Jens Andersens portrætbog skildrer kronologisk dronning Margrethes embedsperiode fra 1972 til i dag, herunder hendes store interesse for arkæologi. Billedet er fra den unge tronfølgers rejse til Østen i 1963, hvor hun blandt andet besøgte udgravninger og havde sit smalfilmskamera med sig overalt.
- Foto fra bogen.
Birgitte Stoklund Larsen |
26. november 2011
ANMELDELSE Jens Andersen trækker de lange linjer i jubilæums-bogen ”M” om dronning Margrethes 40 år på tronen
”Der ligger en særlig udfordring i at skulle skabe noget til bestemt brug og til et bestemt rum. Her skal man spille op til det en gang givne og samtidig underordne sig selv noget, der i enhver henseende er større end en selv.”
Sådan skriver dronning Margrethe i forordet til et katalog til en udstilling på Køge Skitsesamling i 1988, hvor hendes egne værker udstilles. Forfatteren Jens Andersen citerer passagen i ”M – 40 år på tronen”, som udgives i anledning af regentjubilæet i januar.
UDDRAG AF BOG: Dronningen og teologienSom det fremgår af citatet, finder Dronningen den bundne opgave mest inspirerende. Erfaringen med de faste rammers forløsning af kunstnerisk udfoldelse er Dronningen ikke alene om. Det er vel også sådan en erfaring, der ligger bag filminstruktøren Lars von Triers arbejde med ”benspænd”, bestræbelsen på at etablere nogle forhindringer for en opgaves løsning, og bag hele idéen med dogmefilm, som indspilles inden for rammerne af nogle veldefinerede begrænsninger. Det er begrænsningerne, der ansporer kreativiteten.
Når man har læst ”M – 40 år på tronen”, sidder man tilbage med en fornemmelse af et menneske, som i høj grad har udnyttet det givne, de afstukne rammer, og underordnet sig det, der i enhver henseende var større end hende selv – og paradoksalt nok netop derfor har udfoldet sig personligt. Dogmedronningen kunne man kalde Margrethe II.
Jens Andersen skildrer i sin bog kronologisk Dronningens embedsperiode fra 1972 til i dag. Fra de kolde dage i januar 1972, hvor hun som 31-årig blev udråbt som regent af statsminister Jens Otto Krag fra granitbalkonen over Kongeporten på Christiansborg til sommeren 2011 og besøget hos Bahrains kong Khalifa, hvis demokratiske fernis hurtigt gik af i kølvandet på det arabiske forår.
Det er ikke meget nyt, man får i bogen. Dronningen er vel uden sammenligning det offentligt mest veldokumenterede menneske i Danmark; fra dag ét har hun været ”på”. Styrken i bogen ligger i de lange linjer, Jens Andersen trækker. Det gælder for eksempel monarkens forhold til feminismen, hvor Dronningen var på kant med 1970’ernes rødstrømper, kom mere i takt med 1980’ernes feminister for i 2011 at få uforbeholden anerkendelse af Elisabeth Møller Jensen, Kvinfos direktør, for netop aktivt at tage sin skæbne og sit kald på sig på sin egen måde.
Eller det gælder danskernes forhold til indvandrerne, som i nytårstalen i 1984 med påpegningen af de ”dumsmarte” bemærkninger fik et svirp af de store, ”et dramatisk højdepunkt i 40 års samlede taler fra regentens hånd”, bemærker Jens Andersen. Han har i sit arbejde med jubilæumsbogen haft adgang til Dronningens øvrige taler fra det lange spand af år, har gennemført seks interview med Dronningen og hendes familie – og trækker i øvrigt kraftigt på alle de tidligere store interview med jubilaren. Indvandrersporet er mere end en grille, det næres blandt andet af prins Henriks vanskeligheder med at opnå danskernes anerkendelse. Opmærksomheden over for indvandrere nedkalder ikke overraskende Søren Krarups vrede over majestæten, som ifølge ham skal samle folket, ikke sprede det. Hvad hun nu også gør på sin egen måde. Indvandrerne har nemlig taget Dronningen til sig. De er stolte af hende – og prins Henrik: ”Vi kalder ham vores formand, for han er også fremmedarbejder”, som den pakistanskfødte Rushy Rashids far udtrykker det.
Jens Andersen fortæller historien om Dronningen og hendes regeringstid med en fin balance mellem den store historie, som jo er vores allesammens – og den mere personlige historie. Til den første hører både det lange, fælles stræk, suget ned i danmarkshistorien, og nutidens store politiske begivenheder i ind- og udland, hvor dronningevinklen giver en privilegeret adgang bag kulisserne – uden at det dog leder til nogen form for åbenmundethed hos Dronningen.
Til den mere personlige historie hører tilskikkelserne i familien, forholdet til børnene og rollen som mor, Prinsgemalen og hans vanskeligheder med at være uden for nummer. Men også den livslange interesse for arkæologi, den kontante og usentimentale tilgang til teologi og kirkegang, glæden ved langrendsløb og strabadser i gummistøvler. Og ”afsløringen” af en it-analfabetisme, som for et menneske i en anden position ville betyde eksklusion og isolation. Når der skal tænkes, så skrives der i hånden på Amalienborg. Et særligt blik har Jens Andersen for den sproglige omhu og opfindsomhed, der præger Dronningens billedrige sprog.
Jens Andersen har tidligere skrevet biografier om blandt andre H.C. Andersen, Frank Arnesen og Ole Lund Kirkegaard, hvilket vidner om både en glæde ved det kloge lette og en vis intellektuel spændstighed. Den har han gjort brug af i skildringen af Margrethe. Det er et godt match med de to, vi spares for de store filosofiske udlægninger af ”monarkiets rolle i moderne tid”, som hurtigt går i tomgang – men får til gengæld en velfortalt og på mange måder munter historie om vores tid og Dronningens måde at løfte sin opgave på. Monarkist eller ej, man går baglæns ud af bogen med et: respekt, Margrethe!
kultur@k.dkJens Andersen: M – 40 år på tronen. 504 sider. 400 kroner. Lindhardt og Ringhof. Fra 31.1.2012 fås bogen også for 149 kroner som lydbog indlæst af Grete Tulinius.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad