Kinas stille kultur-revolution. Største vækst i den kristne kirkes historie

Men hvor mange kristne, der reelt er, ved vi ikke. Troværdige analytikere tør i dag sige mindst 80 millioner. Men allerede i 2008 pegede The Economist på flere kilder, der sagde over 100 millioner.

Myndighedernes fortsatte restriktioner i forhold til de knopskydende kirker skyldes derfor næppe ideologi alene, men en basal frygt for, at den kristelige folkebevægelse kunne udvikle sig til en trussel mod den herskende politiske magtorden.

En sådan bekymring kan man sagtens begribe, og derfor er det tankevækkende, at regeringen trods alt i det store og hele tolererer huskirkernes eksistens. Måske fordi huskirkerne allerede er så kolossalt mange, at det vil være umuligt at stoppe dem med magt, og fordi magtanvendelse i større stil også ville føre de anerkendte kirker ud i protest.

Et uventet perspektiv tegner sig: at det kristne livs- og menneskesyn får lov at yde et afgørende bidrag til værdisystemet for den politiske magt, der om få årtier vil dominere hele verden. Før revolutionen i 1949 var der under fem millioner døbte. Meget tyder som nævnt på, at de kristnes antal på 60 år er vokset til over 100 millioner. Dermed er den kinesiske kirkevækst uden sammenligning den hurtigste og mest talstærke, verden nogensinde har set.

Vilkårene minder stærkt om kirkevæksten i det romerske rige. Små grupper af troende samledes hemmeligt i hinandens hjem for at undvige den romerske forfølgelse. Netop dette, at menighederne kun kunne være ganske små, fik dem til at knopskyde.

Nu gentager denne historie sig i Kina.

Søndag morgen i en beskeden sidegade i en kinesisk storby. Uden at vække opsigt ankommer folk til en af gadens lejligheder. De er omkring 25, det antal man må samles uden at skulle søge officiel tilladelse.

En af deltagerne byder velkommen og velsigner menigheden i Jesu navn. En anden tænder projektoren, og menigheden istemmer en salme fundet på nettet. Sådan begynder gudstjenesten i sidegaden ligesom i tusinder af andre huskirker denne morgen ud over Kina.

De kinesiske myndigheder sørger, som de romerske, for, at den enkelte huskirke forbliver lille, for dermed er den ikke en trussel i sig selv. Men virkningen bliver, at antallet af småkirker eksploderer.

Flertallet af Kinas kristne findes (stadig) på landet. At kirken vokser blandt de fattigste på landet, er velkendt; det er set fra hindu-bønder i Bangladesh til traditionelle stammefolk i Afrika.

Men i Kinas storbyer sker der også noget andet og nyt: Her går den kristne tro for flere og flere fint i spand med en moderne livsstil, business og interesse for videnskab og filosofi. Det kristne evangelium taler på én og samme gang til de fattige på landet og de velhavende, veluddannede i Kinas mange storbyer. Derfor vokser kirken begge steder.

Da det Hongkong-baserede teologiske center ”Institute of Sino-Christian Studies” satte gang i en kommentarserie til Bibelens forskellige bøger, var målgruppen universitetsstuderende i Kina – vel at mærke ikke på teologi, men på alle mulige fag.

I motivationen kunne man læse: ”Vi har set en stærk stigning på sekulære kinesiske universiteter i interessen for kristendommen. Mange intellektuelle søger efter et moralsk grundlag at bygge det nye Kina på. Marxismen og den vestlige materialisme har ingen troværdighed. Opmærksomheden rettes i stedet mod kristendommen. De går oftest til studiet af kristendommen ud fra en ateistisk, akademisk interesse for den som samfundsopbyggende system. For nogle af dem fører interessen gradvist ind i den kristne tro. De stifter bekendtskab med troen som en mulighed ad en filosofisk, systematisk vej, og på et tidspunkt opstår behovet for at læse og studere troens bibelske grundlag. Kommentarserien skal skrives af kinesere, der forstår dette udgangspunkt.”

Interessen kommer altså fra kineserne selv, og det er vigtigt, for ofte er kristen mission blevet opfattet som redskab for imperialisme.

Katolikkernes anerkendelse af pavens overhøjhed er en torn i øjet på myndighederne. Den protestantiske kirkevækst er utvetydigt båret af ”indfødte”. Det gælder i storbyernes elite, blandt de fattigste på landet, i de registrerede kæmpekirker og de utallige små huskirker.

Der er ikke religionsfrihed i dansk forstand i Kina. Man kan ikke bare forkynde frit eller sælge bibler. Men frirummet er blevet lidt større. Der foregår stadig bibelsmugleri ind i Kina. Men der trykkes og eksporteres også millioner af bibler ud af Kina med officiel godkendelse, og Bibelen oversættes til landets mange minoritetssprog.

Hvert år søger de registrerede kirker om tilladelse til at trykke et bestemt antal bibler til brug i Kina. I 2011 er tallet 3,5 millioner. De seneste år har myndighederne gradvist godkendt et højere antal. Biblerne sælges gennem de registrerede kirker – men hvor mange af biblerne der i sidste ende finder vej til læsere i huskirkerne, ved ingen.

Biblerne må ofte sælges billigt eller foræres til de fattigste. Kinas økonomi vokser hastigt, men der er stadig lang vej op til verdens rigeste befolkninger.

Verdensbanken opgjorde i 2010 bruttonationalindkomsten pr. indbygger til 4.260 dollar. Det placerer Kina på niveau med lande som Ecuador, Jordan og Albanien. Millioner af kinesere på landet lever for 2 dollar (11 kroner) om dagen. Alene papirprisen til en enkelt bibel svarer til en hel dagløn for de fattige.

Med Kina er vi vidner til en historisk enestående vækst i den globale kirke. Snart vil Kinas kristne være i en position, hvor de i stor stil vil hjælpe søsterkirker rundtom i verden. Men en tid endnu har de brug for vores støtte – økonomisk og moralsk.

Tage Kleinbeck er international chef i Bibelselskabet