Lidelse og håb i litteraturen

Det gode i sådan en fiktion er også, at det fantasifulde univers er fascinerende på en lystfuld og sjov måde. Og her mangler Kaaberbøls skammer-bøger noget, som for eksempel Rowlings Potter-bøger har. Potter-bøgerne er jo også fuld af lede figurer og kolossal ondskab, men det eventyrlige univers er også præget af en firnurlig og humoristisk fantasi, som virker forsonlig.

Man kan more sig over deres slik, multismagsbønner med absurde smagsoplevelser, deres levende billeder, og forvandlingsformler, som de unge elever ikke helt kan styre. Ja, selv når børnene får skældud, kan det få en sjov drejning, fordi det sker med en såkaldt skråler, som bliver sendt af sted til skolen af en meget vred mor.

Der er humoren og det sjove, fantasifulde univers til forskel på skammer-bøgerne og Potter-bøgerne, og det er afgørende. Midt i den hæsblæsende kamp mellem mørkets og lysets kræfter bliver der tid til at tage den med ro og grine lidt, så man ikke skal vente til sidste side på de godes forløsende sejr. At skabe håb er ikke alene gjort med den lykkelige slutning. Det lede og onde må til stadighed møde sin modsætning. Det gode må være nærværende og til at tro på undervejs. Ellers er det ikke til at holde ud at gøre hele turen med i de fiktive verdener.

Er det anderledes med voksne læsere? Vi kan vel bedre holde ondskaben ud i længere tid ad gangen, og så kan vi vel også lade os fascinere og underholde af det onde. Altså så længe vi har det på behørig afstand i fiktionens verden, og så længe det ikke direkte går ud over os.

Vi har det også med at rose den konsekvente digter, selv når hans sortsyn er så tæt, at der intet lys kan ses nogen steder. Sandheden skal jo på bordet, og vi har en stærk tendens til at forbinde det onde med det sande, fordi det virker mere virkeligt.

Langt svære er det at fastholde det gode, som både fiktionen og virkeligheden har det med at gøre til en illusion. Godheden forekommer ofte at være ligefrem latterlig, patetisk og sentimentalt. Den må derfor også ofte tillægges tumper og outsidere af forskellig slags. Godheden er en galskab i en verden, hvor ondskab er mere normen end undtagelsen. Forsonligheden er derfor altid under mistanke for at forskønne og fordreje den virkelige verden. Ja, der er sågar dem, der mener, at det gode under ingen omstændigheder kan skildres æstetisk, fordi det så allerede er trivialiseret og gjort til et løgnagtigt glansbillede.

På den måde er led litteratur sand litteratur, og godheden – den må man så selv forestille sig springe frem af den sorte baggrund som et muligt modbillede. Det kan være særdeles svært at få fremkaldt dette billede og bevare troen på det. Men det er ikke desto mindre opgaven. Det er det for børnene, og det er det for de voksne. Sådan set er det synd for læserne med al den lidelse, hvis man da ikke lige tror på, at håbet ligger netop der, hvor de letter sig fra stolen og siger: Fy for den lede!

I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmelder Lars Handesten hver anden lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt