til kamp mod frankofobien i veloplagt opsamlingsheat
I forsommeren 2011 forfattede Bjørn Bredal 23 små causerende artikler om Frankrig, som blev bragt i Politiken i forbindelse med årets Tour de France.
Men touren var i virkeligheden blot et påskud for at bringe et mere nuanceret billede af Frankrig og franskmændene til torvs end det, touren og turistbrochurerne præsenterer.
De 23 artikler er nu blevet til 24, opdateret og forsynet med et forord og ligger klar i bogform for dem, der ikke allerede måtte have stiftet bekendtskab med Bredals flydende og hyper-frankofile pen i Politikens spalter.
LÆS OGSÅ: Frankrig i vore hjerter, lunger og smagsløgMens opmærksomheden omkring verdens hårdeste cykelløb og turisternes stormløb mod Frankrig bare vokser og vokser, krymper La France i den kulturelle og sproglige konkurrence om vores verdensbillede, hævder Bredal. Og det er både dumt og farligt. For franskmænd har en århundredlang tradition for at formulere universelle spørgsmål og søge universelle svar, som man måske nok kunne tage ved lære af. Så hvorfor denne modstand mod disse arrogante og højpandede franske?
Måske fordi danskere har et misforhold til luksus og libertini og så langtfra identificerer sig med Voltaires betragtninger om, at det er det overflødige, der er det nødvendige.
Måske fordi den danske konsensus-kultur ikke rimer på den franske konflikt-ditto. Måske fordi det franske frisind er en provokation for den danske protestantiske sjæl.
Eller måske fordi vi danskere ganske enkelt ikke kan se det morsomme – overhovedet – i Napoleons udbrud, da han betragtede de tusinder af døde på slagmarken ved Austerlitz: ”Gør det noget? En elskovs-nat i Paris, og der er afløsere til dem alle sammen.”
Det er en fornøjelse at følge forsøget på at genindsætte Frankrig på den kulturelle horisont, om end Bredal måske nok har sat sig på lidt af et sisyfosarbejde i en globaliseret virkelighed, der hylder (næsten) alt angelsaksisk.
Bredal er nørdet, nysgerrig og nonchalant i sine fortællinger om, hvordan førertrøjen i Tour de France blev gul, hvordan farven hænger sammen med Dreyfus-affæren i slutningen af 1800-tallet, som igen har paralleller til den spektakulære sag om Dominique Strauss-Kahn og den evige konflikt mellem Rousseaus beskedne borgerdyder og Marquis de Sades rendyrkede libertini.
Men selvom de korte artikler er blevet redigeret, opdateret og skruet ned i bogform, bærer de stadig præg af at være skrevet til en avis. De har nogenlunde samme form og længde, og det giver en vis redundans, som man næppe ville studse over, hvis man læste en enkelt hver morgen.
Og måske er det i virkeligheden det, man bør gøre: købe bogen til sig selv eller forære den bort og læse et enkelt kapitel hver dag i december og dermed give sig selv og sine frankofobe såvel som frankofile venner et – yderst tiltrængt, ville Bredal utvivlsomt tilføje – kulturelt brush up inden næste års Tour de France.
Bjørn Bredal: Undskyld mit franske. Frihed, lighed og utroskab? 108 sider. 149 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad