Kåre Gade |
25. november 2011
Alle elsker ansjos, så længe de ikke ved, at det er den, der giver den gode smag til salaten, pastaen, ragouten eller lammekøllen
Det siger en del om mit forretningstalent, at min debutkogebog udelukkende handler om mad med ansjoser.
Hvis jeg skal være ærlig, er det en idé, jeg har hugget fra en god ven. Han er ligeglad, for han har travlt med at skrive en kogebog, som udelukkende handler om tysk mad. Sådan er vi iværksættere. Vi ser et hul i markedet, og så går vi efter det.
TOP 10: De mest populære opskrifterEgentlig skulle bogen være udkommet sidste år, men det viste sig at være svineheldigt, at den blev forsinket. Kort før bogen skulle trykkes, ringede min redaktør.
”Har du hørt om umami-postyret?” spurgte han.
Han forklarede, at medierne var fyldt med artikler og indslag om umami – også kendt som den femte smag. De første fire er surt, sødt, salt og bittert, og det ved alle, hvad går ud på. Hvad umami går ud på, er der aldrig nogen, der har kunnet forklare nærmere end med vidtløftigheder som “den rene velsmag” eller “essensen af det lækre”. Men nu havde en kok og en kemiker knækket koden, og aviserne var fyldt med overskrifter som “Alle jagter umami”, “Umami slanker” og “Umami kan redde alt”.
Og prøv at gætte! Det viser sig, at ansjoser er det pure umami!
Redaktøren lød, som om han omsider havde fundet et glimt af mening med min kogebog. Nu klyngede han sig til umami-historien med en begejstring, som forekom mig en smule ude af proportioner. Vi skulle surfe på umami-bølgen. Han havde allerede et forslag klar til, hvordan vi kunne skrive den gastronomiske landvinding ind i forordet.
Det gjorde vi så, selv om det er en gammel nyhed for mig, at ansjoser er ren velsmag. Faktisk har jeg en teori om, at alle elsker ansjos, så længe de ikke ved, at det er den, der giver den gode smag til salaten, pastaen, ragouten eller lammekøllen.
I aften skal vi have flæsk med kastanjer og mørkt øl. Den langtidsstegte svinebug vil have sprød svær, kødet vil kunne spises med ske, og familien vil labbe den mørke kastanjesauce i sig. Ikke et ord om ansjoser, men i dette simple efterårs-måltid gemmer sig selve essensen af den rene velsmag.
livogsjael@k.dk