Sverigedemokraterne ændrer principprogram fra nationalisme til socialkonservatisme. Her partiets nyligt genvalgte leder, Jimmie Åkesson.
- BJÖRN LARSSON ROSVALL/SCANPIX
Katrine Barslev skriver fra Sverige |
28. november 2011
På deres første årsmøde som rigsdagsparti valgte Sverigedemokraterne at ændre principprogram fra nationalisme til socialkonservatisme. Skiftet sker efter inspiration fra Dansk Folkeparti og handler om at appellere til en bredere vælgerskare, siger eksperter
125 var for og 28 imod, da partiet Sverigedemokraterne i lørdags stemte for en ændring af partiets politiske ståsted. Med vedtagelsen af det nye program går partiet fra at kalde sig et nationalistisk parti til formuleringen ”et socialkonservativt parti med nationalistisk grundsyn, som betragter værdikonservatismen og opretholdelsen af en solidarisk velfærdsmodel som de vigtigste værktøjer i opbyggelsen af det gode samfund”.
LÆS OGSÅ: Flere svenskere er positive over for multikulturelt samfundEfter flere års tilløb blev Sverigedemokraterne sidste år valgt ind i rigsdagen med 5,7 procent af stemmerne og et principprogram, der i store træk var baseret på nationalisme og bevarelse af svenskheden.
Målet er 30 procent af vælgerne, og partiet ønsker at være tungen på vægtskålen via en placering mellem den borgerlige og den røde blok. Partileder Jimmie Åkesson understregede, at det retoriske bytte er en naturlig fortsættelse af partiets nye rolle som medlem af Sveriges rigsdag.
”Socialkonservatismen stadfæster vores rolle som midteralternativet i svensk politik. Jeg ser det som en logisk konsekvens af den politik, vi har ført, hvor folkehjemmet er i centrum. Nationalismen er ikke tilstrækkelig bred til at rumme vores holdninger,” sagde han fra talerstolen, hvor han også fik fyret en bredside af mod Socialdemokraterne, som har kritiseret Sverigedemokraterne for at kopiere deres politik.
”Det er jer, der har smidt visionen om folkehjemmet i skraldespanden, og I kan ikke være forbitrede over, at vi støver den af og tager tanken med os ind i dette årtusinde. Vi tror på et stærkt og trygt folkehjem, som præges af velstand, demokrati og en stærk indre solidaritet.”
Konkret betyder ændringen ikke det helt store, mener professor i statskundskab ved Örebro universitet Mats Lindberg. I en kronik i Dagens Nyheter skriver han, at partiets ståsted fortsat er ultranationalistisk.
”Der er en dobbelttydighed i partiet, idet de udadtil forsøger at vise sig som humanistiske og samlende, men indadtil handler det fortsat om at give indvandrere skylden for alt. I partiprogrammet deler de borgerne op i tre kategorier: indfødte svenskere, assimilerede og ikke-assimilerede, så det næsten ligner et udkast til en apartheid-stat. At partiet nu tænker at levere sin politik under etiketten socialkonservatisme ændrer ikke noget ved deres mål,” mener Mats Lindberg.
Det er Anders Sannerstedt, lektor i statskundskab ved Lunds universitet, enig i. Han har forsket i Sverigedemokraternes vælgeradfærd og peger på, at der fortsat er et helt kapitel om nationalisme i partiprogrammet. At en sjettedel af de delegerede valgte at stemme imod forslaget, tyder ifølge Anders Sannerstedt på, at baglandet vil holde fast ved det oprindelige ståsted.
”Det nye partiprogram er et forsøg på at blive mere spiselige for andre vælgere end de, der traditionelt stemmer på dem. Socialkonservatisme lyder blødere end nationalisme, og der ligger også et ønske om at knytte sig tættere til succesfulde, lignende partier som Dansk Folkeparti,” siger Anders Sannerstedt.
På partikongressen var der en hilsen fra Dansk Folkeparti i form af udenrigsordfører Søren Espersen, som holdt tale. Han sammenlignede dansk- og svenskhed og ønskede Sverigedemokraterne god arbejdslyst med at bevare Sverige.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad