Hun tænker kirke og samfund sammen

Måske lyder det rebelsk, og måske er det ikke helt ved siden af. Birte Andersen har det bedst, når hun er sig selv og kan forsøge at gå mod strømmen. Sådan har hun haft det siden ungdomsårene, hvor hun på sin egen måde gjorde oprør mod det indremissionske miljø, hun voksede op i. Andre i samme situation ville måske have vendt kirken ryggen, men Birte Andersen valgte at læse teologi.

“Det gav mig en nysgerrighed at vokse op i Indre Mission. Jeg begyndte at studere teologi for at få skovlen under dem, da jeg var overbevist om, at der var andre måder at tolke troen på,” siger Birte Andersen, der også tog aktivt del i ungdomsoprøret.

Efter et halvt år som fængselspræst ved Vridsløselille Statsfængsel og Herstedvester blev hun i 1978 kaldet til sit snart forhenværende embede i Lundehus Kirke på Østerbro. Her har hendes fokus været kirkeligheden i virkeligheden, hvor hun har været optaget af kirkens rolle i folks hverdag. Af samme grund har hun i en årrække været med i redaktionen af det ansete tidsskrift Kritisk forum for praktisk teologi.

“Ét er praksis, men det er også vigtigt at sætte ord på praksis, især når samfundet ændrer sig, som det har gjort så voldsomt i disse år. Det er i kirkens dagligdag, at tingene sker, og det må man forholde sig til,” siger Birte Andersen, der hellere end gerne involverer sig i det lokale integrationsarbejde med venskabsforbindelse til den nærliggende muslimske menighed.

I søndags holdt Birte Andersen sin sidste prædiken i Lundehus Kirke, og dermed er hun så småt begyndt at indstille sig på en ny tilværelse. Men engagementet i kirken, samfundet og medmenneskene er intakt, og hun vil således på frivillig basis arbejde på integrationsområdet. Og så vil hun fortsætte sin interesse for russiske ikoner, som hun har skrevet om i bogen ”Marias hymne”.

Birte Andersen er gift med Jon, med hvem hun nu vil tilbringe mere tid. Enten i fritidshuset i Skåne eller hos børn og børnebørn i Kiev og Dubai.