Erik Bjerager |
24. november 2011
Homobryllupper i kirken er mere ideologi end teologi
Kirkeminister Manu Sareens (R) bebudede lovforslag om at ligestille homobryllupper med kirkens traditionelle bryllupper er den politiske ideologis sejr over teologien. Forslaget kommer ikke som nogen overraskelse.
Allerede den nye regerings beslutning om at omdanne Kirkeministeriet til Ministeriet for ligestilling og kirke varslede, at kirken nu var blevet en brik i ligestillingskampen. Alligevel kunne man have forventet, at beslutningen, der griber dybt ind i kirkens liv, ville være blevet truffet i en tættere dialog med folkekirken, end tilfældet har været.
LÆS OGSÅ: Biskopper i protest mod homoseksuelle vielserKirkeministeren tromler med sit forslag hen over det repræsentative kirkelige ekspertudvalg, der sidste år foreslog en retligt bindende velsignelseshandling for homoseksuelle, men ikke det de facto-kønsneutrale ægteskab, ministeren nu vil have.
I gårsdagens Politiken omtalte kirkeministeren sig selv som ”chef” for folkekirken. Kirkeministre før ham har haft for stor respekt for den folkekirkelige ordning til at komme med den slags udtalelser. Bertel Haarder (V) og Per Stig Møller (K) betegnede sig begge som folkekirkens ”pedel”, hvilket unægteligt er en noget mere ydmyg opfattelse af den delikate funktion, som en kirkeminister varetager.
Spørgsmålet om homoseksuelle vielser og velsignelser er teologisk komplekst og handler om langt mere end ligestilling og rettigheder.
Det er hverken udtryk for manglende frisind eller diskrimination at argumentere teologisk imod homoseksuelle vielser eller velsignelser. Ægteskabet er i traditionel kristen forstand en forbindelse mellem mand og kvinde. En forbindelse, som også i andre religioner er en del af den naturorden, der sikrer slægtens og samfundets videreførelse og overlevelse.
I løbet af meget få år har danskerne og til dels folkekirkens præster ændret syn på homoseksuelles mulighed for at få velsignet deres forhold i kirken. Men et flertal af præster har været imod en ligestilling med ægteskabet.
Det spiller uden tvivl en stor rolle, at tolerance i den politiske debat er blevet en slags trosbekendelse i sig selv. Tolerance over for andre mennesker, andres tro og andres synspunkter er i udgangspunktet rigtig, men ophøjes tolerancen til højeste norm, ligestilles alle trossandheder, værdier, holdninger og nu også kønnene.
I den herskende relativisme giver folk afkald på sandheden. Det efterlader alene tolerancen som bærende norm. Det er det skifte, der også er baggrund for befolkningens holdningsændring til kirkens syn på homoseksuelle, som det afspejles i det nye politiske flertal.
Er man imod denne ligestilling, udråbes man i dag næsten automatisk som intolerant og homofobisk, hvilket er en fejlslutning.
Kirkeminister Manu Sareen jubler over sit eget forslag og kalder det historisk. Der er ingen tvivl om, at de anslået højst 100 homoseksuelle par, der hvert år vil benytte sig af muligheden for en kirkelig vielse – kun få hundrede par registreres hvert år på rådhusene – deler hans opfattelse, ligesom mange andre danskere, der ikke kender til sagens substans.
Men prisen, der betales for at træffe denne historiske beslutning kan blive stor.
Den kan resultere i, at flere bryder ud af folkekirken og danner valg- eller frimenigheder.
Den kan mindske tolerancen over for de teologiske forskelligheder, der altid har kendetegnet folkekirken. Den kan skade forholdet mellem kirke og folketing.
Den kan skade folkekirkens position i det internationale kirkelige arbejde.
Og den kan dybest set også skade de homoseksuelle, som nu presses ind i at skulle ligne de heteroseksuelle og ikke længere anerkendes for deres forskellighed.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad