Gi’r du et knus?

Kønt er dette knuseri altså ikke; til gengæld er det en uskik, der tager til. Snart kan man ikke møde fjerne bekendte uden at skulle stå og omfavne hinanden på åben gade. Som om man er hinandens et og alt; som om følelserne overmander en, selvom man i virkeligheden står og spekulerer på, hvordan man kommer hurtigt videre. I tv knuser de kendte hinanden, skønt mange af dem formentlig ikke kender hinanden, og endnu flere ikke kan fordrage hinanden.

Men det værste er, at den dag man virkelig står og mangler et knus – eller møder en, der gør – ja, da er det ikke længere noget særligt. For der er selvfølgelig ikke noget i vejen med et knus – når det er på sin plads, vel at mærke.

Det stående bifald er et andet eksempel på, at der kan gå inflation også i kropssproget. Snart sagt hver eneste koncert eller ethvert teaterstykke honoreres nu om stunder med stående bifald, selvom det stående bifald kun burde tilkomme den helt særlige, enestående præstation, hvad enhver koncert eller ethvert teaterstykke i sagens natur ikke er. Det er ofte godt eller ligefrem glimrende – og så klapper vi gerne længe og i takt. Men rejser man sig og klapper efter enhver forestilling, har man selvsagt ikke noget i posen den dag, det virkelig er noget helt særligt.

MEN DET ER IKKE KUN kropssproget, der løber løbsk. Det gælder også talesproget. Ordet ”depression” bruges eksempelvis ofte om tristhed eller sorg, ligesom et menneske, der græder, ikke sjældent karakteriseres som intet mindre end ”brudt sammen”. Sammenbrud og depression er dybt alvorlige reaktioner og lidelser, mens gråd, tristhed og sågar sorg er en naturlig del af livet for alle mennesker.

Et andet eksempel er betegnelsen ”historisk”. Dette er en historisk begivenhed, hører man ofte – især i fjernsynet, der i det hele taget er fuld af ”historiske billeder”, ”historiske møder” og ikke mindst ”historiske kampe”. Og ikke alene devalueres udtrykket, så man står med tomme hænder og i tavshed, den dag der virkelig sker noget helt usædvanligt. Selve udtrykket ”historisk” er vel i sagens natur også vanskeligt at bruge om noget, der sker her og nu. Om en begivenhed er en historisk begivenhed, kan kun eftertiden vurdere. At kalde noget historisk er på den måde ikke alene udtryk for manglende situationsfornemmelse, men også manglende tidsfornemmelse: at vi skal på afstand af en begivenhed – i al fald langt de fleste – for at kunne vurdere dens ”historiske betydning”.

Af og til kan man spekulere på, hvorfor der går inflation i udtrykkene, hvorfor vi bruger store armbevægelser og større ord, end der er belæg for. Måske har det at gøre med, at der sker så meget – eller rettere: vi oplever så meget, informeres om så meget, er vidner til så meget, at det har svært ved at bundfælde sig.

Det hele ender nemt som én stor grød af oplevelser og informationer, hvor intet for alvor får betydning. Ligegyldigheden truer, og det er heller ikke til at holde ud. Vi higer efter, at noget af det hænger fast, får betydning i vores liv, viser sig som noget særligt, sætter sig fast og skaber langtidsholdbare følelser. Men vi har dårligt tid til at fordøje og sortere skidt fra kanel – måske mest af skræk for at gå glip af det næste, som måske lige netop var enestående, historisk og skelsættende.

DERFOR RÆKKER VI UD efter det meste, giver stående bifald, forsøger at fastholde det i omfavnelsen og kalder det historisk i håb om, at det så er det. Måske dybest set, fordi det særlige – det, der gjorde en forskel, for nu at bruge en fed kliché – er det, der får en til at føle sig i live. Banalt, ja, men nemt at overse i farten.

For intet kan få en til at føle sig i live, som når noget og nogen ”satte sig i en”, gjorde et i bogstaveligste forstand uudsletteligt indtryk. Bogen, filmen eller forestillingen, der forandrede ens liv – måske blot en smule. Mødet, samværet og samtalen, der svingede, så man ikke blot med teologen Jørgen K. Bukdahls ord oplevede det som det skønneste ”eksistensfråseri”, men som også måtte ende i et knus, fordi man ikke kunne lade være!

Selv oplevede jeg det smukkeste knus for snart mange år siden. Omstændighederne var sørgelige, ja, rent ud forfærdelige. Skolens ældste klasser var på udlandstur. En sen eftermiddag får en af de lærere, der var med os, den forfærdeligste besked: at hans lille datter er død derhjemme.

LÆS OGSÅ: Forsker: Fundamental sprogkrise i dansk politik

Læreren tager naturligvis hjem hurtigst muligt, og vi andre vender hjem nogle dage senere. Da vi kommer ind i skolens store foyer, står han der – faderen, der havde mistet sit barn. Det må have været en umenneskelig selvovervindelse at stille sig op og vente på os. Vi, elever og lærere, kommer ind i den modsatte ende af det store tomme rum, alle står ubevægelige og kigger – mest ned.

Men så træder Mikkel Mortensen, 15 år, frem. Mikkel, der altid var god for en dårlig bemærkning, et fjoget grin og som ingen rigtig gad være sammen med, træder frem og går med popstøvler og læderjakke tværs gennem foyeren og omfavner sin utrøstelige lærer. Og viste således en medfølelse og en situationsfornemmelse, der bragte en umulig situation en lille smule videre.

Så man skal passe på sproget – også kropssproget; gemme de store ord og udtryk, til man virkelig har brug for dem. Men så skal man til gengæld også bruge dem.

Kristian Bøcker er sognepræst