Vi har tabt dansefatningen

Min kone og jeg gik til dans for nogle år siden. Det havde vi meget fornøjelse af. Nu holder vi pause. En blanding af travlhed og en brækket ankel har sat en midlertidig stopper for det. Vi skal nok komme tilbage. Det lover vi hinanden.

Nuvel. Dengang inviterede vi otte af vores venner til danseparty. Det var annonceret i forvejen. Musikken var tilvejebragt. Vi stod selv for den meget rudimentære oplæring. Men det var sandelig ikke den nemmeste aften. Flere af deltagerne var præget af en vis panik.

Det blev en aften med tænders gnidsel og kvinder, der fortvivlede over deres mænd, og mænd, der fortvivlede over at blive fortvivlet over. Jeg ved ikke, om jeg – hånden på hjertet – vil sige, at det var en succes.

Vores forældre gjorde ellers, hvad de kunne. Jeg blev som dreng sendt på danseskole og hadede det. Mange jævnaldrende fortæller det samme. Ungdomsoprøret kom som beviset på, at forældrene tog fejl, når de sagde, at man en dag ville takke dem. Ha ha, den fremtid, de forberedte en på, var aflyst.

For med ”1968” blev dansen af-formaliseret og individualiseret. Man kunne bare stå alene ude på gulvet og kaste rundt med sit lange hår. Eller man kunne vride sig i noget, der var meget løse udgaver af twist eller jive. Dansen blev frisat, som så meget andet. Med det resultat, at der i dag ikke danses særlig meget. Hvor har jeg været til mange fester, hvor dansen aldrig rigtig kommer i gang. Den er bare et obligatorisk indslag.

Snart er det julefrokosternes tid i Danmark. Og igen skal vi læse alarmerende reportager om, hvordan safterne stiger i alle kopirummene, for danskerne er ikke bare verdens lykkeligste folk, de er også verdens mest liderlige folk, og det beviser de til julefrokosten. Sådan går den fejrede myte.

De gamle i missionen tog afstand fra dans, fordi den kunne føre til uterlighed. 1968 ville gerne have uterlighed, men afseksualiserede dansen: man kunne danse med sig selv, med kønsfæller, og der skulle i hvert fald ikke være nogen givne former (pardans) for mand og kvinde, for man skulle væk fra kønsrollerne.

Dansen blev dermed et eksempel på det, K.E. Løgstrup kalder ”formløshedens tyranni”. Når der ikke er former imellem os, åbnes et rum, for at vi kan trænge ind på hinanden. Den formløse dans er et tvetydigt fænomen, for på overfladen er den afseksualiseret, men den er potentielt intimiderende, for der er ingen regler for, hvad man kan og må. I den formelle dans foretager man sig noget meningsfuldt sammen, og man kan komme endog meget tæt på sin partner, men det sker under regulerede og ritualiserede former. I den uformelle dans ligger intimideringen altid som en risiko. Er dette nu sidste station før kopirummet?

Selv om dansen ikke længere er en samværsform, der står frit til vores rådighed, danser vi ”lystigt” videre.

Men der kan være gode grunde til, at mange generer sig ved det, lige fra manglen på færdighed til formløshedens uønskede intimitet.

At afstå helt er dog også en trist løsning.

Så ha’ nu alle en god julefrokost og prøv at bevare dansefatningen!


Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen ”Tidens tegn” skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.