Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Biskop og professor indkalder til oprør fra hjertet til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Biskop og professor indkalder til oprør fra hjertet

”Vi har nogle drømme og håb for verden, som det kan være svært at se realiseret lige nu, men som måske på hundrede års sigt kan blive virkelighed,” siger biskop Kjeld Holm og professor Steen Hildebrandt. –

- Lars Aarø/Fokus.

Kommenter Hold mig opdateret

Kjeld Holm og Steen Hildebrandt har gennem hele deres liv været dybt engagerede i samfundsforhold. På deres ældre dage er de blevet venner og giver nu deres bud på, hvad der er galt med verden, og hvorfor vi bør tænke på andet end vækst. Det er der kommet en samtalebog ud af

Dagslyset er for længst forsvundet denne novembereftermiddag, men ud fra Kjeld Holms kontor i bispegården i Aarhus strømmer et varmt lys, der virker forjættende, næsten som en helle, midt i alt det mørke.

Biskoppen har sat sig godt til rette sammen med sin gode ven professor Steen Hildebrandt. Sådan har de to efterhånden siddet mange gange. Med kaffe og med samtale. De har kendt hinanden i otte år og været venner lige så længe.

LÆS OGSÅ:  Biskop: Søren Pinds kulturkamp er ikke kristendom

De to herrer er begge i slutningen af 60’erne og meget bevidste om, at det er forholdsvis sjældent at få nye venner i deres alder. Så de nyder det. Her skal hverken gøres vennetjenester eller holdes regnskab med, hvem der nu har besøgt hinanden sidst, deres venskab handler først og fremmest om at glædes ved den andens nærvær.

Annonce
Begge er bosiddende i Aarhus, og de har fulgt hinandens karrierer og læst hinandens bøger, så da de mødtes for første gang til Steens mors 90-års fødselsdag, vidste de, at de havde en slags fælles grundvand. Men deres faglige baggrund er vidt forskellig.

Kjeld Holm er uddannet i idéhistorie og teologi fra Aarhus Universitet, mens Steen Hildebrandt repræsenterer det mere jordnære med sin forskning i ledelse og organisation på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Og det gør, at deres samtaler både fører dem nye steder hen og frem til en gensidig forståelse.

I januar satte de samtalerne i system, for de har en mission: De vil gerne gøre opmærksom på, hvad der i disse år går galt i Danmark og i verden, og give os en idé om en ny retning og ikke mindst noget at håbe på.

Det er der nu kommet samtalebogen ”Oprør fra hjertet – Holm & Hildebrandt om tro, håb og handling” ud af.

Ud fra deres personlige historier og erfaringer og ud fra deres tro forsøger de at finde frem til en ny tænkning, hvor alting ikke handler om økonomi og vækst, men også om ”hjertesproget” og om, hvordan vi i vores del af verden skal acceptere at have mindre, så andre kan få mere.

”Vi er fælles om interessen for, hvad det er, der foregår i samfundet, og hvordan det skal forstås, og så er vi enige om at ville tage ansvar,” siger Steen Hildebrandt og fortsætter:

”Viden og holdninger forpligter, så jeg har et ansvar for at formulere mig med den viden, jeg har, med de erfaringer, jeg har, og med de holdninger, jeg har.

Kjeld Holm supplerer:

”Der er noget formildende ved, at man en gang imellem prøver at træde et skridt tilbage og gør sig nogle overvejelser om, hvad der egentlig er klangbunden bag det engagement, som Steen sidder i som professor og jeg som biskop? Vi bliver klogere på os selv, og vi bliver klogere på hinanden og på verden gennem samtalen. Vi er ikke politikere og har dermed ikke noget formelt ansvar, men historien viser, at de, der virkelig har flyttet noget i det moderne samfund de sidste 100-150 år, har været åndspersoner og formidlere som eksempelvis Georg Brandes og Tøger Seidenfaden. At overlade samfundsudviklingen til politikerne alene, det vil være en farlig udvikling.”

