Dommere uden lov

”Der er tre bærende søjler i fredsdommernes parallelle justits,” hævder han.

”Den første søjle er fredsdommernes mægling mellem to stridende parter. Denne praksis kan i en vis udstrækning forenes med gældende tysk retsorden. Den anden søjle er tanken om økonomisk kompensation som vejen til at genoprette en balance mellem gerningsmand og offer. Den tredje søjle er den udbredte selvjustits, hvor den økonomiske kompensation inddrives med både trusler og vold.”

I Joachim Wagners øjne ligger det helt afgørende problem i, at fredsdommernes mægling meget ofte sigter mod at holde det juridiske apparat ude af spillet.

”Dermed opstår der manipulation af bevismateriale og systematisk tvang og afpresning af vidner, så de taler usandt for retten. I praksis udmønter det sig ofte i frifindelse af skyldige eller domme til de forkerte,” siger han.

Mange af Joachim Wagners eksempler udspiller sig i berliner-bydelen Neukölln, der har oplevet voldsomme integrationsproblemer, men som har formået at få vendt skuden væk fra katastrofekursen. Her sidder integrationsmedarbejder Arnold Mengelkoch, der i sit samarbejde med blandt andet kulturcentre, moskéer og det berlinske politi har oplevet fænomenet fredsdommere indefra:

”I Neukölln, men også i dele af Essen, Bremen og andre tyske byer er der en intern, parallel justits. Det er kun et storbyfænomen, for det er nu engang her, de arabiske storfamilier bor,” siger han og tilføjer, at det ved disse skyggeforhandlinger ofte handler om småting – men lige så ofte om penge, mange penge.

Forestillingen om, at en økonomisk kompensation kan opveje en forbrydelse som for eksempel vold eller mordforsøg, ligger langt fra den gængse vestlige retsopfattelse, hvor staten som neutral instans har monopol på at straffe. Men både i den islamiske strafferet og i før-islamiske, mellemøstlige stammekulturer har økonomisk kompensation spillet en central rolle i retspraksissen, forklarer Joachim Wagner.

”Kompensationen afspejler en samfundsorden baseret på et økonomisk system i storfamilier uden yderligere social sikring. Derfor er kompensation vigtigere for offeret og hans familie end en frihedsberøvelse eller afstraffelse af gerningsmanden igennem en abstrakt instans som staten,” lyder det fra juristen Wagner.

”I mine øjne er det en katastrofe, hvis denne justits får lov at udbrede sig ved siden af vores retssystem,” siger han og henviser til sin bog, hvor politiet i Essen er citeret for at konkludere: ”I disse kredse står familien altid over loven”.

At der i de arabiske storfamilier er opstået en så stor distance til staten og dens institutioner, har i integrationsmedarbejder Mengelkochs øjne mange årsager.

”Det er umuligt at generalisere, men man kan roligt sige, at mange indvandrere har stor mistro til det tyske politi og den tyske justits. ’De forstår os ikke, og vi interesserer ikke dem, så vi holder vores problemer inden for egne rækker’,” fortæller han.

”De libanesiske, palæstinensiske og arabiske storfamilier har en hård fortid bag sig – nu prøver de at hævde sig ved at udøve bandementalitet og spille store på gadeniveau. Deres børn lærer skræmmende tidligt at true med familiens styrke og forsvare sig med knytnæve og kniv,” lyder det med et suk fra integrationsmedarbejderen.

”Hele områder lider under det, så samfundet må holde det nede med hård hånd. Desværre er det så godt som umuligt at trænge ind i den alvorlige del af fredsdommernes paralleljustits – både for politiet og de sociale myndigheder,” siger han og opremser forbrydelser som narkohandel, våbenhandel og menneskesmugling.

At det ikke altid går så alvorligt for sig i fredsdommernes mæglinger, kan bekræftes med en simpel søgning på nettet. Under søgningen ”Friedensrichter Berlin” støder man på Hassan Allouche, der angiveligt har en brugtvognsforretning. En cykeltur senere bliver man dog skuffet. Forretningen er væk, og pladsen er ved at blive byggemodnet til et byggemarked. Til gengæld hænger et officielt adgang forbudt-skilt, hvor der med sprittusch står tilføjet: ”Fredsdommer” efterfulgt af et mobilnummer.

Hassan Allouche er ganske rigtigt at træffe på det opgivne nummer, og han inviterer hjerteligt på te i en grillbar i Neukölln.

”Jeg flygtede fra borgerkrigen i Libanon for mere end 30 år siden,” siger han og klapper sig på den skudsikre vest, som han har båret siden sin brors død for seks år siden.

Broderen var ligeledes fredsdommer, men blev skudt på klos hold under en mægling, der løb af sporet.

”Som fredsdommer forsøger jeg at skabe fred og ro uden skænderi eller skyderi. Jeg mægler ægteskabelige problemer, skænderier, slagsmål. Men ved narkotika, ved spørgsmål, hvor politik eller staten indgår, ved våbenhandel og terrorisme holder jeg mig helt væk. Alle strafbare handlinger går over retten. Herefter holder jeg mig udenfor og siger udelukkende sandheden som vidne,” fortæller Hassan Allouche.

Hvis han alligevel bliver kontaktet med den slags forespørgsler, lægger han kort og godt røret på.

”Jeg vil ikke have noget med det at gøre. Jeg slukker min mobil. Men det sker sjældent.”

