Er lykken da at spise mere hver dag, at spille en symfoni hurtigere eller at lægen drøner hurtigere gennem dagens patienter? Selvfølgelig ikke.

Forleden var der konference i Bethesda i København. Den store sal var fyldt i anledning af Det Økologiske Råds 20-års-jubilæum. Her sad økonomer fra tre verdensdele, blandt andre professor Tim Jackson fra den britiske konservative regerings bæredygtighedskommission. Logikken og vejen ud af krisens onde cirkel var: Vi må holde op med kun at måle vækst i penge.

Økonomisk vækst kræver større og større effektivitet. Men effektivitet i produktionen betyder færre arbejdspladser. Færre job betyder flere lavtlønnede og arbejdsløse. Flere lavtlønnede betyder ballade med gæld og dårligt råd til alt den overflod, som vækstmaskinen spytter ud. Det betyder igen flere lån, også bundløs gæld, og at gassen går af de oppustede forventninger til fremtiden, som vi har pisket hinanden fremad med. Derfor hænger også verdens gældskrise uløseligt sammen med vores tilbedelse af vækst for vækstens egen skyld.

DEN GÅR IKKE LÆNGERE. Fordi nu er den onde cirkel tromlet over bakkekammen og vil fremover slå ned på os selv med færre job, mere gæld og udpining af verdens ressourcer, naturlandskaber og miljø. Klimatruslen ikke at forglemme. Alligevel tæller vi ikke disse uønskede regninger for væksten med, fordi vi udelukkende regner vækst i penge, i BNP – bruttonationalproduktet.

Kristendemokraterne gik mod den blinde tilbedelse af vækst og penge i valgkampen. Vores valgslogan var ”Pengene eller livet?”, uden at en kat rigtig gøede ad det, og vi røg ud af Folketinget. Derfor bliver jeg utroligt glad over at se mit budskab bakket op af superøkonomer og af enkelte politikere, som det skete på konferencen i København forleden.

Den tidligere regering havde i sin 2020-plan prioriteret, at velstanden i Danmark i de kommende otte år skal stige med 60 milliarder kroner. Når den nye regering offentliggør sin nye 2020-plan, så er det radikale aftryk sikkert et tilsvarende løft i velstanden. Men hvor er pengene til de psykiske syge, til misbrugerne, til de stressede og andre, som har det svært? Hvor er ønsket om, at deres liv også skal blive rigere? Ikke målt i fladskærme og rejser til Rom, men rigere på glæde over deres børns leg eller blot at stå op om morgenen.

Jeg rejste spørgsmålet i valgkampen, om det ikke var at foretrække, at vi fik det bedre, frem for at vi fik mere. Spørgsmålet er stadig ubesvaret. Jeg mener, svaret giver sig selv.

Som brændende Kennedy-fan kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvordan særligt Robert F. Kennedy mon ville have reageret under dette årtis finanskrise. Præsidentkandidaten, som blev myrdet i 1968, gav dengang, om nogen, en frustreret ungdom håbet og troen på en mere økonomisk og socialt retfærdig fremtid.

Et af hans yndlingstemaer var, at det er absurd at måle tilværelsen ved hjælp af bruttonationalproduktets størrelse. ”Dette fortæller,” sagde han, ”om ødelæggelse af de amerikanske kæmpefyrre, om napalm, kernevåben og fjernsynsprogrammer, som forherliger vold som reklame for legetøj til vore børn.

Men bruttonationalproduktet siger ikke noget om vore børns sundhed, kvaliteten af deres skolegang eller glæden ved deres leg. Det medtager ikke skønheden i vores poesi, vore embedsmænds ubestikkelighed, hverken vort vid eller mod, hverken vor visdom eller lærdom, hverken vor medfølelse for andre eller vor hengivenhed for vort land. Det måler kort sagt alting undtagen det, der gør livet værd at leve. Det kan fortælle os alt om Amerika – undtagen hvorfor vi er stolte af at være amerikanere.” Citat slut.

DISSE VISDOMSORD er om muligt endnu mere aktuelle i 2011. Logikken i at prioritere livskvalitet lige så højt som økonomi – eller højere – er gyldig nu som tidligere. Alligevel begår menneskeheden den samme fejltagelse. Eller er det markedskræfterne, der har overtaget styringen?

Kristendemokraterne i Norden har her en fælles sag og har udarbejdet et forslag til Nordisk Ministerråd om, at livskvalitet skal måles med samme væsentlighed, som når bruttonationalproduktet måles.

Et andet konkret tiltag, som vil kunne skabe større økonomisk og social retfærdighed, er den såkaldte FTT-skat – også kendt som Tobin-skatten. Der er tale om en lille skat på 0,05 procent af al handel med penge og værdipapirer i den finansielle sektor. En sektor styret af kynisk spekulation og manglende regulering, hvilket har resulteret i en lang række kriser, herunder den nuværende. Især udviklingslandene har været hårdt ramt.

Derfor er der brug for mere regulering og flere indtægter til at dække hullet i kassen for netop u-landene. Skatten har to fordele for dem: Den betyder flere skatter, som kan bruges til udvikling og klimainvesteringer, og det skaber stabilitet at have en mere reguleret finanssektor, hvilket er altafgørende for lande i udvikling.

Men en FTT-skat er ikke kun en fordel for udviklingslandene. I vesten kan den ekstra indtægt bruges til at skabe job, finansiere den offentlige sektor og sikre velfærden. Derfor er det mig fuldstændig ubegribeligt, at den nye danske regering ikke vil støtte et tiltag, som har stor opbakning selv fra en række borgerlige europæiske regeringer.

Finanskrisen handler ikke kun om økonomisk krise. Det er også en etisk krise. Dette understregede pave Benedikt i et dokument for nylig. Her fremhævede paven, at krisen har såvel moralske som økonomiske rødder. ”For at kunne fungere korrekt behøver økonomien etik og ikke en hvilken som helst etik, men en, der sætter mennesket i centrum,” sagde han.

Lad os komme i gang med en ny økonomi, hvor vi lever af at gøre hinanden tjenester som mennesker frem for at gøre hinanden overflødige. Hvor vi respekterer kommende generationer og hele skaberværket omkring os. Hvor det er vores liv som mennesker og familier, der skal blomstre trygt og stabilt – ikke bare grådigheden.

Det er kernen i kristendemokratiet og i alle goder mennesker verden over. Det er vejen ud af krisen: Hold op med kun at tælle penge.

Per Ørum Jørgensen er formand for Kristendemokraterne