”Ja, for det ligger i noget af demokratiets væsen, at politikerne har svært ved at arbejde med det langsigtede,” siger Steen Hildebrandt.

Og hvad er så de langsigtede mål for en bedre verden? Det har Kjeld Holm og Steen Hildebrandt nogle overordnede idéer om, men de vil ikke tages til indtægt for endegyldige sandheder.

Holm har det som Platon, at det er i dialogen, sandheden bliver til, og at den bliver til hele tiden, mens Hildebrandt dyrker den akademiske tradition og hellere stiller spørgsmål end kommer med endegyldige svar, som journalist Lars Møller, der har redigeret samtalebogen, skriver i sit forord.

Store dele af bogens 200 sider handler om børn. Om biskoppens og professorens egne børn og nu også adskillige børnebørn, men i endnu højere grad om de børn, der fylder skoler og daginsitutioner, og som er dem, der skal overtage samfundet. De to er stærkt bekymrede over den testpolitik, der præger skolen, fordi den får så mange til at føle sig forkert. Konsekvensen er, at de dropper ud, og i dag står 120.000 unge mellem 16 og 27 år uden for både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

”Det er en bombe under vores velfærdssystem og en bombe under et folkeligt fællesskab, at så mange forlader skolen uden faglig tyngde og uden glæde,” siger Kjeld Holm.

”Du har ret i, at mange børn er uglade, og det hænger sammen med, at de er dømt til nederlag, hvis de er dårlige til de fag, man bliver testet i. Ingen anerkender, hvis du er god til sløjd, til kreativitet eller sociale relationer,” siger Steen Hildebrandt.

De er enige om, at det har alvorlige konsekvenser for samfundet, når vi for første gang i historien står over for en generation af unge, der er dårligere uddannet end deres forældre. Hvis det fortsætter, så deres børn igen bliver dårligere uddannet, kan vi godt lukke og slukke for Danmark, mens kineserne og inderne overhaler os indenom, mener de.

”Derfor handler det ikke om, hvad vi har råd til, men om, at vi ikke har råd til at lade være med at gøre noget. Hvordan vi indretter børns pasning og skolegang, må ikke blive et spørgsmål om økonomi,” fastslår Steen Hildebrandt.

Han er helt på det rene med, at det kan virke letkøbt, når han og Kjeld Holm sætter sig ned og snakker om mulige nye samfundsmodeller.

”Man kan selvfølgelig sige, at det er en gratis omgang for os at påpege de her ting, men vi kaster altså nogle synspunkter ind i debatten, som vi med vores forskellige baggrunde og personligheder står inde for og påtager os ansvaret for,” siger Steen Hildebrandt og tilføjer:

”Vi har nogle drømme og håb for verden, som det kan være svært at se realiseret lige nu, men som måske på hundrede års sigt kan blive virkelighed.”

For Kjeld Holm handler det om et eksistentielt engagement, som er udgået af nogle personlige erfaringer og ikke af en politisk kalkyle. Og så handler det også helt enkelt om at bruge nogle andre ord end dem, vi eksempelvis hører fra Folketingets talerstol. Ord som miskundhed, barmhjertighed, omsorg, drømme og ikke mindst håb.

”Kan vi få nogle til at tænke sig om på basis af det, vi har snakket os frem til, og måske endda være med i et oprør fra hjertet, så er vi meget tilfredse,” siger han.

Mørket er blevet endnu tættere udenfor i novembereftermiddagen, der nu er blevet til aften, men lyset i mørket, håbet, brænder hos Holm og Hildebrandt, da de hjerteligt tager afsked med hinanden. Hildebrandt for at tage til møde i en organisation for socialt udstødte, hvor han sidder i bestyrelsen, og Holm for at tage på Aarhus Stadion og følge sit favorithold, AGF. Samtalen, den fortsætter de en anden dag.

washuus@k.dk

Oprør fra hjertet. Holm & Hildebrandt – om tro, håb og handling. Redigeret af journalist Lars Møller. Udkom på Turbine Forlaget i onsdags.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​