Ifølge Hassan Allouche begynder en typisk sag som en lille sag, der først bliver stor, når familierne kommer ind i spillet. Et typisk tilfælde er to unge mennesker, der forenes i kærlighed uden familiernes samtykke. I arabiske familier kan det være meget farligt, siger han.

”Den slags tilfælde melder jeg til politiet. Derefter mødes jeg med begge familier, bringer parterne i overensstemmelse og bekræfter ægteskabspagten mellem de unge mennesker. Herefter vender freden tilbage.”

Hassan Allouche nægter at have forbindelse til de ekstremt lyssky mæglinger i de arabiske storfamiliers organiserede kriminalitet:

”I Berlin er der mange storfamilier, der lever efter deres egne regler. De sætter folk under voldsomt pres, kræver beskyttelsespenge, handler med narkotika og våben. Men jeg siger: Vi kommer fra lande med borgerkrig, og nu lever vi fredeligt i Tyskland. Vi bør være taknemmelige og acceptere den kultur, mentalitet og ret, der hersker her.”

At Joachim Wagner i sin bog beskriver Hassan Allouche som en af de fredsdommere, der konsekvent manipulerer med vidneudsagn og forpurrer rettens arbejde, får den arabiske fredsdommer helt op i det røde felt.

”Wagner lyver op ad døre og ned ad stolper. Han gør et socialt arbejde til en associal gerning. Jeg har været inviteret ind i det tyske parlament to gange. Det, jeg udøver, er ingen skyggejustits, som Wagner hævder,“ siger Hassan Allouche og kalder sin indsats for ”civilcourage”.

Økonomien i gerningen som fredsdommer er ligeledes et omstridt punkt:

”Jeg er ubestikkelig – jeg forlanger intet for en mægling. Små gaver som for eksempel cigaretter tager jeg selvfølgelig imod. Men fredsdommere, der foreslår: ’striden her drejer sig om 40.000 euro, men vi finder en løsning, hvor vi deler’ – det er ikke sande fredsdommere, det er mafia!”.

Hassan Allouches indsigelser giver Joachim Wagner ikke meget for.

”Allouche taler med to tunger. ’De er blevet enige’, siger han til politiet. Men det er aldrig påvist, hvilken rolle Hassan Allouche selv spillede i mæglingen, og vi hører aldrig, hvad den forhandlede aftale går ud på i forhold til økonomisk kompensation eller straf. Selvom det aldrig er påvist, er muligheden for, at han forpurrer rettens videre arbejde, meget stor. Denne dobbelte bogføring er i mine øjne hans forretningsmodel,” siger Joachim Wagner.

”Jeg tror heller ikke på, at han kun skulle modtage symbolske gaver for sit arbejde, men jeg kan selvsagt ikke påvise det modsatte.”

Over for Hassan Allouche står Joachim Wagner ikke just med klare beviser. Men det understreger ifølge Joachim Wagner netop, at der er en gråzone mellem konflikthåndtering på hverdagsplan og decideret mægling – en gråzone, som i Wagners øjne i øvrigt præger mange moskéers ”rådgivningsrum”. Grundet den store beskyttelse af religiøse institutioner har han efter eget udsagn dog haft ”meget svært ved at trænge ind i moskéernes praksis”. Usikkert er det ligeledes, hvor stor en rolle religionen overhovedet spiller for fredsdommernes alternative retspraksis. Ifølge Arnold Mengelkoch er de hårdkogte arabiske storfamilier ”meget sjældent religiøse”.

”Men de finder ofte et stykke hjemstavn i religionen og moskéerne, så det er svært at holde tingene adskilt,” siger han.

Også Joachim Wagner indrømmer, at det er en tilsnigelse at tale om ”islamisk paralleljustits”, som han gør det i sin bog.

”Som religiøs retsorden er sharia blandt andet baseret på, at for eksempel vold kan gengældes og gøres godt igen med materiel kompensation – det er nævnt i Koranen i flere suraer. Men det har også dybe rødder i de før-islamiske stammesamfund, så det er umuligt at sige, hvor disse skel går,” erkender han.

Selvom der er talrige eksempler på paralleljustits og forpurring af justitsapparatets arbejde i Joachim Wagners bog, er fænomenets egentlige omfang ukendt – der foreligger selvsagt ingen statistik på området. Alligevel holder han fast i undertitlen på sin bog – at ”islamisk paralleljustits truer vores retsstat”.

”Det undervurderes i mine øjne, at fænomener som fredsmægling har stor påvirkning på hele vores retsopfattelse. Hvis organiseret kriminalitet som smugling eller menneskehandel ikke sanktioneres tydeligt, så ødelægges strukturen i og grundlaget for vores retssamfund, det gælder også manipulation med vidneudsagn, forhindring af bevisførelse eller trusler mod dommere eller politi.”

Arnold Mengelkoch, der som integrationsmedarbejder i Neukölln har fingrene i de hårdeste sager på daglig basis, mener heller ikke, at der bare er tale om en storm i et glas vand.

”Selvfølgelig er den tyske retsstat som sådan ikke i fare. Men i delområder af storbyer som Berlin oplever vi drastiske konsekvenser af parallelsamfundene og deres interne justits. Så journalistisk set mener jeg, at det er i orden, at Joachim Wagner sætter fingeren på det ømme punkt.”

I berlinerbydele som Kreuzberg og Neukölln lever utallige nationaliteter på et meget begrænset områder. Spørgsmålet er, om de lever sammen eller parallelt – og i hvor høj grad de arabiske communities har deres eget justitsapparat.