"At være præst er en underlig blandet landhandel,” har Lone Fatum blandt andet sagt til bladet Samvirke. –
- Morten Langkilde/Scanpix.
Bo Nygaard Larsen |
26. november 2011
Selvom hun gik på pension for tre år siden, har Lone Fatum, tidligere lektor ved Det Teologiske Fakultet i København, stadig stor indflydelse på dansk teologi. I dag fylder hun 70 år
Der lyder stadig et solidt ekko af hende fra mange af landets prædikestole. Anderledes kan det ikke være, når man som Lone Fatum har været lektor ved Det Teologiske Fakultet i København i 27 år.
Ganske vist gik hun på pension for tre år siden, men i sin tid på fakultetet var hun en dygtig og engageret underviser, der fik sat et varigt præg på flere hundrede teologistuderende.
LÆS OGSÅ: Kvinden - den ufuldkomne mand
I dag fylder hun 70 år, men det er langtfra ensbetydende med, at hendes stemme og inspiration er forsvundet. Således har hun i den forgange uge undervist på præsternes efteruddannelse i Løgumkloster, og i det hele taget ligger det så dybt i den venlige teolog, at hun bare ikke kan lade være.
Lone Fatum, med mellemnavnet Høgild, er født på Frederiksberg og blev i 1961 student fra Christianshavns Gymnasium. Otte år senere blev hun cand.theol. med guldmedalje fra Københavns Universitet, hvorefter hun blandt andet fik et seniorstipendiat og var på studieophold i Cambridge i England og Harvard i USA.
I 1976 ordineret som residerende kaldskapellan i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse. Her lagde hun for alvor kimen til sine teologiske holdninger og holdt sig ikke tilbage fra at gå – om ikke ud i al verden – så i bladet Samvirke med sine synspunkter. Her blev hun spurgt om, hvad det vigtigste var for en præst.
”At være præst er en underlig blandet landhandel. Søndagens prædiken kan i hvert fald ikke stå alene. Jeg ser det ikke som min opgave at låse mennesker fast i en kristen forklaring, når jeg prøver at formidle nogle muligheder for dem, så livet bliver til at leve på en rimelig måde,” sagde hun til bladet i 1981.
Det vakte stor forståelse i brede kredse, mens Tidehverv brugte spalter på at kritisere hendes præstesyn. Og dermed var Lone Fatum havnet midt i debatorkanens øje. Men hun stod fast på sit, og da hun samme år blev ansat som lektor i Ny Testamente ved Afdeling for Bibelsk Eksege ved Det Teologiske Fakultet i København, fik hun rig mulighed for at anvise de studerende flere veje.
Lone Fatum er en teologisk sværvægter, der ikke mindst er kendt for sine Paulus-studier samt hermeneutiske og feministisk-teologiske arbejder. Den såkaldte kvindeteologi kan i høj grad takke hende for dens udbredelse og den respekt, den har fået. Det blev tydeligt understreget for 10 år siden, da en række teologiske kolleger i anledning af hendes 60-års fødselsdag udsendte festskriftet ”Køn og bibel. Skrifterne, kvinderne, kristendommene”.
Lone Fatum har gennem årene skrevet en række bøger som for eksempel ”Kvindeteologi og arven fra Eva” og ”Den hemmelige Jesus”. Desuden har hun bestridt forskellige tillidsposter, ligesom hun har været gæsterlærer ved universiteterne i Oslo, Uppsala, Lund, Hamborg, Reykjavik og Nuuk. Det er ikke for ingenting, at navnet Fatum også klinger respektfuldt langt uden for Danmarks grænser – og det gør det også på den private front. Hendes søn er universitetslærer i Canada, hvor han har stiftet familie.
Lone Fatum bor i Hornbæk, og selve den runde dag skal fejres i selskab med børn og voksne, som hun nyder at være sammen med. Her vil der blive skålet og ønsket til lykke – og måske en og anden vil minde fødselaren om hendes varemærke: ”Der skal være orden i fakta, ellers bliver hun sur”.
Og fakta er, at Lone Fatum stadig er så central en figur på den teologiske scene, at hendes ekko også på søndag vil kunne høres i mangen en prædiken landet over.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad