”I respekt for det enkelte lands særegenhed har de været stærkt medvirkende til at sikre uddannelsestilbud til alle,” lyder en del af begrundelsen fra bestyrelsen i N.E. Bank-Mikkelsens Mindefond, for at Kirsten og Kurt Kristensen i dag modtager fondens pris. –
- Søren Staal.
Steffen McGhie |
25. november 2011
Kirsten og Kurt Kristensen har viet deres arbejdsliv og otium til at styrke undervisningen for handicappede børn i Danmark og Afrika. I dag modtager de N.E. Bank Mikkelsens Pris for deres indsats
Det er normalisering, når det er bedst. Sådan beskriver bestyrelsen i N.E. Bank Mikkelsens Fond den livslange indsats, ægteparret Kirsten og Kurt Kristensen har leveret for at opbygge, udvikle og implementere specialundervisning på det afrikanske kontinent, primært i Kenya og Uganda.
Parret har over fem årtier sat et betydeligt fingeraftryk på de muligheder for indlæring, der findes for børn med handicap.
Først i Danmark, sidenhen over store dele af det afrikanske kontinent.
Mens Kurt Kristensen fra 1961 til 1966 arbejde som ledende skolepsykolog i Herning, oprettede han Danmarks første undervisningscenter for børn med svære handicap samt Materialekontoret for Folkeskolen Specialundervisning, og han tog initiativ til oprettelsen af Specialpædagogisk Forlag. Derudover tog han initiativ til oprettelsen af Den Pædagogiske Central i Herning (senere Amtscentralen for Undervisningsmidler), som han også var den første formand for.
Derefter var han forstander for Statens Kostskole for Blinde og Svagtsynede, indtil parret i 1972 blev udsendt af Udenrigsministeriet for at assistere ved opbygningen af undervisning for børn og unge med handicap i Tunesien. Her oprettede de også en speciallærerhøjskole for fransktalende og arabisktalende afrikanske lande.
LÆS OGSÅ: Forældre til handicappede børn kompenseresEfter fem år i Tunesien blev Kurt Kristensen skoledirektør i Hobro, hvilket han var frem til 1983, mens Kirsten Kristensen var leder af Nordjyllands Amts Børnerådgivningscenter.
I den periode tog Kurt Kristensen også initiativ til at oprette Danmarks første produktionsskole i Hobro. Der er i dag godt 100 produktionsskoler på landsplan.
Derefter fandt parret igen vej til Afrika, denne gang gennem Danida, og Kurt Kristensen var projektleder ved opbygningen af Kenya Institute of Special Education. Parret blev i Afrika, og han var først chefrådgiver for Uganda National Institute of Special Education og siden freelance-konsulent for en række afrikanske lande og for Unicef frem til 2007.
I den periode arbejde Kirsten Kristensen som projektleder for undervisningsministerierne i Kenya og Uganda og oprettede i samtlige distrikter i de to lande kontorer, der svarer til det danske Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). De skulle bistå de lokale skoler, så børn med særlige behov kunne blive i folkeskolerne og få ekstra støtte.
”Vi har altid interesseret os for at få så mange børn som muligt tilbage til det almindelige samfund. Og børnesoldater i Uganda har også særlige behov for at komme tilbage til normalsamfundet,” siger Kurt Kristensen.
Han er i dag 78 år, hun er 75 år, og sammen bor de i Ugandas hovedstad, Kampala. Parret, der har været gift siden 1960, blev officielt pensioneret i 2005. Men han skriver stadig bøger, og hun skriver stadig videnskabelige artikler til en række internationale tidsskrifter og forsker for Ugandas undervisningsministerium for at belyse, hvordan det går i det PPR-system, hun i sin tid var med til at oprette.
”Vi har haft hver vores projekter. Men samtidig er de meget nært relaterede, og vi har også arbejdsmæssigt nydt godt af at være så tæt på hinanden,” siger Kirsten Kristensen.
De finder dog tid til rekreation i løbet ugen, fastholder de. De arbejder om formiddagen; resten af dagen er helliget deres deltidsotium, og parret bruger blandt andet tiden på svømning.
Sammen rejser de meget til andre afrikanske lande, som Rwanda, Sydafrika og Zanzibar.
Og til Danmark, når der ikke er koldt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad